Også de frie og ret demokratiske samfund i Mellemøsten bliver testet i disse eksamenstider for Mellemøsten.

Ingen af dem – hverken Israel, det palæstinensiske samfund eller Libanon – klarer sig rigtig godt. Måske bestået, men ikke noget at prale af.

I deres nabolande rejser befolkningerne sig i protest mod alt for stærke og alt for undertrykkende statsmagter. I Israel, Palæstina og Libanon er der snarere problemer med alt for svage stater.

LÆS OGSÅ Sårede syrere flygter til Libanon

Gør det noget? Ja, det er decideret farligt, hvis regeringer – om de så er nok så demokratisk valgt – ikke kan eller ikke tør regere.

Kontrasten mellem de to typer lande er stærk.

I samfund som Libyen, Syrien og Saudi-Arabien står befolkningerne over for et militært overtryk, der alt for længe har holdt borgerne nede og hindret et civilt, demokratisk samfund i at bryde frem og blomstre.

I Israel, Palæstina og Libanon har de civile samfund – organisationerne lige under staten – modsat vokset sig så stærke, at regeringerne er blevet handlingslammet.

I Israel er det bosætterbevægelsen, som langsomt og dynamisk har vokset sig så stærk, at ingen regering hidtil har turdet konfrontere den. De israelske bosættere på Vestbredden, i alt en kvart million mennesker, tager hyppigt loven i egen hånd. De chikanerer palæstinensere, de blæser på den israelske stats myndigheder, de bruger vold – og de truer med at udløse så massiv modstand, hvis den israelske regering vil fjerne deres bosættelser, at ingen regering i Jerusalem tør konfrontere dem.

I Palæstina ignorerer både Hamas og flere mere yderliggående bevægelser deres præsidentskab i Ramallah. De råder over egne våben, de håndhæver egne normer og regler i de byområder, de kontrollerer. Og de truer med væbnet opstand, hvis den palæstinensiske regering i Ramallah forsøger at komme den israelske regering for meget i møde.

Og i Libanon er der ikke længere kun én stat, én regering og én hær. Måske kun én stat, men to regeringer. For selv om der er dannet en ny samlingsregering i hovedstaden Beirut, fastholder Hizbollah sin egen kontrol med såvel dele af hovedstaden som væsentlige dele af resten af landet. Hizbollah insisterer også på at opretholde sin egen milits, der reelt udgør en hær, som formentlig er stærkere end landets officielle hær.

LÆS OGSÅ Ekspert roser rødt ja til palæstinensisk stat

Resultatet er en statslig myndighed, der er handlingslammet indadtil med dobbelt udenrigspolitik udadtil – både ’statens’ og den, som Hizbollah fører.

Resultatet er alle tre steder en statslig svækkelse, som bosætterne, Hamas og Hizbollah sikkert glæder sig over. Men borgerne i de tre samfund betaler en alvorlig pris: Israelere og palæstinensere går glip af nødvendige forhandlinger om fred. Og libanesere går glip af social, økonomisk og politisk udvikling.

Alle risikerer også en gradvis udhuling af deres samfund til fordel for opsplitning, militarisering og indre konflikter.

Tre helt andre stater – Yemen, Somalia og, uden for Mellemøsten, Afghanistan – lider på det modsatte overdrev ligefrem af et fravær af statslig magt, myndighed og legitimitet. Regeringerne er svage eller ligefrem uduelige. Deres myndighed er begrænset til hovedstaden og nogle få andre byer. Og de udfordres af militser og lokale grupper med egen magt og begrænset ynde.

Så galt kan det gå.

Ja, ja – mange borgere i Libyen, Syrien eller Saudi-Arabien ville sikkert gerne ’nøjes’ med det frirum, som Israel, Palæstina og Libanon trods alt kan tilbyde deres borgere.

Og både israelere, palæstinensere og libanesere bryster sig også gerne af den modernitet, deres egne samfund – ulig de stærke diktaturer i naboskabet – nyder godt af.

Men udviklingen i de tre lande er et varsel om, at militært overtryk nødig skal afløses af demokratisk undertryk.