En desillusioneret kommunistisk politiker fra Toscana, et sygt palæstinensisk barn, der krævede øjeblikkelig behandling, hvis det skulle redde livet, en israelsk soldat, der faldt i kamp mod Hizbollah-guerillaer i det sydlige Libanon, en italiensk-jødisk journalist, et tilfældigt møde og nu, senest, en million kroner, udgør nogle af brikkerne bag historien om 8.000 palæstinensiske børn i alderen 0 til 14, som i de sidste syv år er blevet behandlet på hospitaler i Israel.

Millionen hidrører fra programmet ’Hvem vil være millionær’.

Tidligere på ugen vandt fhv. udenrigsminister Mogens Lykketoft og Weekendavisens USA-korrespondent Martin Krasnik pengene, som de skænkede til Peres Peace Center i Tel Aviv, der administrerer projektet ’Saving Children’.

LÆS OGSÅLykketoft og Krasnik vinder en million i tv-program

De palæstinensiske børn er blevet behandlet for sygdomme, som det palæstinensiske sundhedsvæsen ikke magter. Karsygdomme, hjerne- og neurologiske sygdomme, marvtransplantationer, genetisk betingede sygdomme, komplicerede medicinske sygdomme, kræftsygdomme osv.

I over 1.000 tilfælde lykkedes det at behandle patienterne på palæstinensiske sygehuse i samarbejde med israelske specialister.

Projektet startede ikke som et resultat af overordnet planlægning eller vision, men på grund af en tilfældighed.

En italiensk-jødisk journalist, hvis søn var faldet i kampe i det sydlige Libanon, som israelske styrker holdt besat fra 1982 til 2000, reagerede ikke i bitterhed, men modsat. Hun valgte at blive aktiv i den israelske fredsbevægelse og deltage i israelsk-palæstinensiske people to people-aktiviteter, som er centerets arbejdsfelt.

Hun hørte om det palæstinensiske barn, der var i en kritisk forfatning på grund af en hjertesygdom, der ikke kunne behandles på palæstinensiske hospitaler. En italiensk provinspolitiker fra Toscana, forhenværende kommunist, hjalp hende med at rejse de 10.000 euro, som operationen på et israelsk hospital ville koste.

Spørgsmålet var nu, hvem der kunne løse de bureaukratiske problemer med at få barnet og et familiemedlem overført fra Gaza, der dengang var kontrolleret af Yassir Arafat, som på det tidspunkt anførte en blodig selvmordsintifada mod den israelske civilbefolkning.

Det problem løste den nuværende præsident, Shimon Peres, der dengang var socialdemokratisk politiker. I 1996 grundlagde han fredscenteret bl.a. for Nobels Fredspris, som han modtog i 1994. Således startede projektet.

I dag er det et af de stærkeste bindeled mellem den israelske fredsbevægelse og præsident Mahmoud Abbas’ palæstinensiske selvstyremyndighed i Ramallah. Budgettet er på mellem 10 og 15 millioner kroner pr. år, afhængigt af økonomien. Behovet overstiger langt centrets økonomiske muligheder.

Den dansk-israelske fredspolitiker Ron Pundak, der leder Peres Peace Center, som udelukkende finansieres af private donationer og bevillinger fra internationale organisationer og udenlandske regeringer, bl.a. Danmarks, siger, at ud over projektets humanitære karakter har det også på længere sigt fredspolitisk indflydelse:

»De fleste palæstinensere oplever kun israelere, der er soldater, som kommanderer rundt med dem. Gennem vort projekt har titusinder af palæstinensere mødt et andet Israel, som modvægt, for alle børnene bliver ledsaget af en voksen, der bliver indkvarteret på hospitalerne. Og hundredtusinder, tilhørende de palæstinensiske storfamilier, lærer et andet Israel end det militære at kende på anden hånd. Vi er med til at bygge et people to people-netværk, der vil bidrage til at gøre en kommende fred bæredygtig«.

Ifølge Lykketoft var det Martin Krasnik, der overtalte den socialdemokratiske politiker til at give millionen til Peres-centret.

Lykketofts håndsrækning anslår en tone, som desværre er alt for sjælden i Israel-kritiske kredse i Europa.

En tostrenget holdning, der indser det nødvendige i at kritisere den israelske regerings politik uden frygt og dadel og samtidig understøtter de kræfter i den israelske vælgerbefolkning, det flertal, der enten er imod Netanyahus regering, eller som ikke ved sit levende råd, fordi den frygter, at fred og oprettelsen af en palæstinensisk stat kan blive farligere for Israels sikkerhed end status quo.

LÆS OGSÅFredsproces smuldrer: Israel planlægger nye bosættelser

Det er det flertal, der skal overbevises om, at kritik af Israels regering ikke er ensbetydende med afstandtagen fra den jødiske stat. Tro på fred forudsætter tillid, ikke mindst til Europa.

Det er ikke rart at gå i seng med brølene ’Død over Israel’ lydende fra titusinder af opgejlede shiamuslimer, der modtager Irans præsident, Ahmadinejad, som deres befrier få kilometer fra Israels grænse.

LÆS OGSÅHizbollah-tilhængere hylder Irans præsident

Det befordrer ikke israelernes tillid til omverdenen. Det gør derimod Krasniks og ikke mindst Lykketofts gestus.