Når alle peger på Løkke som Venstres store problem i disse dage, virker det umiddelbart naturligt. For tabersagerne og dykket i meningsmålingerne er ikke noget kønt syn.

LÆS ARTIKELPolitisk kommentator: Det hele ramler for Løkke

Men skæbnens ironi er, at det slet ikke er Løkke Rasmussen, der er årsagen til partiet Venstres problem i dag. Det er faktisk Fogh Rasmussen!

Det er nemlig ham, der omdannede Venstre fra et parti med rødder og ideer til en enkeltmandsejet virksomhed. Dermed udhulede han det. Og overlod et idépolitisk dødsbo til Løkke & co. Kort sagt: Et parti uden mål og med, der stikker i alle retninger. En tom skal.

Jamen hov! Var Anders Fogh Rasmussen ikke en strategisk begavelse, som fik omdannet Danmarks liberale parti til et velfærdsstatsbærende folkeparti i 1990’erne? Som erobrede regeringsmagten på en let forståelig og fængende kontraktpolitik? Og som holdt oppositionen stangen i otte år?

Jo, lige præcis! Med en unik sans for strategisk lederskab fik Fogh med stor matematisk præcision lagt sig dér, hvor den offentlige mening befandt sig i forvejen i forhold til velfærd, retspolitik, udlændinge osv. osv. Og han var især eminent til at lukke de døre, som oppositionen kunne sparke op. Smak, smak, smak.

Sikrede magten
Det var imponerende. Her var nemlig en mand, der, som ingen dansk statsminister tidligere, havde næse for, hvor vælgeropbakningen var flyttet hen. Og hvis den offentlige mening svingede, svingede han da bare partiet med.

Tag hans overrumplende landsmødetale om klimaet i november 2008, som fik kæberne til at hænge på såvel Venstre-bønder som liberalister, der – hvad nu? – skulle omstille sig fra en Lomborg-linje til en grøn klimalinje. Men der var stille i klassen, for overlæreren havde bare givet nye lektier for.

Sådan førte Fogh politik igennem otte år. Om dagens linje var grøn, rød, sort eller blå – det gjorde ingen forskel. Bare den sikrede magten.

Men det er netop denne præstation, som har udhulet Venstre som idéparti. For hvad er partiets grundholdninger i dag? I årene 1998 til 2009 omdannede Anders Fogh Rasmussen Danmarks liberale parti, Venstre, til ’Anders Fogh Rasmussen-partiet’.

Men det, der tilsyneladende var styrken for partiet i 00’erne – en stærk mand med imponerende fornemmelse for vælgervandringer – er nu slået over i en svaghed, når partiejeren ikke er der længere.

Idépolitisk dødsbo
For hvad er ’Anders Fogh Rasmussen-partiet’ uden stifteren selv? Taler vi om et borgerligt eller et halvsocialdemokratisk parti? Kulturkamp eller ej? Et globalt eller et nationalt indadvendt fokus? Bush-fascination eller Obama ditto? Miljøskepsis eller grønne klima-holdninger?

Det flimrer, fordi Fogh var på alle positioner, derfor er det et idépolitisk dødsbo, som han overlod til sine arvinger. Kan Løkke så ikke bare forsøge at blive en ny Fogh? Nej. Dels var ’den rigtige Fogh’ helt unik til det, han kunne – et geni, man ikke bare efterligner foran spejlet.

Og dels er tiden en helt, helt anden, end den var, da Fogh under 00’ernes bobleøkonomi surfede sig igennem alt og lod fremtidens økonomiske udfordringer være noget, man overlod til efterfølgerne.

LÆS OGSÅ»Sover du godt om natten, Løkke?«

Derfor kommer Løkke og Venstre ikke uden om skulle finde en ny partiidentitet og ind til partiets kerneværdier efter ’Anders Fogh Rasmussen-partiet’ (1998-2009).

Det var en luksus, da Venstres dilemma var, om man skulle være et højskole- eller et handelshøjskole-parti, for dengang var der da pejlemærker. Nu er der kun forvirring. Og mange Venstre-medlemmer må være misundelige på regeringspartneren de konservative, der trods alt stadig har idépolitiske mærkesager, de brænder for – velfærdsreformer og sådan.

Men hvad brænder Venstre for efter Anders Fogh Rasmussen? Det skal arvingerne først til at finde ud af.

God fornøjelse!