Hvorfor er israelerne og palæstinenserne ikke glade for det arabiske forår?

Moralsk burde de være opmuntret ved håbet om arabisk frihed.

Men i den virkelige verden er både Israel og palæstinenserne utrygge ved det omsiggribende arabiske frihedskrav.

Og begge med en vis ret.

Palæstinenserne havde håbet, at deres egen ret til at komme fri af israelsk besættelse skulle komme først. Nu må de se i øjnene, at Israels besættelse fortsætter, mens arabiske befolkninger allerede har væltet to diktatorer – i Tunesien og Egypten – og er godt i gang med at vælte to andre i Yemen og Syrien, mens Nato er ved at vælte endnu én i Libyen.

Skal palæstinenserne i dag udskyde deres håb om hjælp til selv at opnå frihed?

Israelerne er ikke mere opmuntret. Tværtimod. Den israelske regering er regulært bange for, at dens fredsaftale med Egypten smuldrer, efter at egypterne har tvunget den tidligere diktator Hosni Mubarak fra magten.

Israels regering er også urolig for, at Jordans kong Abdullah kan blive truet på sin magt, og at det kan rejse tvivl om den eneste anden arabisk-israelske fredsaftale.

Desuden har israelerne god grund til frygte, at Libanon har kurs mod intern uro. Og selv om Syriens diktatur ikke bør være Israels kop te, har dette diktatur i årtier været en stabil nabo på Israels nordøstlige grænse.

Nu er Israel nødt til at forberede sig på, at den syriske diktator, Bashar Assad, trækker tæppet væk under sig selv ved sin blodige kampagne mod demokratiforkæmpere i landet.

Med andre ord: Politisk uro hele vejen rundt om Israel. Risiko for sikkerhedspolitisk ustabilitet.

Uanset hvad andre måtte mene om Israels politik, er Israel nødt til at tage det alvorligt, nødt til at være urolig.

Men ret beset har der aldrig været grund til, at fred mellem Israel og palæstinenserne skulle vente på, at de arabiske stater får demokrati.

Israels besættelse af de palæstinensiske områder bliver hverken moralsk rigtigere eller militært mere hensigtsmæssig, fordi den arabiske verden er midt i en forvandling.

Palæstinenserne har under alle omstændigheder ret til frihed og en egen stat.

Og Israel har under alle omstændigheder ret til fred og sikkerhed.

Fortsat besættelse giver det modsatte: mindre frihed til palæstinenserne, mindre sikkerhed til Israel – og ikke fred til nogen af dem.

Begge parter har alt for længe ventet på andres initiativ.

Palæstinenserne har aldeles håbløst ventet, at den arabiske verden ville skaffe dem af med besættelsen. I praksis har de ikke oplevet megen konkret arabisk solidaritet.

Israel har lige så håbløst satset på, at fred med palæstinenserne måtte komme efter fred med den større arabiske verden. Det kan israelerne godt glemme lige nu. Den arabiske verden har fået andre ting at tænke på.

I dag kan Israel og palæstinenserne derfor lige så godt sande, at deres konflikt ikke er med de andre, men med hinanden.

Deres konflikt er blodig. Men de har brug for hinanden. Til hvad? Til fred.

Det er palæstinenserne, der skal overbevise israelerne om, at det er værd at opgive besættelsen til fordel for en palæstinensisk stat. Og det er israelerne, der skal overbevise palæstinenserne om, at det er værd at indgå en varig fred med Israel frem for at spilde kræfter på, at Hamas spreder terror med raketter.

Måske kan de ikke selv. Så må USA og Nato hjælpe dem lidt. Jo, det haster. For alternativet er mere besættelse, flere bosættelser, flere raketter, mere vold.

Israels besættelse af de palæstinensiske områder bliver hverken moralsk rigtigere eller militært mere hensigtsmæssig, fordi den arabiske verden er midt i en forvandling