Obama tøver. De europæiske ledere er rådvilde. Nato er på udkig efter en ny opgave. Irakkrigen fik omdømme som jævnt mislykket. Afghanistan truer med at blive det. Rusland er et problem. Kina er en trussel.

Den arabiske verden er kviksand. Palæstina/Israel-konflikten er et rent morads.

LÆS OGSÅObama taler dunder til Israel

Iran er et dilemma uden gode muligheder. Olien begynder snart at løbe ud. Nye energikilder og bedre brændstofmotorer savnes. Så langt er USA og dets europæiske allierede nogenlunde enige.

I går var de europæiske ledere overvejende glade for, at det var Obama og ikke Bush, de skulle ønske tillykke med USA’s fødselsdag. Men de ville ønske, at USA omvendt havde gaver til dem.

Hvad ønsker europæerne sig af Obamas USA? Lederskab. Ambitioner. En ny kurs. Et nyt håb.

Hvad savner de? Lederskab. Ambitioner. En ny kurs. Og håbet om, at Obama leverer, er desværre på skrump.

Hvad så, Nato?
Lige nu leder Nato i stedet efter en ny identitet, der også kan samle USA og Europa. Amerikanske og europæiske ledere ved, at de ikke længere er territorialt truet og med lidt held heller ikke bliver det.

De ved desværre også, at krigen i Afghanistan ikke har skabt større opbakning til at forvandle Nato til en global sikkerhedsorganisation, som vil påtage sig nye militære opgaver for at sikre stabilitet og fred og menneskerettigheder.

Hvorfor? Fordi de færreste regeringer tør kalde Afghanistan-krigen en succes og bede deres vælgere om ti år mere af samme slags.

Hvad så, Nato?

LÆS OGSÅTaleban i Afghanistan: Natos indsats er i opløsning

Obama er presset økonomisk hjemme og politisk ude. Hans regering er opmuntret over præsident Medvedev i Moskva, men fortsat urolig over den egentlige magthaver, Putin. Hvorfor virker det, som om Medvedev vil samarbejde, mens Putin vil lege kold krig?

Obama er også bekymret over Kina. Han ved, at Kina har finansieret den amerikanske gæld, og at Kina buldrer derudad.

LÆS OGSÅUSA presser Kina på yuan-kurs

Europæiske ledere deler Obamas bekymring over Putins Rusland, men de gør sig kun mere og mere afhængige af russisk gas. Europæerne deler USA’s bekymring over Kinas vækst og dets koldsindige investering i råvarer, som Vesten førhen kontrollerede i gamle kolonier og interesseområder.

Kun ultrakynikere kan være ligeglade med, om det er USA & Europa, eller om det er Kina, som skaffer sig det afgørende ord i den tredje verden.

Indrømmet, USA & Europa har i årevis svigtet løfter om at hjælpe fattige samfund til velfærd og frihed. Den fejl vil Kina rigtignok ikke begå – for Kina vil slet ikke love noget og da slet ikke frihed.

Nato-kredsen er tøvende over for Afrikas Horn. Vestlige flådefartøjer jagter fortsat pirater, men Vesten orker ikke engagere sig i den udvikling til lands, som er nødvendig for at stoppe rekrutteringen af nye pirater til søs.

Nato-kredsen er enig om, at Iran nødig skal skaffe sig atomvåben, men ude af stand til at gøre noget for at hindre det.

Nato-kredsen ved, at diktaturerne i den arabiske verden på lang sigt er destabiliserende, voldsskabende og flygtningeproducerende. Men Nato-kredsen har opgivet at engagere sig politisk for at støtte en demokratiudvikling i Mellemøsten og Nordafrika.

De vestlige ledere ved, at konflikten mellem israelere og palæstinensere råber på forsoning og hjælp. Men de tør ikke engagere sig.

Nato-kredsen er også enig om, at Tyrkiet meget gerne skal forblive en allieret – men ser blot til, når Tyrkiets AK-regering søger samarbejdspartnere i Mellemøsten, i takt med at EU vender det ryggen.

Lurepasning af skandalen
USA & Europa deler desuden en bekymring for, at olieproduktionen uomgængeligt topper i løbet af et par årtier – og begge parter taler om at gøre sig fri af fossile brændstoffer.

LÆS OGSÅObama: Oliekatastrofe skal føre til energireform

Men se, om de kan tage sig sammen til at sætte fart i en historisk forskning for at løse energiproblemet. Det er en skandale – begge parter lurepasser.

Sådan blev USA’s fødselsdag fejret i går, også af europæere. Tillykke.