De fattige lande har alt at vinde – og de rige lande lidt at tabe under COP15-topmødet i Købehavn.

Selv om repræsentanterne for de fattige lande er begyndt at optræde med større selvsikkerhed – og symbolsk udvandrede under forberedelsesmødet i Barcelona – har hverken de afrikanske eller asiatiske lande meget at stå imod med, hvis EU og USA ikke vil betale flere penge.

Udviklingslandene kan appellere højt og følelsesladet til de rige lande om hjælp, men erfaringerne fra tidligere globale topmøder viser, at villigheden til at betale ikke er særlig stor, når det kommer til stykket.

Global opvarmning tegner kun til at skævvride den aktuelle verdensorden endnu mere: De sydlige områder, der i dag er præget af størst dødelighed, underernæring og kaos, vil også blive ramt hårdest af ekstremt vejr i det 21. århundrede. Det bliver dyrt at være fattig.

Omvendt vil de tempererede områder her på den nordlige halvkugle, der siden den industrielle revolution har vokset sig rige ved hjælp af energien fra fossile brændstoffer, klare sig mere eller mindre upåvirkede igennem klimaforandringerne.

Klimapolitik handler om klassisk økonomisk omfordeling: De rige industrilande skal reducere CO2-udledningen for at give plads til en økonomisk udvikling i de fattige og folkerige lande, og de rige lande skal samtidig hjælpe de fattigste lande med nye bistandspenge til at omstille til ny miljøteknologi og til at forebygge de skader, som klimaforandringerne vil forårsage fremover.

Begge dele er lige afgørende – og forudsætter begge en global solidaritet, verden har til gode at opleve.

Viljen mangler stadig
København har tidligere været vært for et monumentalt FN-topmøde: verdenstopmødet om social udvikling i 1995. Dengang var det statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der bød stats- og regeringschefer fra hele kloden velkommen – den største forsamling af magtmænd til dato, dengang.

For 14 år siden mundede topmødet ud i en ’Københavndeklaration’, der proklamerede afslutningen på fattigdom, arbejdsløshed og ulighed.

Men FN-topmødet i København blev en meget usikker start på en ny og mere afbalanceret verdensorden.

Som en mulig forsmag på konklusionen fra statsminister Lars Løkke Rasmussens (V), når COP15-mødet afsluttes i Bella Center i næste uge, udtalte hans forgænger på posten Poul Nyrup Rasmussen (S) i samme Bella Center tilbage i 1995: »Topmødedokumenterne vil skabe en del af forudsætningerne for at vende udviklingen«. []citat]

En del af forudsætningerne for at vende udviklingen? Ikke ligefrem den hårdeste retorik. Kendsgerningen viste sig også at være, at de rige landes udviklingsbistand faldt i de efterfølgende år, ned til blot 0,24 procent af bruttonationalprodukterne.

Ambitionerne fra København lød flotte, men de blev aldrig ført ud i livet. De fattige lande blev også snydt ved sidste FN-topmøde i København. Dengang ville de rige lande ikke betale prisen for at mindske den globale fattigdom.

Siden hen er FN-landene enedes om de såkaldte 2015-målsætninger, der sigter mod blandt andet at »halvere fattigdommen« og »opnå grunduddannelse til alle«. Men her fem år før deadline er der flere af målsætningerne, der ser ud til ikke at blive indfriet. Forklaringen er stadig manglende vilje til at betale prisen for global omfordeling.

Udviklingsbistanden som klimainvestering
Intet tyder på, at præsident Obama har ekstra penge med, når han kommer til de afgørende forhandlinger. EU-landene har heller ikke vist villighed til at komme de fattige lande afgørende møde. Tværtimod er der lige nu mange forsøg i gang med kreativ bogføring, der skal flytte penge fra udviklingsbistand over til klimahjælp.

Som Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl ærligt udtaler på vegne af de rige lande: »Når regeringen mener, at vi skal give en udviklingsbistand på det niveau, som regeringen ønsker, så finansierer man selvfølgelig også klimainvesteringerne i udviklingslandene ved hjælp af udviklingsbistanden«.

En politiske erklæring fra COP15, der hverken er juridisk bindende eller omfatter nye penge til de fattige lande, vil i bedste fald kun være »en del af forudsætningerne for at vende udviklingen«.

I værste fald vil en politisk aftale fjerne både penge og opmærksomheden fra fattigdomsbekæmpelsen og dermed forværre levevilkårene for millioner af mennesker.