God nyhed: De ortodokse taber.

Dårlig nyhed: Det trækker lidt ud.

Men hør lige engang: Godt nok skal vi tage fundamentalister og reaktionære gudsfortolkere alvorligt – men humørforladte sortseere vil dog aldrig vinde over selve livet.

Sidste nyt fra folk, der hævder, at de repræsenterer Vorherre, var mordet på to fodboldentusiaster i Somalia. Forbudt! Hvor kunne de gøre det – se VM-fodbold. Selvfølgelig skulle de dø. Det syntes også præster i Saudi-Arabien. Eller skulle de?

Alle, der tror, at man på langt sigt kan forbyde folk at se fodbold, rækker en arm i vejret -- hallo?

Det politisk ortodokse vanvid er godt nok uhyggeligt. Seneste nummer er, at Iran vil forbyde mænd at lade håret klippe, som det passer dem. Som om det ikke allerede var mislykket at overbevise Irans kvinder om det fikse i at dække sig til.

Masser af andre bud på, hvordan politisk-religiøse skyder sig selv – og en hel del andre – i foden:

I Pakistan forsøger lokale fundamentalister at tage Facebook fra de unge.

I Israel forsøger de ortodokse at skille mænd og kvinder i offentlig transport.

I Saudi-Arabien har de ortodokse wahabier, som kongefamilien støtter sig til, fortsat travlt med at forbyde kvinder at klæde sig frit og færdes frit.

Forbud vækker kun modvilje
I USA kæmper den politisk-religiøse højrefløj fortsat for at forbyde kvinder at bestemme over deres egen krop.

I lande som Iran og Saudi-Arabien forsøger de ortodokse med regeringernes hjælp også at forbyde popmusik. De dødsdømmer homoseksuelle.

I Gaza vil Hamasbevægelsen gerne bestemme, om folk skal bade frit fra stranden, som om palæstinenserne ikke havde alvorligere bekymringer.

I Tunesien har Ben Alis diktatur travlt med at blokere for den fri adgang til internettet.

I det meste af Mellemøsten og Sydasien, også dele af Nordamerika, er sex et fyord. Regimer vil hellere tillade film og tv, hvor folk møder blodig vold, end at tillade de unge at overvære sanselige kys og erotiske kram.

Sådan, præcis sådan, kan man på kort sigt vække folks frygt, på langt sigt kun deres modvilje.

Tror de politisk ortodokse virkelig, at de vil vinde folkets kærlighed ved at diskriminere kvinder, ved at stramme grebet om internettet, ved at forbyde sport, ved censur af musik, bandlysning af erotik og lovprisning af forbud og vold?

Skulle censur, vold og død være mere populært end frihed, spas og fjas?

Skulle en på tæven være mere salgbar politisk reklame end et på munden?

De ortodokse har tabt
I Afghanistan forsøgte Taleban at forbyde både drageflyvning og andet offentligt sjov. I dag flyver både børn og voksne med drager igen.

I Algeriet har fundamentalister forsøgt at forbyde filmvisning og moderne cafeer. Men algerierne vil gerne gå i byen.

I Iran spilles og synges international, også vestlig, popmusik både hjemme og i taxaer, så snart regimets lakajer vender ryggen til.

I Israel trækker de fleste på skuldrene af de ortodokse. Flere vil hellere tage til stranden for at smide tøjet end at klæde sig i sort og køre hver for sig med bussen.

I USA giver unge pokker i de voksnes mageløse hykleri i forholdet til sex.

I Tunesien finder de unge – og de ældre – deres egen vej ud på internettet.

Og både i Somalia og ude i hele verden har vi set fodbold-VM.

De ortodokse har tabt. De ved det bare ikke endnu. De kæmper desperat for dogmatisme frem for frisind og for puritanisme frem for løssluppenhed. Nogle af dem dyrker døden, andre frygten for døden – men ingen af dem dyrker det frie liv.

Lige dér går det heldigvis galt for politisk-religiøst ortodoksi. De fleste af os foretrækker livet. Det er en fest værd.

Mørkemændene fik held til at slå to mænd ihjel. Men fodbold-VM vandt.