I morgen har kvinder i Saudi-Arabien brug for vores opmærksomhed. De holder kampdag.

Det vil foregå bag rattet. Flere tusinde kvinder har skrevet under på en beslutning om, at kvinder i Saudi-Arabien 17. juni vil køre deres egen bil.

Det lyder tamt. I virkeligheden er det modigt og farligt, og bliv ikke overrasket, hvis de færreste kvinder vover sig ud.

I Europa har vi vænnet os til at trække på skuldrene ad saudiarabisk forskelsbehandling. I morgen kan vi vise en smule solidaritet.

Kan det være så vigtigt, om man må køre bil? For det første: Ja, for pokker. Europæiske kvinder skulle lige prøve at være afhængige af en mand for at komme ud.

For det andet: Det handler ikke kun om at køre bil. Det handler om at slippe fri af en bastant diskrimination, som reducerer flertallet af saudiarabere til anden- eller tredjerangsborgere. Kongefamilien bestemmer. Så kommer mænd. Sidst kommer kvinder.

Kong Abdullah kunne ophæve diskriminationen i morgen, hvis han ville. Det har hverken han eller forgængeren, kong Fahd, hidtil villet. Allerede for ti år siden forsøgte en gruppe kvinder at sende deres chauffører hjem og overtog selv rattet. Vild opstandelse!

Kvinderne blev arresteret. De blev fyret fra deres job. De måtte finde sig i, at deres mænd blev tvunget til at skrive under på, at hustruerne ikke igen ville køre. De blev kaldt ’horer’ i medierne og udsat for grov chikane.

Jeg blev engang kørt hjem af den saudiarabiske ambassadørs kone i København. Hun rystede på hovedet ad sit lands køreforbud. Ligesom så mange andre saudiarabiske kvinder havde hun taget et kørekort i udlandet, men må finde sig i, at kørekortet ikke var lovligt derhjemme.

Ydmygende? Mon ikke.

Kvinder i Saudi-Arabien må ikke færdes frit uden for hjemmet og heller ikke forlade landet uden deres mands eller værges tilladelse.

Unge kvindelige studerende må ikke modtage direkte undervisning af en mandlig lærer.

De må gerne eje en forretning, men ikke stå i butikken, hvis der er mandlige kunder. Hvis de vil forlade hjemmet, skal de have en mand, en far, en bror eller en søn til at køre for sig. Eller også må de betale en chauffør. Det betyder i sig selv, at mange kvinder må opgive bil, for hvem har råd til at finansiere en chauffør?

I sig selv er det meningsløst, for hvorfor må kvinderne færdes med en fremmed mand, bare fordi de betaler ham?

Samfundsøkonomisk er det spild. Tænk, hvor mange penge der ødes bort på at betale chauffører for at køre kvinder, der lige så godt kunne køre selv?

Og spildet er endnu værre: Kongefamiliens grovkornede diskrimination betyder, at landet ser bort fra det vældige bidrag til samfundsøkonomien, som kvinderne kunne give – hvis de fik ligestilling.

Er det fair at give kongen og hans familie skylden?

Han er i hvert fald den, der kan lave det om. Saudiarabiske kvinder har ikke selv bedt om at være diskrimineret. De har ikke bedt om at være anden- eller tredjerangs.

Er det ikke Vorherres vilje?

Niks. Heller ikke i Saudi-Arabien er det gud, der udformer loven. Det gør kongen. Saudfamilien har på mange andre måder tilpasset en konservativ religiøs tradition til moderne tider.

Og i alle de år, der er gået siden sidste store køredemonstration, har magthaverne faktisk talt om, at kvinder i fremtiden måske kunne få lov at køre bil, måske kunne få lov at modtage undervisning sammen med drenge og mænd, måske kunne få lov at stemme til lokale valg til rådgivende forsamlinger, måske kunne få lov til at stemme til en national forsamling, måske en dag få lov til også at opstille til valg, måske det ene og måske det andet.

Men lige meget. Kvinder, som indimellem har kørt en tur, er blevet arresteret. Kvinder skal stadig underlægge sig deres mænd. De skal stadig finde sig i, at kongen bestemmer, at deres mænd skal bestemme.

De betragtes som mænds ejendom.

Hvad bilder kongen sig egentlig ind?

Og hvor er solidariteten ude i verden? Vil vi i morgen høre Lene Espersen, Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen støtte de saudiarabiske kvinders krav om ligestilling – og til politisk frihed?