Annonce
Annonce
Annonce
Signatur 22. jun. 2010 KL. 07.54 opdateret 24. jun. 2010 KL. 15.14

Fodbold er krig med andre midler

Politisk magt forklarer fodbold, skriver Lars Trier Mogensen.

Europas gamle stormagter mister indflydelse: England, Italien, Frankrig, Tyskland og Spanien er blevet ydmyget under de første kampe ved VM i fodbold. Kolonimagterne er i opløsning, men uden at alle de afrikanske superstjerner har formået at udfylde tomrummet.

VM i Sydafrika kan vise sig at blive et vagtskifte, der afspejler forandringerne i international politik: Hård magt styrer ikke længere verden. I stedet er det bløde værdier og image, der bestemmer, hvilke lande der vinder anerkendelse og succes.

Som forfatteren Franklin Foer har beskrevet i bogen ’Hvordan fodbold forklarer verden’ fra 2006, er fodbold blevet et billede på globalisering: Fodboldtosserier har startet og stoppet krige i Mellemamerika, Afrika og på Balkan, og fodbold er blevet samlingspunkt for nynationalisme i en tid uden stærke nationalstater.

Selv USA’s tidligere udenrigsminister, magtrealisten Henry Kissinger, har måttet erkende, at kulturelle faktorer afgør slagets gang:

Intellektuel fodbold
»Ligesom i militær strategi frembringer enhver offensiv manøvre i fodbold et kompenserende forsvarstræk. Svaret på den omkringflakkende centreforward blev zoneopdækningen. Totalfodbold blev opfundet snart derefter«, skriver Kissinger i en kommentar, der er optrykt i den første intellektuelle bog om fodbold på dansk, ’Fodbold!

Forfattere om fænomenet fodbold’ fra 2002, redigeret af professor Frederik Stjernfelt og Politikens kritikredaktør Peter Christensen.

Stik modsat fordomme om en aggressiv fankultur er fodbold med til at gøre verden til et fredeligere sted at leve.

Henry Kissinger, der er den mest kontroversielle modtager af Nobels Fredspris og ofte beskyldes for krigsforbrydelser, fortsætter: »Resultatet er et meget taktisk spil, hvis kompleksitet bliver en fascinerende afspejling af nationalkarakterer«.

Kissinger ser fodbold som et spejl af magtkulturer på den globale scene frem for – som udbredt blandt kommentatorer – at bruge sportsmetaforer til at forklare politik:

»VM fremkalder lidenskaber, fordi det både involverer atletisk konkurrence og en kamp mellem nationale stilarter. Det er ikke noget tilfælde, at intet hold fra et kommunistland (undtagen Ungarn i 54) har nået VM-finalen eller semifinalerne. For megen stereotyp planlægning ødelægger den kreativitet, der er nødvendig for effektiv fodbold«, skriver Kissinger – og forudså dermed Nordkoreas nukleare nedsmeltning mod Portugal i går. (se nederst, red.)

Diktaturstaten fik ikke den propagandasejr, som det ærefulde nederlag til Brasilien ellers havde skabt forventninger om. Tværtimod blev regimets lukkede kultur udstillet på banen. Ikke omvendt.

Fodbold er storpolitik

Selv om fodbold i dag er mere udbredt end både demokrati og markedsøkonomi, har det i de seneste tre årtier kun været demokratier, der har mødt hinanden i finalen ved VM. Moderne demokratier går ikke i krig med hinanden: De vinder i stedet over klodens totalitære regimer.

Fodbold er storpolitik. Præsidenten for verdensfodboldforbundet Fifa har formuleret sammenhængen enkelt: »Fifa er ligesom FN, blot har vi flere medlemmer og mere magt«.

Kendsgerningen er, at mens De Forenede Nationer kan mønstre 192 medlemmer i dag, er der hele 208 forskellige lande organiseret i Fédération Internationale de Football Association.

Der findes enkelte FN-lande, der ikke er med i Fifa, f.eks. Monaco. De mest opsigtsvækkende er dog de nationer, der spiller fodbold, og ikke er medlem af FN, f.eks. Palæstina og Taiwan. Fodbold favner hele kloden, også helt små nationer, der endnu ikke anerkendes officielt.

Magtforskydninger sker ikke altid hurtigt. Sandsynligheden taler for, at det også i år bliver en af de gamle fodboldstormagter, der vinder VM. Trods overraskelser mod de gamle kolonimagter er der næppe mange, der forventer, at lande som Ghana, Algeriet, Paraguay og New Zealand kan fortsætte med at overraske.

Flere roligans har påpeget, at Danske Banks prognose for udviklingslandenes succes, herunder i kampen mellem Danmark og Cameroun – omtalt her i sidste uge – ikke holdt stik. Fremskrivningen af de sydlige landes potentiale, under overskriften ’Hvorfor Danmark ikke slår Cameroun’, viste sig at være for tidligt ude.

LÆS ARTIKELOlsenbanden spiller langt over evne

Men ingen kan bestride, at små velorganiserede demokratier er på vej frem. Stik modsat fordommene om den aggressive fankultur gør fodbold verden fredeligere. Som forfatteren Umberto Eco spørger: »Er det muligt at føre væbnet kamp den søndag, mesterskabet spilles?«.

FOKUSLæs alt om VM

--------------------------

Rettelse: Det fremgik af en tidligere version af denne artikel, at Schweiz ikke er medlem af FN. Det er ikke korrekt. Landet blev medlem i 2002. Desuden viser en gennemgang, at Henry Kissinger ikke har ret i sin vurdering af østbloklandenes præstationer ved VM: Foruden Ungarns sølv i 1954 fik Tjekkoslovakiet sølv i 1962 og Polen bronze i 1974 og 1982. Desuden blev Jugoslavien nummer 4 i 1962 og Sovjetunionen nummer 4 i 1966