Det værste, man kan komme ud for i den aktuelle samfundsdebat, er at blive kaldt et ord på syv bogstaver: KLYNKER.

Er det først slået fast, at ens ærinde blot er udtryk for klynk, har man ikke en chance for at blive taget alvorligt. Man må bare se at tage sig sammen.

Velfærdssamfundet skulle ellers netop handle om, at den svage ikke behøver at være bange for sin svaghed. At man altid i sidste ende har ansvaret for sit liv – og dermed en vis frihed – har ikke noget at gøre med, at alle kan have brug for hjælp.

Jo bedre samfund, jo mindre behøver man at frygte, at hjælpen skulle udeblive, den dag man måtte have behov for den.

Det er en mørk bagside ved velfærden og en konsekvens af nyliberalismen og den massive eksponering i medier og reklamer af de succesfulde, at tidsånden ikke bryder sig om svaghed.

Ingen vil i den situation identificere sig med den svage. Netop derfor frygter mange potentielt udsatte i vores samfund den såkaldte offerrolle. Det gælder kvinder, der er blevet udsat for overgreb, etniske minoriteter, flygtninge, hjemløse, misbrugere osv.

Reduktionen af andres problemer til det rene klynk er et retorisk våben, der bliver anvendt over et bredt spektrum. Uanset om det gælder øget fattigdom, børns rettigheder, kønnenes ligestilling eller kulturinstitutioners bevillinger kan en diskussion om reelle problemer fejes af bordet med et enkelt ord: klynk.

Bag ordet ligger en ideologi, der synes så almindeligt vedtaget, at den ikke behøver nævnes, endsige argumenteres for: Velfærdssamfundets grundlæggende prioritering af et bredt felt af fælles goder fra fraværet af frygt for mangel på hjælp til produktionen af kunst er gået for vidt.

Den bør indskrænkes, og enhver bør i højere grad tage vare på sit eget. Det er ideologien. Resten af argumentationen – økonomisk krise, stigende ’ældrebyrde’ osv. er nyttige undskyldninger. De kan være mere eller mindre sande, men spørgsmålet om prioriteringen er det egentlige.

En, der ofte udtrykker denne ideologi, er ’erhvervsmanden’ Asger Aamund, der i en kommentar i Berlingske i fredags kalder kvindernes internationale kampdag for ’Store Klynkedag’.

Ikke ret begavet i betragtning af, at kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og bidrag til den økonomiske vækst, plus ligestillingens frisættelse af BEGGE køn fra stivnede normer, er en af de vigtigste samfundsomvæltninger i vor tid (se til arabiske landes fraværende kvinder og manglende vækst).

Anledningen til Aamunds morsomhed var et forslag fra S og SF om at sikre flere kvindelige medlemmer af aktieselskabsbestyrelser. Samfundsregulering af hensyn til det fælles bedste vil altid være en vederstyggelighed for dem, der mener, at man skal lade det falde, som ikke kan stå. Mennesker eller institutioner.

Hvis vi har fået overleveret skæve kønsfordelinger og ’old boys’ network’, så må vi leve med det i denne den bedste af alle verdener. Argumenterer man for det modsatte, er det klynk.

Og hvis f.eks. kunstproducerende institutioner som Det Kongelige Teater eller Kunstakademiet vover at gøre opmærksom på konsekvenserne af generelle offentlige nedskæringer på 0,6 pct., reagerer ministerium og regeringspolitikere med at råbe: klynk!

Det kræver en god portion mandsmod at pege på ideologien bag prioriteringen, for hvem tør løbe risikoen for at blive beskyldt for både økonomisk uansvarlighed og klynkeri?

Så er det langt sikrere at gøre ’finanslovsbevillingen’ til Gud og altings endelige målestok. Som Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen gjorde, da han i gårsdagens avis statsmandsagtigt slog fast, at »Vi må tilpasse vores forbrug til det, vi får ind på finanslovsbevillingen«.

Taktikken er til at forstå. Man klager ikke; antyder end ikke, at situationen kunne være anderledes, for slet ikke at tale om at tage debatten om, at den burde være anderledes.

Hovedet i busken indtil bedre tider ud fra princippet om ikke at bide den hånd, der fodrer én. Og det over for en kulturminister, der udtrykkeligt har bedt om modstand, og som ellers ynder at citere Winston Churchill for at have sagt til sin finansminister, der ville skære ned på kulturbudgettet under Anden Verdenskrig:

»Jamen hvad kæmper vi så for?«.