Der var engang for ikke så længe siden, hvor vestlige regeringer – og, indrømmet, også medier – advarede mod ’den arabiske gade’.

Det var kodeordet for alt det grimme, der kunne ske, hvis man slap den arabiske folkesjæl fri.

Uha, så ville de forfærdeligste fundamentalister gribe magten. Religiøse mørkemænd ville springe ud af alle deres huller, terrorister ville trække hele samfund med sig i grus, kvinder ville først for alvor blive undertrykt, og så skulle vi ellers se antivestlighed for fuld udblæsning.

Vi skylder ’den arabiske gade’ en undskyldning.

Allerede årets første arabiske revolution - i Tunesien i januar - blev anført af verdslige unge. Uden brug af vold. Uden nogen som helst krav om indførelsen af et totalitært teokrati. Uden nogen som helst ringeagt over for kvinder, ofte var kvinder modsat helt fremme på demokratiets barrikader.

LÆS OGSÅEkspert: Der er lang vej til demokratisk Tunesien

Det var ikke anderledes i Egypten. Her havde diktaturet i årtier fremmanet et skræmmebillede af Det Muslimske Broderskab for at legitimere sin egen undertrykkelse. Da demonstrationerne startede på Frihedspladsen i Kairo, var broderskabet ikke styrende, snarere i markant mindretal.

Og det har ikke været anderledes i Libyen, Jordan eller i Syrien, knap nok i Bahrain, skønt det religiøse flertal i dette land i mange år har haft grund til at føle sig undertrykt af en selvudnævnt kongefamilie af andet religiøst tilsnit.

Selv i Yemen, hvor et religiøst reformparti i årevis har udgjort den væsentligste opposition, kan det vanskeligt hævdes, at forårets oprør mod diktaturet har været religiøst domineret.

Politisk frihed
Ret beset har ’den arabiske gade’ næppe nogensinde været så positiv over for Vesten – og den arabiske verdens regeringer har næppe nogensinde været så nervøse ved Vesten som nu.

’Gaden’ stræber efter det samme frirum, som vi andre tager for givet. Og for første gang i mange år er det ikke USA’s ambassade, der demonstreres imod. Snarere angler ’gaden’ efter vestlig støtte til protesten mod økonomisk misrøgt og kravet om politisk demokrati.

De arabiske regeringer er til gengæld godt og grundigt nervøse, fordi de ved, at gaden måske har fået mere til fælles med Vesten, end regimerne har.

Selv Vestens strategiske allierede i Saudi-Arabien, Bahrain, Qatar, Kuwait og Jordan er bange for nye vestlige – og især amerikanske – krav om demokratisering.

Det ER alligevel ikke helt forkert, at Vesten eller verden har haft grund til at kere sig om modvilje mod demokrati og frihed i Mellemøsten.

Men hvem viser sig at være mest mod politisk frihed? Gaden eller regimerne?

Indtil januar ville verden gerne tro, at det var ’gaden’. Nu kan det ikke længere skjules, at frihedens fjende især er regionens enerådende regimer, der ikke står til ansvar.

En undskyldning vil være passende
Det er vel også rigtigt at bekymre sig om undertrykkelse af kvinder. Men hvem har undertrykt kvinder? Det har regimer som det saudiske og andre, der hellere har undertrykt ligestillingskrav end givet kvinders ligestilling en chance.

Og ja, det har vel været rigtigt at frygte militant fundamentalisme. Men den har, som den palæstinensiske kommentator Rami Khoury skrev for mange år siden, aldrig domineret ’gaden’, højst nogle hemmelige kældre.

Hvad har da været den væsentligste spore for religiøs ekstremisme? Den væsentligste finansiering af jihadister?

Ikke ’gaden’, snarere Saudi-Arabien, som har postet formuer ud i ultraortodokse og frihedsfjendske koranskoler og moskeer over hele verden.

Det var således ikke ’den arabiske gade’, men undertrykkerne i Mellemøstens paladser, vi skulle frygte.

Set i bakspejlet er det hårrejsende, at de fik held til at overbevise vestlige udenrigsministerier og sikkerhedstjenester om, at det var araberne, vi skulle frygte, ikke deres undertrykkere.

Så, ja, en undskyldning til den arabiske gade vil være passende.