At vaneforbrydere som Lars Hedegaard, Jesper Langballe og deres venner i toppen af Dansk Folkeparti ønsker at få afskaffet den bestemmelse i straffeloven, de står til at blive dømt efter, kan ikke overraske.

Deres evne til at skifte gnidningsløst mellem offerrolle og magthaverrolle og tilbage igen er indøvet gennem mange år.

Mere bekymrende er det, når ikke bare et par regeringspolitikere, men også mere besindige stemmer som Jacob Mchangama fra Cepos og Berlingskes Tidendes lederskribent mener, at racismeparagraffen bør ændres og indskrænkes. Af hensyn til ytringsfriheden, naturligvis.

LÆS ARTIKELNyt debatnetværk vil afskaffe racismeparagraffen

Indskrænkningen skulle bestå i, at bestemmelsen kun skulle gælde, når mennesker »forhånes for deres hudfarve«, som Berlingske skriver. Og det er jo også den oprindelige betydning af ordet racisme. Men Højesteret fastslog i 1997, at racisme har flere betydninger.

Det skete, da Pia Kjærsgaard forsøgte at indskrænke ytringsfriheden ved at anlægge sag mod en politiker, der havde kaldt hendes synspunkter racistiske.

Højesteret støttede sig til Dansk Sprognævn, der forklarede, at racisme også dækker over forskelsbehandling og undertrykkelse af grupper af mennesker, der godt kan være af samme race som en selv.

I det lys lagde Højesteret til grund, at der var tilstrækkeligt grundlag til at omtale Pia Kjærsgaards synspunkter som racistiske (man må altså gerne kalde hende racistisk, og hun blev dengang meget vred på Højesteret).

Minoriteter mister beskyttelse
Problemet med at indskrænke racismebegrebet er, at de minoriteter, der ikke defineres ved deres hudfarve – jøder og homoseksuelle er to oplagte eksempler – ville miste deres nuværende beskyttelse.

Man overser, at kernen i bestemmelsen ikke er, hvilke grupper der beskyttes – hvem der er sårbare, ændrer sig over tid – men forhånelsen og det propagandistiske sigte. Det er også derfor, at argumentet om, at racismeparagraffen spærrer for relevant ’religionskritik’ og anden vigtig debat er så tvivlsomt.

Det er naturligvis muligt at sige mange skarpe og kritiske ting om både medmennesker og religioner uden at være forhånende og propaganderende.

Jacob Mchangama, der vist nok ønsker paragraffen helt væk, opstiller en anden og umiddelbart ganske sympatisk argumentation. Han mener, at social og politisk fordømmelse er langt mere effektivt end lovgivning til at regulere rammerne for en anstændig debat.

Det er den amerikanske model, og jeg er sådan set enig i, at den i den bedste af alle verdner ville være at foretrække, fordi den udelukker muligheden for et statsligt magtmisbrug.

Men at indføre den i Danmark via en afskaffelse eller opblødning af racismeparagraffen forekommer mig ikke desto mindre problematisk. Det forudsætter, at man kunne regne med, at en sådan moralsk selvcensur og moralisering med helt fri fortolkning af begreberne – og sådan ville det blive oplevet i det danske – ville være til stede og ville fungere.

Her er det ikke nok at henvise til, at Lars Hedegaard og Jesper Langballe faktisk blev kritiseret af mange. For den episode, hvor de skejede ud, er i de senere år undtagelsen, der bekræfter reglen.

At Morten Messerschmidt er dømt for racisme, blev mig bekendt slet ikke nævnt, da han førte valgkamp til Europaparlamentet. Og ledende medlemmer af Dansk Folkeparti har udtalt sig racistisk gang på gang, uden at det har medført bred offentlig kritik.

I et debatklima som det nuværende fungerer domstolene som en sidste minimumsgaranti for, at basale normer ikke skrider herhjemme. Selv den beskyttelse har været svækket i de senere år, hvor statsadvokaterne har ført stadig færre sager selv i oplagte tilfælde – i hvert fald når det var Dansk Folkepartis repræsentanter, det drejede sig om.

Det er glædeligt, at Rigsadvokaten nu lægger en ny kurs. Men det ville naturligvis være en katastrofe, hvis Folketinget uden nærmere overvejelser bragte Danmark ud i et brud både med vores egen retstradition, FN-konventionen og den europæiske menneskeret.