Klaphattedamerne faldt hurtigt fra. Og selv de mest romantiske roligans har ikke rigtig savnet det danske oldboys-landshold i de afsluttende kampe under VM.

Nationalisme driver ikke længere fodboldinteressen fremad.

Til gengæld er fodbolden blevet omdrejningspunkt i en kulturkamp, der har udspillet sig på blogs – fra Modpress, Information og branchesites som Kforum.dk til Jyllands-Posten og videre ud til Trykkefrihedsselskabets netmagasin Sappho.

Det er splittelsen, som står tilbage. Her i Danmark har VM fungeret som slagmark for en parallel politisk debat om multikultur, patriotisme og sammenhængskraft.

I de seneste uger har spørgsmålet ikke været, hvordan politik kan forklares med fodbold, men derimod hvad global fodbold siger om samfundsudviklingen.

Opbakning til landshold er blevet en lakmusprøve på national loyalitet, som blev spidsformuleret af den britiske konservative politiker lord Norman Tebbit. Han bekymrede sig for de mange pakistanske indvandrere i Storbritannien, der støttede Pakistan i cricketkampe mod netop England:

»En stor del af Storbritanniens asiatiske befolkning kan ikke bestå crickettesten: Hvilket land hepper de på? Det er en interessant test. Længes du stadig tilbage til det land, hvor du kom fra, eller hepper du på det land, hvor du er nu?«, spurgte Tebbit tilbage i 1990.

Landsholdet har mistet sin helgenglorie
Paradoksalt nok er der opstået en ny variant af Tebbit-testen: Stadig flere fodboldfans holder nu med andre nationers landshold, f.eks. Holland og Tyskland. I dag kan man spørge: Længes du mod andre lande end dér, hvor du kom fra, eller hepper du på det land, hvor du er nu?

Den nationale loyalitet er ikke længere jorden tro – som nationalkonservative ellers tager for givet. Ligesom mange danskere i dag hepper mere lidenskabeligt på Barcelona end på Brøndby, er der også et stigende antal, der identificerer sig med mere og andet end Olsen-banden. Tv-dækningen har løftet folk fri fra tid og sted.

Konsekvensen er, at DBU ikke kan sælge alle billetterne til landskampe på hjemmebane. Lavpunktet kom sidste år, da Danmark mødte Chile, og tilskuerantallet ikke engang kunne snige sig op over 9.000 på tribunerne.

Tomme pladser er blevet et varemærke for landsholdet på linje med brændte chancer foran målet.

Landsholdet har – i hvert fald for en årrække – mistet den helgenglorie, som landstræner Morten Olsen i et interview udtrykte håb om ville genopstå under VM: »I denne globale verden, hvor vi hører under Den Europæiske Union, tror jeg, vi har en tendens til at holde mere fast i vores rødder. Vi er alle sammen danskere. Landsholdet er en del af vores kultur«.

Men loyaliteten er smeltet i luften. Identiteten er ikke naturgiven, og derfor er der opstået en ny kulturkamp i kølvandet på landsholdets kollaps. Som Troels Heeger og Søren Villemoes skrev på deres blog i Jyllands-Postens univers:

»Ser vi på debatten i Danmark, er det tydeligt, at multikulturalismen er den store variabel, som alle kæmper om at definere. Det indtryk er klart, når man ser, hvordan fodboldfeberen hos de politiske kommentatorer har givet sig udtryk«.

Vores sidste fælles referenceramme
Konflikten står mellem på den ene side konservative, der dyrker stammeritualer og drømmer om den etniske renhed, der kendetegner hold som Serbien og Japan, og på den anden side kosmopolitterne, der hepper på eksotiske flag og hylder nye ’multi-kulti’-hold som f.eks. Tyskland.

LÆS ARTIKELDen nye trikolore er sort, gul og rød

Den politiske kamp under VM i Sydafrika har samtidig vist, at tidligere tiders klassekamp mellem finkultur og lavkultur er forsvundet. Engang blev fodbold opfattet som en arbejdersport, som det ikke gav mening at bruge som en allegori på samfundet på samme måde som litteratur eller billedkunst.

Men i dag forener fodbold folket. Som redaktør Rune Lykkeberg slog fast i Information: »Her er B.T. og Politiken enige om, hvad der er vigtigt«.

Den fælles reference til fodboldens verden gør det til gengæld muligt at slås på sidelinjen. Den socialdemokratiske blogger Kristian Madsen skrev på Kforum:

»Fodboldmetaforen signalerer kulturel samhørighed. Det er en af de få fælles referencerammer, vi har tilbage. Man kan ikke længere bruge et bibelsk eller litterært billede og forvente at blive forstået. Fodbolden er vores sidste fælles gods«.

I bedste fald kan vi dog kun blive enige om at være uenige. Fodbold er en fælles referenceramme, der udstiller politiske forskelle: Landsbytosser og storbytosser sidder foran fjernsynet og råber på hver sit landshold – hvis spillere til hverdag kan spille i samme klub i et tredje land, finansieret af en rigmand i et fjerde.

Tebbit-testen er dumpet i det 21. århundrede.