Hjerteskærende fortællinger fra Grønland er der nok af.

De senere års urovækkende beretninger om omsorgssvigt og overgreb på grønlandske børn har for alvor åbnet mange danskeres øjne for, hvad der gemmer sig under overfladen i den snedækkede gamle koloni. Men nutidens sprækker i isen står desværre ikke alene. Åbner man først op for den store grønlandsk-danske historie, går glansbilledet helt i stykker.

Sidste torsdag var der premiere på en ny dansk spillefilm, ’Eksperimentet’, som tager udgangspunkt i en barsk historie om 22 grønlandske børn, som i 1951 blev revet væk fra deres familier og sejlet til Danmark. Man ønskede, uden at sige det højt, at ’fordanske’ de 22 unger.

Efter halvandet år i Danmark gik turen tilbage til Nuuk for de 16 af 22, som ikke blev adopteret af danske plejefamilier. I mellemtiden havde ungerne dog glemt at tale grønlandsk. De kom aldrig tilbage til deres egne familier, men blev i stedet sendt på et dansktalende børnehjem i Nuuk. De mistede kort fortalt livlinen til deres kultur, sprog og familie.

I den bedste mening
Red Barnet, der i samråd med den danske stat og embedsmænd i Grønland havde en væsentlig finger med i spillet om ’deportationen’ af de 22 unger, gav i sidste uge en uforbeholden undskyldning »til de grønlandske mænd og kvinder, der på så barsk og ulykkelig vis blev tvangsflyttet som børn«.

LÆS OGSÅRed Barnet siger undskyld til grønlandske børn

Den undskyldning er helt på sin plads, også selv om Red Barnet endnu ikke har fuldt overblik over, hvad der dengang fik organisationen til at deltage i tvangsflytningen. Ugerningen er jo sket, rigtige mennesker har haft rigtige lidelser – og så er det vel sådan set underordnet, om man dengang gjorde alt i den bedste mening.

’I den bedste mening’ er netop titlen på den bog af Tine Bryld, som danner forlæg for filmen. Og Tine Bryld nøjes ikke med at grave historien om de 22 tvangsfjernede frem. I det nye nummer af tidsskriftet Social Kritik har hun og advokat Thorkild Høyer sammensat et helt katalog af grundforstyrrende grønlandske fortællinger fra de seneste 50-60 år:

Ud over ’eksperimentet’ med at fordanske 22 grønlænderbørn drejer det sig bl.a. om, at man op gennem 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne lod danske forældre adoptere flere hundrede grønlænderbørn på en måde, der mere ligner regulære overgreb end frivillige adoptioner.

Det drejer sig også om, at man i kølvandet på afkoloniseringen i 1950’erne valgte at hive handikappede – og dermed temmelig sårbare – børn ud af deres grønlandske hverdag og anbringe dem på institutioner i Danmark, langt væk fra ethvert minde om deres kulturelle og sproglige identitet. En praksis, som ifølge en undersøgelse i 1970’erne havde ført til »umenneskelige tragedier« for disse unger.

Desværre stopper listen over dansk-grønlandske skeletter i skabet ikke her. Helt op til i dag er der social- og retspolitiske forhold, som vi i Kongeriget Danmark har al mulig grund til at være flove over.

De mange forhold har fået forfatteren Tine Bryld til at foreslå, at Danmark nedsætter en kommission, som med fokus på tiden efter koloni-æraens formelle ophør i 1953 skal »kulegrave hele denne vigtige forandringsperiode, der på godt og ondt ændrede det grønlandske samfund«.

Det er et både forstandigt og fremadrettet synspunkt. For hvor er vi – og hvem er vi – hvis ikke vi kender vores historie til bunds? Spørg bare de tvangsfjernede grønlændere...

Andre lande med tilsvarende lig i lasten har for længst givet deres oprindelige befolkningsgrupper en officiel undskyldning. Det gælder bl.a. Canada, som helt frem til 1970’erne fjernede tusindvis af inuit- og indianerbørn og tvang dem til at bo på statslige, kristne kostskoler. Og Australien, der opererede med en lignende praksis over for sine aboriginere.

Danmark vil ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke sige undskyld. Men ville det så ikke, anstændigvis, være på sin plads at nedsætte en kommission, som rent faktisk kan dokumentere, om Danmark er fri for skyld?