SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
Fodboldfans dumper i crickettesten
Loyalitet er ikke længere bundet til blod og jord: Stadig flere holder med andre lande under VM.
| AF Lars Trier Mogensen, redaktør for lederkollegiet |
Klaphattedamerne faldt hurtigt fra. Og selv de mest romantiske roligans har ikke rigtig savnet det danske oldboys-landshold i de afsluttende kampe under VM.
Nationalisme driver ikke længere fodboldinteressen fremad.
Til gengæld er fodbolden blevet omdrejningspunkt i en kulturkamp, der har
udspillet sig på blogs – fra Modpress, Information og
branchesites som Kforum.dk til Jyllands-Posten og videre ud
til Trykkefrihedsselskabets netmagasin Sappho.
Det er splittelsen, som står tilbage. Her i Danmark har VM fungeret som
slagmark for en parallel politisk debat om multikultur, patriotisme og
sammenhængskraft.
I de seneste uger har spørgsmålet ikke været, hvordan politik kan forklares
med fodbold, men derimod hvad global fodbold siger om samfundsudviklingen.
Opbakning til landshold er blevet en lakmusprøve på national loyalitet, som
blev spidsformuleret af den britiske konservative politiker lord Norman
Tebbit. Han bekymrede sig for de mange pakistanske indvandrere i
Storbritannien, der støttede Pakistan i cricketkampe mod netop England:
»En stor del af Storbritanniens asiatiske befolkning kan ikke bestå crickettesten: Hvilket land hepper de på? Det er en interessant test. Længes du stadig tilbage til det land, hvor du kom fra, eller hepper du på det land, hvor du er nu?«, spurgte Tebbit tilbage i 1990.
Landsholdet har mistet sin helgenglorie
Paradoksalt nok er der opstået en ny variant af Tebbit-testen: Stadig flere
fodboldfans holder nu med andre nationers landshold, f.eks. Holland og
Tyskland. I dag kan man spørge: Længes du mod andre lande end dér, hvor du
kom fra, eller hepper du på det land, hvor du er nu?
Den nationale loyalitet er ikke længere jorden tro – som nationalkonservative
ellers tager for givet. Ligesom mange danskere i dag hepper mere
lidenskabeligt på Barcelona end på Brøndby, er der også et stigende antal,
der identificerer sig med mere og andet end Olsen-banden. Tv-dækningen har
løftet folk fri fra tid og sted.
Konsekvensen er, at DBU ikke kan sælge alle billetterne til landskampe på
hjemmebane. Lavpunktet kom sidste år, da Danmark mødte Chile, og
tilskuerantallet ikke engang kunne snige sig op over 9.000 på tribunerne.
VM har fungeret som slagmark for en parallel debat om multikultur og sammenhængskraft
Tomme pladser er blevet et varemærke for landsholdet på linje med brændte
chancer foran målet.
Landsholdet har – i hvert fald for en årrække – mistet den helgenglorie, som
landstræner Morten Olsen i et interview udtrykte håb om ville genopstå under
VM: »I denne globale verden, hvor vi hører under Den Europæiske Union, tror
jeg, vi har en tendens til at holde mere fast i vores rødder. Vi er alle
sammen danskere. Landsholdet er en del af vores kultur«.
Men loyaliteten er smeltet i luften. Identiteten er ikke naturgiven, og
derfor er der opstået en ny kulturkamp i kølvandet på landsholdets kollaps.
Som Troels Heeger og Søren Villemoes skrev på deres blog i Jyllands-Postens
univers:
»Ser vi på debatten i Danmark, er det tydeligt, at multikulturalismen er den store variabel, som alle kæmper om at definere. Det indtryk er klart, når man ser, hvordan fodboldfeberen hos de politiske kommentatorer har givet sig udtryk«.
Vores sidste fælles referenceramme
Konflikten står mellem på den ene side konservative, der dyrker
stammeritualer og drømmer om den etniske renhed, der kendetegner hold som
Serbien og Japan, og på den anden side kosmopolitterne, der hepper på
eksotiske flag og hylder nye ’multi-kulti’-hold som f.eks. Tyskland.
LÆS ARTIKELDen nye trikolore er sort, gul
og rød
Den politiske kamp under VM i Sydafrika har samtidig vist, at tidligere tiders
klassekamp mellem finkultur og lavkultur er forsvundet. Engang blev fodbold
opfattet som en arbejdersport, som det ikke gav mening at bruge som en
allegori på samfundet på samme måde som litteratur eller billedkunst.
Men i dag forener fodbold folket. Som redaktør Rune Lykkeberg slog fast i Information:
»Her er B.T. og Politiken enige om, hvad der er vigtigt«.
Den fælles reference til fodboldens verden gør det til gengæld muligt at slås
på sidelinjen. Den socialdemokratiske blogger Kristian Madsen skrev på
Kforum:
»Fodboldmetaforen signalerer kulturel samhørighed. Det er en af de få fælles
referencerammer, vi har tilbage. Man kan ikke længere bruge et bibelsk eller
litterært billede og forvente at blive forstået. Fodbolden er vores sidste
fælles gods«.
I bedste fald kan vi dog kun blive enige om at være uenige. Fodbold er en
fælles referenceramme, der udstiller politiske forskelle: Landsbytosser og
storbytosser sidder foran fjernsynet og råber på hver sit landshold – hvis
spillere til hverdag kan spille i samme klub i et tredje land, finansieret
af en rigmand i et fjerde.
Tebbit-testen er dumpet i det 21. århundrede.
Se også
- Den nye trikolore er sort, gul og rød 29. jun 08.05
- Fodbold er krig med andre midler 22. jun 07.54
- Honduras spiller om national genforening 16. jun 07.53
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
Læs hver dag
- 25. maj
- 25. maj
Bordfolk, æggebæger
Med kollektionen 'Bordfolk' har Lucie Kaas givet nyt liv til de dansk designede æggebægere, der prydede morgenbordene 60'erne og 70'erne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1145 kr.
Alm. pris 1350 kr
|
|
Pluspris 99 kr.
Alm. pris 129 kr
|
|
Pluspris 219 kr.
Alm. pris 259 kr
|










God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.
›Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR