Det interessante er, at modparten i denne intrige ikke er Irans hovedfjende, USA, men dets nærmeste allierede, Syrien.

De to lande er forenet i modstand mod amerikansk indflydelse i de arabiske lande og i fjendskab mod Israel. Begge lande har aktivt bekæmpet de amerikanske invasionstropper i Irak, og begge har stået på State Departments liste over banditnationer. På det seneste har Washington slækket på de økonomiske sanktioner mod Syrien og sendt en ambassadør til Damaskus.

Men i kampen om indflydelse i Libanon er Iran og Syrien modstandere. Det har resulteret i et forbund, der går på tværs af alliancen mellem de to lande, mellem Syrien og Saudi-Arabien, der er den hjørnesten, som Washington bygger sin indflydelse på i den arabiske verden.

Den er begrundet i en fælles interesse i at bekæmpe den voksende iranske indflydelse i Libanon. Saudi-Arabien har erfaret, at det har brug for en allieret til at bekæmpe Teheran. Iran dominerer Hizbollah, den shiamuslimske politiske bevægelse, hvis milits i styrke og ikke mindst i målbevidsthed langt overgår regeringshærens. Syrien er paradoksalt nok Saudi-Arabiens naturlige allierede, fordi Damaskus anser Libanon for at være syrisk interesseområde.

Syrien har aldrig anerkendt Libanons selvstændighed, hverken reelt eller formelt. Der har f.eks. aldrig været en syrisk ambassadør bosiddende i Beirut.

Bashar Assad, der har siddet på præsidentposten i Damaskus i ti år, besøgte Beirut for første gang i forrige måned i selskab med den saudiske konge, Abdullah. Det var et budskab med to modtagere, den ene var det politiske miljø i Beirut, den anden var Teheran.

Præsident Ahmadinejad fik besked om, at Libanon ikke var til fals, og at den myrdede ministerpræsident Rafik Hariri og Saad Hariri, hvis far blev likvideret for fem år siden ved et bombeattentat i Beirut, fulgte sin far på posten og fik bekræftet, at han kan regne med både Syriens og Saudi-Arabiens støtte.

BAGGRUNDSyrien er blevet sagen i Mellemøsten

Det er baggrunden for Ahmadinejads statsbesøg i Libanon i forrige uge. Ahmadinejads svar på det syrisk-saudiarabiske besøg var ikke til at tage fejl af. Han talte ikke blot til den shiamuslimske befolkning, men til Mellemøstens 350 mio. arabere, der ifølge alle meningsmålinger anser ham for at være en helt.

Han tilbød dem et alternativ til deres regeringers politik, anti-USA, anti-Israel. Ahmadinejad har tidligere beskyldt Saudi-Arabiens konge for at være en »halv-mand«. Det gentog han ikke under statsbesøget i Libanon, måske fordi han er ængstelig for at eskalere konfrontationen med den syrisk-saudiarabiske akse.

Irans indflydelse i Libanon bygger på Hizbollahs militærmagt. Den shiamuslimske bevægelse kan, når den vil, bringe Hariris regering til fald og antænde en ny borgerkrig, hvis udfald, set fra Teherans synspunkt, ikke er til at forudse.

Ahmadinejad tør ikke udelukke, at der er alvor bag de trusler, der med mellemrum fremsættes af israelske politikere og militære ledere, om, at Israel ikke vil forholde sig passivt, hvis Iran bliver en kernevåbenmagt.

En af Irans modforholdsregler er at true med raketangreb mod de relativt ubeskyttede israelske byer udløst af Teherans allierede, Hizbollah, der ifølge officielle israelske påstande skulle råde over 14.000 raketter.

Den syrisk-iranske konfrontation i Libanon er ikke slået ud i lys lue, fordi parternes overordnede interesser, modstanden mod USA og dets arabiske allierede regimer, er af større strategisk betydning end kampen om indflydelse i Libanon. Begge parter er indtil videre interesseret i at fortsætte deres balanceakt i Libanon og forhindre åben konfrontation.

I de sidste fem år, efter mordet på Rafik Hariri og revolutionen, der drev de syriske tropper ud af Libanon, var saudierne garant for den nyvundne libanesiske frihed. Den tid er omme. Kong Abdullah har ofret den til Syrien i et forsøg på at blokere den iranske offensiv i den arabiske verden.