Der bliver udsendt SOS fra de humanistiske fag på alle landets universiteter i disse uger.

Desperate forskere forsøger at fortælle omverdenen, at fagene forsvinder, skibet synker. Men signalerne bliver ikke opfanget, skibet får lov at synke, og nu går det hurtigt. Om kort tid er det ikke længere muligt noget sted at dyrke den centrale faglighed i sprogfagene, i danskfaget, i litteratur- og musikvidenskab og så videre.

Alt afskaffes til fordel for ubestemmelige tværfaglige aktiviteter, interdisciplinaritet, områdestudier – alle hånde dæknavne for møderækker, nye organisationsformer og varm luft med noteapparat. Tre aktuelle eksempler fra Politikens spalter:

Historikeren Anders Bøgh skriver i en kronik om at blive overflyttet fra faget historie til »instituttet med det intetsigende navn Institut for Kultur og Samfund«.

LÆS OGSÅ Vildt kaos på Aarhus Universitet

Her er der »fastansat 165 lærere plus alle de andre, som findes på sådan et. Normalt ville man så have et underliggende administrativt niveau opdelt efter fagligheder, hvor det var muligt at varetage den produktion, som hører et universitet til: undervisning og forskning. Sådan skal det imidlertid ikke længere være; afdelinger og opdelinger efter fagligheder er bandlyst«.

Lars Bøgh er fortvivlet: »Det vigtigste synes at være at få produceret så mange artikler som muligt, de skal så bare være interdisciplinære, så de, jeg har skrevet indtil nu, er nok desværre ikke noget værd«.

Professor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet Linda Maria Koldau skriver om det chok, det har været for hende at blive headhuntet til Danmark (hun er tysker) – og dernæst opdage, at der ikke er brug for hendes faglige kvalifikationer:

»Hele tiden skal der udvikles nye studieordninger. Deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store businessord. Det skal regnes som ’tidssvarende’ og ’rettet mod det moderne arbejdsmarked’. Alt skal handle om ’fleksibilitet’, ’entrepreneurship’, ’kreativ kommunikation’. På bekostning af den faglige uddannelse. Fagene defineres efterhånden så bredt, at de mister deres mening«.

LÆS OGSÅ Professor: Dansk humaniora er en skandale

Senest skrev Lisbeth Verstraete Hansen og Per Øhrgaard, der er henholdsvis lektor og professor ved Copenhagen Business School: »Der er noget helt galt med fremmedsprogene på de danske universiteter, hvor alle andre sprogfag end engelsk synes at være – i bedste fald – på tålt ophold.

Det ses blandt andet af, at man i institutnavne og i såkaldte strategiplaner helst undgår ordet ’sprog’. Man taler hellere om kommunikation eller områdestudier eller i al almindelighed om ’kultur’. Der kan så være lidt sproglig staffage hist og her.

Men den barske virkelighed er, at i hvert fald både Københavns Universitet (KU) og Handelshøjskolen (CBS) under paroler som modernisering og fornyelse fortsætter med at afvikle og beskære sprogstudier, stik imod lejlighedsvise bedyrelser om det modsatte«.

Det er en dramatisk ændring, der nu sker med de humanistiske fag i Danmark: De tvinges ind i den karikatur, der altid har været betegnet »snakkefag«. Den krævende faglighed, hvad enten det gælder tyske verber, fransk sprogfærdighed eller kendskab til musikkens redskaber, nedprioriteres til ingenting.

LÆS OGSÅ Danmark bør tage ved lære af norsk sprogmodel

Til gengæld opprioriteres alt det, man kan snakke sig fra i bløde tværfaglige vendinger og med brug af sine »sociale kompetencer«.

Blandt de mange sørgelige resultater af denne udvikling er, at de humanistiske fags bidrag til social mobilitet i Danmark sættes i stå. Man kan ikke komme fra et hjem uden de store »sociale kompetencer« og klare sig godt på universitetet med hårdt arbejde, talent og natlige øvelser i græsk grammatik.

Nu skal man helst bare snakke og forhandle sig frem gennem alle de krævende politiske tværfagligheder.

Kan man det, når man kommer ind på universitetet, så kommer man også ud igen med en flot eksamen. Kan man ikke det, så har man tabt. Det har Danmark også.