Forbud. Danske Folkeparti har intet tilbage af deres oprindelige antiautoritære oprør. I stedet ønsker partiet nu hele tiden strammere og mere vidtgående forbud. - Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Få havde forventet, at Helge Dohrmann skulle stå tilbage som den eneste af de gamle skattenægtere med respekten i behold.

I protest mod den borgerlige regerings daværende forbud mod udenlandsk satellit-tv satte den nu for længst afdøde fremskridtsmand en parabolantenne op på taget af sit eget hus i 1984.

Helge Dohrmann, der er bedst kendt for ’Rio Bravo’-forliget året inden, udviste her en sjælden grad af civil ulydighed, oprørstrang og magtkritik, som står i en skærende kontrast til Fremskridtspartiets ’arvtagere’ i Dansk Folkeparti.

LÆS OGSÅ Seidenfaden: Hvor underlødig kan Kjærsgaard blive?

Som liberal systemkritiker satte Helge Dohrmann sig i spidsen for en symbolsk kulturkamp mod statsmagten – og for den enkeltes frihed til adgang til information. I forlængelse af andre antiautoritære provokatører modsatte Dohrmann sig en altomsluttende statsmagt, der ville kontrollere og bestemme over borgerne.

Dermed havde det oprindelige Fremskridtsparti demokratisk legimitet som modvægt til magtens fuldkommenhed.

Dohrmann, der var gruppeformand i et Fremskridtsparti, hvor unge Pia Mortensen alias Pia Kjærsgaard var førstesuppleant for formand Mogens Glistrup, skrev præcist i en pressemeddelelse: »Kan det virkelig være en borgerlig/liberal regerings holdning, at antenneforeninger og private ikke skal kunne drage fordel af tidens nye teknologiske muligheder?«.

Dengang i 1980’erne under den konservative statsminister Poul Schlüter var det forbudt at se satellit-tv. Dengang havde Danmark en lovgivning, der minder om, hvad Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, ønsker at få indført nu: »Fjern parabolerne«, kræver eksfremskridtskvinden, der engang var politisk ordfører i Z.

I dag kræver Kjærsgaard internet og udenlandske tv-kanaler lukket: »Vi agter at rette henvendelse til Radio- og tv-nævnet. De har autorisation til at agere, hvis der er kanaler, som eksempelvis de arabiske her, der fremmer had. Der er en mulighed for at få de her tv-kanaler forbudt«.

Pia Kjærsgaard, der har været aktiv i længere tid i det liberale Fremskridtsparti, end hun har repræsenteret det ultrakonservative Dansk Folkeparti, er svinget fuldstændig rundt – fra engang at bekæmpe en bureaukratisk formynderstat til nu konstant at ville udvide myndighedernes beføjelser til at kontrollere borgerne, selv dybt inde i privatlivets sfære.

Engang stod fremskridtsfolk – som Mogens Glistrup, Peter Rindal og Helge Dohrmann – for en rå og upoleret samfundskritik, der i det mindste havde brodden vendt mod magthaverne. De kunne trods alt hævde, at de talte nedefra på vegne af småfolk, der ønskede at værne om deres personlige integritet og autonomi.

Men nu kæmper arvtagerne i Dansk Folkeparti kun for forbud og flere forbud.

De mange nationalpopulistiske partier i Europa forsøger alle at foregøgle vælgerne, at de repræsenterer et folkeligt oprør: ’et tavst flertal’. Men realiteten er, at et totalstatsparti som Dansk Folkeparti udgør en autoritær strømning, der arbejder for at indskrænke den enkeltes råderum. Pianisterne fungerer som statens beskyttere.

LÆS OGSÅ Pia Kjærsgaard vil forbyde paraboler i Vollsmose

Det opgør mod smagsdommere og »såkaldte eksperter«, som Anders Fogh lancerede i nytårstalen i 2002, er slået om i sin modsætning: Siden da er der næppe gået en uge, hvor Dansk Folkeparti ikke har lanceret stadig mere absurde idéer til, hvordan staten kan øge overvågningen.

Under sidste valgkamp skabte det ballade, da Dansk Folkeparti stjal titlen på rapperen Natasjas sang ’Gi’ mig Danmark tilbage’ til slogan på deres valgplakater.

Natasja sang sentimentalt om en svunden tid med oprørstrang: »Gi’ mig frisindet igen, der lurer under byens tage«.

Paradokset er dog, at den antiautoritære bevægelse – som for mange definerer det moderne Danmark bedre end f.eks. folkekirke og kongehus – i mange år ikke kun blev båret frem af venstrefløjen, men i høj grad også af skattenægtere og borgerlige anarkister i Fremskridtspartiet.

Oprøret forsvandt pludselig, da Dansk Folkeparti trådte ind på scenen. Men forhåbentlig vil flere og flere borgerlige fritænkere snart bryde ud af geleddet – i protest mod det autoritære tankesæt, der har sænket sig som en dyne over Danmark.

I sammenligning med Kjærsgaard står Dohrmann tilbage som en modig politiker, der turde kæmpe for ytringsfriheden.