To generationer efter Anden Verdenskrig er Tyskland endelig på vej tilbage i rollen som Europas førende kulturnation, nu som multikulturel industriblanding.

Tyskland har foreløbig triumferet i den kontinentale kulturkamp, der udspiller sig her under VM.

Det tyske landshold – der har 11 unge spillere med udenlandsk baggrund i truppen – lever fuldt op til forbundets slogan: ’Mange kulturer, én passion’. Den tysk-brasilianske landsholdsspiller Cacau afslører selv vinderformlen:

»Tyskernes dyder frygtes i hele verden. Og når man så tilsætter spontanitet og teknik, og de stærke sider ved andre kulturer, ja, så gør det blot tysk fodbold endnu stærkere«.

Tysklands overbevisende sejr over England var ikke kun en genrejsning efter VM-finalenederlaget i 1966, men også et vidnesbyrd om, at den tyske integrationsmodel kan blive et forbillede i Europa.

Konservative kulturkrigere jublede ellers skadefro, da Frankrig røg vanæret ud af VM: »Væk er holdet. Væk er tanken om at kæmpe på nationens vegne«, skrev Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten – som et ekko af den franske konservative kommentatorfilosof Alain Finkelkraut – og fortsatte:

»Væk er samfundssindet og solidariteten med fansene. Tilbage er kliker, klaner, bander og autoriteternes sammenbrud«.

Multikulturalismens kollaps
Det franske landshold, Les Bleus, der engang blæste modstanderne ud af banen som en moderne udgave af trikoloren i en skøn blanding af hudfarver – ’black, blanc, beur’ – er efter nederlagene ved fodbold-VM blevet udråbt som selve symbolet på multikulturalismens kollaps.

Mediefænomenet Alain Finkelkraut var den første til at begræde tabet af en national enhedskultur: »Dette hold repræsenterer ikke Frankrig, men desværre afspejler det landet: med sine klaner og sine etniske skillelinjer«, udtalte han i radioen:

»Fodbold skal være eksemplarisk, men i stedet er det blevet et symptom på alt, hvad der er galt i Frankrig: Elevers manglende respekt over for deres lærere, foragt for myndighederne, civil ulydighed«.

Konservative kulturpessimister ser de mange arabere og afrikanere som trojanske heste på fodboldbanen: De ’fremmede’ charlataner menes at nedbryde alle normer om disciplin og sammenhængskraft.

At de samme spillere til hverdag er stjerner i klubber, hvor tilknytningen til geografi efterhånden er endnu mere diffus, synes at forbigå opmærksomheden.

Klubber som Chelsea, Internazionale og Barcelona er om nogen multikulturelle. Også Tyskland modbeviser forfaldsmyten. For første gang nogensinde har ’der Nationalelf’ en dominans af brogede spillere med dobbeltpas.

Følgende landsholdsspillere kunne have valgt at spille for et andet land: Aogo (Nigeria), Boateng (Ghana), Cacau (Brasilien), Gómez (Spanien), Khedira (Tunesien), Klose (Polen), Marin (Bosnien), Podolski (Polen), Tasci (Tyrkiet), Trochowski (Polen) og Özil (Tyrkiet).

Tyske med hud og hår
Tyskland står i dag for den multietniske dynamik, som Frankrig gav håb om for få år siden. Den tyske landstræner, Joachim Löw, kalder selv sit hold for ’multi-kulti’ – og fremhæver ligefrem tyskernes nye og fælles patriotisme:

»Özil, Khedira, Cacau og co. identificerer sig fuldt og helt med deres land – med den tyske ørn på brystet. De er tyske med hud og hår«.

Den tidligere angriber, nu landsholdets manager, Oliver Bierhoff, jubler også over ’multikulti’-spillerne: »Det er skønt, at integration ikke kun foregår i samfundet, men også slår igennem på fodboldbanen. Holdet er et spejlbillede på Tyskland«.

Det unge tyske landshold står i skarp kontrast til det danske. Den norske forfatter Aslak Nore påstod forleden i Information, at der er en nøje sammenhæng mellem Danmarks dårlige spil og fiaskoen med at integrere indvandrere i fodbold:

»Danskernes velorganiserede og monokulturelle landshold er et symptom. Danmark er i dag karakteriseret af fremmedfrygt og en offerbaseret nationalisme, ikke ulig Serbien, i stedet for det frisind landet tidligere var berømt for«, lød analysen oppe fra Norge – der vel at mærke spiller det kedeligste bold i hele verden.

Ikke engang vuvuzela-hornene ville have kunnet holde tilskuerne vågne, hvis Norge havde været i stand til at kvalificere sig til VM. Aslak Nores landsmænd har intet at lære andre om internationalt udsyn.

Kig i stedet sydpå: Tyskerne kombinerer ærke-germansk systematik med sydlandsk elegance – symboliseret i 20-årige Thomas Müller og 21-årige Mesut Özil.

Tyskland er den moderne trikolore for multikultur: schwarz, zólty og kirmizi.