Hvem dræbte Hariri? Spørgsmålet har optaget sindene i Libanon i de sidste fem år, siden han omkom ved en eksplosion i Beirut sammen med 22 andre. Overalt i byen var opsat plakater med teksten ’Find Hariris mordere, for Libanons skyld’.

I dag er stemningen vendt. Flertallet af libaneserne samt de mellemøstlige og vestlige magter, der har interesser i Libanon, er enige om, at nu gælder det om at forhindre, at sandheden kommer frem, fordi den atter kan kaste landet ud i kaos og sætte en stopper for væksten.

Efter ministerpræsident Rafiq Hariris død oprettede FN et tribunal, der skulle gennemføre efterforskningen. Det ledes af en canadier og har sæde i Holland.

Der er tiltagende forlydender om, at tribunalet snart vil udsende en rapport med bevisligheder, der kan danne grundlag for sigtelser, men i takt med at dette tidspunkt nærmer sig, vokser kravene om, at tribunalet skal erstattes med en fællesarabisk kommission, der eftertrykkeligt skal forhindre, at sandheden kommer frem.

Selv Saad Hariri, Rafiqs søn, der sidste år blev leder af en national samlingsregering, og som stod i spidsen for 14. marts-bevægelsen, opkaldt efter de kæmpestore protestdemonstrationer, der fandt sted efter mordet, og som medførte de syriske troppers tilbagetrækning, er ikke længere interesseret i at bringe sin fars mordere for retten. Retfærdigheden må vige for ønsket om at bevare Libanons stabilitet.

De første spor pegede mod Damaskus. Syrerne anså Hariri for at være to af deres hovedfjender Saudi-Arabien og USA’s forlængede arm. Han forsøgte at bekæmpe Syriens indflydelse og markere Libanons selvstændighed. Syrien har aldrig anerkendt Libanon og betragter det som en lydstat. De to lande har f.eks. aldrig udvekslet ambassadører, og der var tradition for, at når en libanesisk ministerpræsident havde været på officielt besøg, f.eks. i USA, fløj han først til Damaskus for at rapportere og derefter til Beirut for at orientere sin regering om rejsens udfald.

Hariri har i det sidste års tid besøgt Damaskus fire gange. Efter den seneste bodsrejse erklærede han til en arabisk avis, der udkommer i London, og som udgives af saudiarabiske interesser, at falske vidner har bragt FN-tribunalet på vildspor og rettet beskyldninger mod Syrien, der kan skade Libanons interesser.

Druserhøvdingen Walid Jumblatt, hvis far blev myrdet af syriske agenter i 1977, har også været i Damaskus for at markere, at han ved, hvor magten har hjemme. Og for nylig har Syriens præsident Bashir Assad og Saudi-Arabiens kong Abdallah været til topmøde med Hariri i Beirut. Bashir Assad har været præsident i ti år efter sin far Hafez’ død. Det er første gang, han besøger Beirut. Og så i selskab med Abdallah, hans tidligere ærkefjende. De to repræsenterer de to lejre, der splitter de arabiske lande. Assad har allieret sig med Iran, og Syrien stod indtil for nylig på USA’s liste over banditnationer, i selskab med Nordkorea. Abdallah er USA’s svorne allierede og Irans fjende. Saudi-Arabiens våbenkøb i USA for nylig på 60 mia. dollar er ment som en advarsel til Teheran.

Forklaringen på alt det, der er sket i og omkring Libanon, ligger i Damaskus, og bag Syrien skimter man Iran.

Øjenlægen, der blev kaldt hjem fra London i 1994 for at blive uddannet til Hafez Assads efterfølger som præsident, har manøvreret Syrien ind i en position, der har gjort landet til aksen, hvorom en stor del af mellemøstlig politik roterer. Assad har allieret sig med præsteskabet i Teheran til trods for, at han brutalt undertrykker ethvert tilløb til politiske organisationer med et religiøst program, som f.eks. de muslimske brødre. Saudi-Arabien har genoprettet de diplomatiske forbindelser, Tyrkiet, der for ti år siden truede Damaskus med krig, hvis den kurdiske modstandsleder, Abdullah Ocalan, fortsat kunne lede det kurdiske oprør fra sit hovedkvarter i Damaskus, har sluttet en forsvarsaftale med Syrien. USA forsøger at drage Syrien bort fra Iran ved noget, Washington kalder selektiv tilnærmelse, og har løftet en række sanktioner. Og Frankrig forsøger at overtale Assad til at genoptage fredsforhandlingerne med Israel, med Frankrig som mellemmand.

Gennem sin indflydelse på den palæstinensiske Hamasbevægelse, hvis politiske chef sidder i Damaskus, og på Hizbollah, den proiranske fundamentalistiske organisation i Libanon, der disponerer over landets stærkeste militære styrke, kan Syrien få afgørende indflydelse på krig og fred omkring Israel og Libanon.

Syrien er sagen i Mellemøsten i dag. Egypten, engang den arabiske verdens talsmand, er totalt uvedkommende. Ingen har interesse i at forstyrre spillet omkring Syrien med en anklage om politisk mord, end ikke den myrdedes søn.

Men Damaskus har sin pris. Kontrol med Libanon, som før mordet på Rafiq Hariri, og før Assad blev tvunget til den ydmygende handling at trække sine tropper hjem over grænsen. Libanons stabilitet er ved syrisk mellemkomst sikret, men prisen er Libanons selvstændighed. Den varede i fem år. Den blev indledt med spørgsmålet: »Hvem dræbte Hariri«, og den endte med svaret: »Spørg ikke«.