De fatale fire.

Sådan vil eftermælet lyde for de fire magtmænd, der har kørt dansk økonomi i sænk.

Eftertidens bedømmelse af Venstres fire topministre, der i de seneste ti år har haft ansvaret for den økonomiske politik, vil blive nådesløs og ubarmhjertig – fra eksstatsminister Anders Fogh Rasmussen over eksfinansminister Thor Pedersen og finansminister Claus Hjort Frederiksen til statsminister Lars Løkke Rasmussen.

De fatale fire har misforvaltet økonomien i en grad, der ikke blot vækker minder om Anker Jørgensens sidste desperate dage som socialdemokratisk statsminister, men desværre kan vise sig at blive værre.

Siden 2008 har Danmark oplevet et af de voldsomste økonomiske tilbageslag i den udviklede del af verden.

Selv om Lars Løkke i stigende grad forsøger at distancere sig fra de foregående års fiaskoer, kan han og VKO-blokken ikke komme uden om, at det aktuelle fald i Danmarks BNP er historisk stort og helt ude af trit med de lande, vi normalt sammenligner os med.

Professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen fra Aarhus Universitet skrev forleden i en skarp kommentar i Information:

»Vi har ikke i 200 år set et så stort tilbageslag i dansk økonomi i fredstid – og det er langt hårdere end i det store flertal af verdens lande. Dét tilbageslag og den førte politik i årene inden vil vist stå tilbage i historiebøgerne længe efter, at Anker Jørgensens økonomiske politik er glemt«.

Professoren har sammenlignet vækst på tværs af kloden. Billedet er dystert:

»Tre års nulvækst er sjældent. Men Danmark er i en mere eksklusiv klasse: Den samlede vækst 2008-2010 var minus 4,1 pct. Globalt set er det højst usædvanligt. I Afrika finder man kun ét land med større negativ vækst end Danmark, nemlig Zimbabwe. I Asien finder man ingen, dog med forbehold for Nordkorea«, skriver Goul.

LÆS OGSÅDanmarks økonomi skrumper i Zimbabwe-tempo

Dommen over det borgerlige misregimente var også brutal, da et panel af topøkonomer ved nytårstid vurderede 00’ernes økonomiske politik.

Anders Fogh blev næsten bedømt lige så ringe som Anker Jørgensen: Begge statsministre lod de offentlige udgifter løbe løbsk, overlod fallitboer til deres efterfølgere – og undskyldte sig dernæst med globale konjunkturer.

Men misvæksten er ikke sket tilfældigt. Anders og Anker er bundet sammen i et politisk skæbnefællesskab som de mest uansvarlige statsministre i nyere tid.

Helt tilbage i 2002, få måneder efter VK-regeringens tiltræden, blev Anders Fogh for første gang sammenlignet med Anker Jørgensen. Den administrerende direktør for designbureauet Kontrapunkt, Rasmus Bech Hansen, skrev profetisk i 2002:

»Dansk økonomi bliver den virkelige sorteper under den nye regering. Fogh kandiderer allerede stærkt til at blive det nye århundredes Anker Jørgensen.

Det vil sige en statsminister, der er ansvarlig for en politik, der er så ude af takt med tidens økonomiske realiteter, og som mangler så meget forståelse for nutidens økonomiske mekanismer, at det kommer til at ramme Danmarks velstand på længere sigt – nøjagtig som det var tilfældet med Socialdemokratiets politik i slut-70’erne«.

Forudsigelsen er gået i opfyldelse. Danmark er blevet en del af tabernes klub.

VKO-blokken har finanslov efter finanslov prioriteret flere skattekroner til passiv velfærd, frem for at videreføre den aktive reformkurs, som både Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S) havde modet til at gennemføre fra 1982 til 2001.

Selvfølgelig er der forskelle mellem 1970’ernes økonomiske krise og nutidens nedtur. Og som klassiske socialdemokrater ynder at minde om, var alle Anker Jørgensens økonomiske dispositioner heller ikke hovedløse.

Men Anker og Anders hører ikke desto mindre til i samme kategori af fejlslagne statsmænd. De efterlod begge en økonomi tæt på nedsmeltning.

LÆS OGSÅ Den danske model kommer til kort

Den giftige cocktail af underfinansierede skattelettelser, der pumpede boligpriserne kunstigt op, og en løsagtig uddeling af ekstra ældrevelfærd, som reelt forhindrede investeringer i forskning og unge, har samlet set svækket dansk økonomi historisk hårdt.

Eller som professor Goul Andersen skriver: »Efterhånden er det trængt igennem, at Danmarks økonomiske nedtur er større end i andre lande. Det er også erkendt, at Danmark ikke blot er ramt af en international krise, men også er offer for selvskabte problemer – ligesom andre af de værst ramte lande«.

De fatale fire – Fogh, Thor P., Hjort og Løkke – har været en dyr fornøjelse for Danmark.

Og uden flertal i Folketinget til at rette op på ulykkerne er det svært at se, hvordan situationen i dag adskiller sig fra dengang, Anker Jørgensen måtte kapitulere: Venstre synes helt at have givet op.