Han sætter krop på alt det, som 68-generationen gjorde oprør mod:

Absurd nok var puddelhunderockeren Jon Bon Jovi fra New Jersey hovednavnet ved gårsdagens fejring af 20-året for Berlinmurens fald, ’Fest der Freiheit’.

Efter den polske Solidaritetleder Lech Walesa og Sovjetunionens sidste generalsekretær, Mikhail Gorbatjov, i aftes havde sat scenen, trådte Bon Jovi frem med popsangen ’We Weren’t Born to Follow’; en tåkrummende opmarch af kommercielle klicheer om at tro på sig selv.

Jon Bon Jovi inkarnerer det anonyme forbrugersamfund, hvor tidens reklamemuzak i supermarkederne overdøver alle politiske slagord. Han er et symbol på, at folk interesserer sig mere for nye cowboybukser end for gamle frihedsrettigheder.

Med et oplyst Brandenburger Tor som bagtæppe stod jeg i går i efterårskulden i Berlin og kæmpede med min flovhed.

Puddelhund med Aldi-aura
Jeg skammede mig på min generations vegne. Tænk, at han – en 47-årig blødrock-celebrity, der spiller musik, der er lige så affarvet som hans lange nakkehår – skal få lov til at sætte lyd til jubilæet for den største politiske begivenhed i mit liv.

Tænk, at min generation, der blev voksne efter Berlinmurens fald, skal repræsenteres af en puddelhund, der signalerer discount og Aldi – og ikke demokrati og aktivisme.

Men desværre var Jon Bon Bovi velvalgt som hovednavn ved ’frihedsfesten’: Bedre end så mange andre har han sat lydspor til det apolitiske verdenssyn, som 89-generationen er vokset op med.

Berlinmuren faldt ikke til tonerne fra de foregående to generationer, hverken John Lennons utopiske ’Imagine’ fra 1971 eller Pink Floyds antitotalitære ’The Wall’ fra 1979.

1989 satte ikke gang i et nyt ungdomsoprør. Soundtracket til Berlinmurens fald var komfortabel muzak. Ingen kan i dag huske teksten fra Jon Bon Jovis sang i går.

Berlinmurens fald er kommet til at handle mest om økonomisk frihed, og mindre om politisk medbestemmelse, kritik og nye alternativer til status quo.

Østtyskerne flygtede ikke kun fra overvågning, statskontrol og den autoritære omklamring, men drømte i lige så høj grad om at blive forvandlet til forbrugere, der ikke var bundet af planøkonomi, rationering og totalt forældet teknologi.

Kapitalismen vandt
Det var først og fremmest kapitalismen, den globale markedsøkonomi, der vandt den kolde krig – snarere end demokratiet og det folkelige engagement på tværs af landegrænser. Politisk set findes 89-generationen derfor ikke, hverken i den tidligere østblok eller her i det engang forjættede Vesten. 89-generationen har ingen sloganer og ingen fællessange.

EU-eksperten Lykke Friis, der er prorektor ved Københavns Universitet, har netop skrevet en kommentar, hvor hun undrer sig over, hvorfor 1989 ikke blev mere identitetsskabende for de efterfølgende generationer:

»Det er fortsat kun 68’erne, der har formået at få en bindestreg og ordet generation knyttet til deres årstal. Trods 1989’s skelsættende karakter blev det aldrig til det magiske øjeblik som Woodstock eller månelandingen, der definerer en hel generation«, skriver Friis.

Hun forklarer passiviteten med tre fænomener: I modsætning til ungdomsoprøret i 1968 var fløjlsrevolutionen i 1989 begrænset til Østeuropa; frihedskæmperne fra øst var ikke cool og trendsættende i deres kulturelle udtryk, påklædning og musik; og endelig kæmpede de ikke for et nyt og mere moderne samfundssystem.

Friis citerer historikerprofessor Timothy Garton Ash for en vigtig pointe: »Kulturelt og socialt havde 1989 mere karakter af en genoprettelse, eller i det mindste en reproduktion eller imitation, af de eksisterende vestlige forbrugersamfund«.

Jon Bon Jovi kan netop ses som en imitation af en bizar skikkelse fra 1989, der dengang fik lov til at sætte tonen for, hvad østeuropæerne havde i vente: Skuespilleren David Hasselhoff – bedst kendt som enten science fiction-cowboyen Michael Knight i tv-serien ’Knight Rider’ eller livredderen Mitch fra tv-serien ’Baywatch’ – havde dengang succes i Vesttyskland med slagersangen ’I’ve Been Looking for Freedom’, der om muligt var mindre politisk mobiliserende end Jon Bon Jovis comeback.

Ligesom man kan undre sig over, at Hasselhoff blev et kitschikon i 1989, er det en svær erkendelse, at Bon Jovi er 89-generationens stemme; hippiebørnenes pendant til John Lennon.

Men her 20 år efter Berlinmurens fald har min generation foreløbig ikke har gjort os berettigede til at få et bedre politisk soundtrack: Vi står tilbage som den affarvede generation.