Danmarks farligste og mest kontroversielle kunstværk står netop nu på Langelinje i København: en stor videoskærm, som er en udfordring til Kina.

Budskabet har bare ikke rigtig bredt sig.

Skærmen står konstant og transmitterer levende billeder direkte fra Shanghai. I centrum af billederne sidder Den Lille Havfrue på sin sten, sådan som hun plejer at gøre lige her på Langelinje, men nu gør i den danske pavillon på verdensudstillingen i Shanghai, Expo 2010.

Og det kontroversielle er naturligvis ikke den danske skulptur, men den kinesiske kunstner Ai Weiweis installation: ’Den direkte transmission’.

LÆS ARTIKEL Havfruen fortsætter triumftoget i Kina

Hermed er der brudt et hul i den kinesiske mediemur, som hverken CNN, BBC eller nogen anden tv-station ville have haft skygge af chance for at bryde. Normalt får man ikke sådan bare lov til at smutte uden om censuren og sende direkte billeder fra Kina.

Men Den Lille Havfrue og Ai Weiwei har gjort det: fået lov at sende direkte, ucensurerede billeder fra Kina – og dét døgnet rundt i seks måneder.

Skærmen på Langelinje er et broadcastfænomen og et stykke politisk kunst forklædt som et ufarligt billede af Den Lille Havfrue. At dette er gået aldeles upåagtet hen i Danmark siger nok noget om, hvor langt der er til Kina i enhver forstand.

På kant med myndighederne
Ai Weiwei er Kinas kendteste kunstner – uden for Kina. Mediesituationen i selve Kina er ikke sådan, at landets kendteste kunstner får lov at være kendt blandt sine landsmænd, når han samtidig er systemkritiker.

Til oktober åbner Ai Weiwei på Tate Modern-museet i London et spektakulært show i samme turbinehal, som danske Olafur Eliasson for et par år siden lod sin sol skinne over. Ai Weiwei var med til at tegne det olympiske stadion i Beijing, ’Fuglereden’, men han er også konstant på kant med myndighederne, som han kritiserer og udfordrer.

Da han sidste år tog til byen Chengdou for at overvære en retssag, brød politiet ind på hans hotelværelse og slog ham ned. Nogle måneder senere blev han i München, hvor han udstillede, opereret for en hjerneblødning, der skyldtes overfaldet og nær havde kostet ham livet.

Røntgenbilledet af hjerneblødningen har han nu aftrykt på en plakat, der er et stykke politisk kunst ligesom den permanente transmission af Den Lille Havfrue på skærmen på Langelinje.

Jeg cykler hver dag forbi Langelinje og ser de mange kinesere defilere forbi havfruen ude i Shanghai. En gang imellem er der en, som vinker til Danmark, og jeg har hørt om danske besøgende, der står derude med en mobiltelefon og taler med nogen derhjemme foran skærmen.

Ellers er det mest kontroversielle, man har set på transmissionen, formentlig de par gange, nogen er hoppet i bassinet omkring havfruen, sådan som det f.eks. skete den 23. august, da hun fejrede sin 97-års fødselsdag.

Langt til Kina
Mig bekendt har ingen kineser stillet sig op med politiske slagord på en plakat, men hvis det skete, ville det ses i Danmark og dermed måske i hele den vide verden lige pr. omgående. Det er det farlige ved Ai Weiweis kunstværk, som ellers ser så uskyldigt ud.

Han balancerer lige på den grænse mellem kontroversielt og ukontroversielt, som indbyggerne i et diktatur kender pr. instinkt, og som indbyggerne i et demokrati som det danske overhovedet ikke opdager. Der er langt til Kina.

Og når man står i den lille fine hvide danske pavillon i Shanghai, hvad jeg gjorde for nogle uger siden, så tænker man også: Der er langt til Danmark. Pavillonen er en hyldest til Danmark og dansk livsstil, en anprisning af vores grønne skove, blå himmel og rene havvand – alt dette dejlige, som vi ganske rigtigt er velsignet med.

Budskabet er, at det kunne kineserne godt tage at lære noget af. De 1,3 milliarder kinesere i det kæmpestore udviklingsland burde lære noget af os 6 millioner privilegerede danskere, synes vi. Som om vi helt selv havde opfundet vores smørhul.

Vi har ikke helt opdaget proportionerne. Man kan godt flyve Den Lille Havfrue til Shanghai, men det bliver nok svært at flyve Den Kinesiske Mur til København, hvis Expo en dag kommer hertil. Vores frejdige små løsninger på kinesernes megaproblemer minder om dette størrelsesforhold. Det kan man godt cykle ud til Langelinje og tænke lidt over.