Godt. Gaddafis regime er væk. Hvad så?

Tre af de arabiske lande i Nordafrika har nu væltet deres magthavere. Først røg Ben Ali i Tunesien, så Mubarak i Egypten og nu Gaddafi i Libyen.

I alle tre tilfælde var magthaverne både i egne og andres øjne overvurderet. Ben Ali stak af, da befolkningen rejste sig. Mubarak blev ofret af sine kolleger i hæren.

Og Gaddafi gik under jorden. Ingen af dem kunne hverken få deres militær eller befolkningen til at slås for sig. De kaldte sig elsket. De var forhadt.

Også omverdenen havde fejlfortolket magthaverne, blæst på deres illegitimitet og i stor udstrækning ignoreret deres systemkritikeres legitimitet.

Libyen-revolutionen har også været omgærdet af uheldige vrangbilleder.

Gaddafi blev ikke væltet af Nato. Han blev væltet af en livskraftig opposition. Nato bombede bravt i seks måneder og bidrog til at gøre banen fri for oppositionen. Men det var oprørerne, der by for by trak tæppet væk under 42 års diktatur.

Libyen har heller ikke været gennem en borgerkrig. Ingen befolkningsgrupper har kæmpet for Gaddafi. Også hans egen ’stamme’ har været undertrykt.

Og det er primært udlandets politikere og medier – og Gaddafis regime – der har haft travlt med at tale om truende stammeopgør. Indtil nu har oprøret ikke handlet om stammer. Omverdenens Libyensbøger har været for gamle.

Hvad var udslagsgivende i Libyen? Fire ting. 1) Libyerne havde fået nok af Gaddafi. 2) Nogle turde, inspireret af tunesere og egyptere, gå på gaden mod diktaturet. 3) Oprørere fik en base ved at befri Benghazi. 4) De skabte en ansvarsbevidst ledelse i Overgangsrådet.

LÆS OGSÅOprørerne udlover dusør på Gaddafis hoved

Nato hjalp utvivlsomt libyerne ved at smadre Gaddafis militær fra luften. Nato gjorde også libyerne en tjeneste ved ikke at indsætte soldater.

Men hvad så, blev der spurgt.

Ja, så vil den arabiske revolution fortsætte i Syrien. Her vil regimet forsøge at hindre, at oprørerne skaber sig en base a la Benghazi.

Hvis regeringer og medier i den frie verden tænker sig om, undlader de denne gang at hoppe på vrangbilleder om, at det gamle regime er garant mod truende sekteriske opgør. Assad er ikke garant for andet end undertrykkelse.

Indtil nu har omverdenen set den arabiske revolution i bakspejlet. Ben Ali, Mubarak, Gaddafi og Assad er først for alvor blevet kritiseret af politikere og medier, da der ikke var en vej tilbage.

Foran os er ikke alene det syriske regimes kamp for livet, opløsningen i Yemen og det hidtil undertrykte oprør i Bahrain. Foran må være en erkendelse af, at alle arabiske befolkninger har ret til at stille deres magthavere til ansvar og – hvis de ønsker det – ret til at vælge en ny regering.

Det er ikke revolutioner, som Nato kan eller skal ordne fra luften. Men regeringer og medier kan passende undlade at overvurdere magthavernes styrke – og undlade at undervurdere befolkningernes ret.

Magthaverne i Arabien har aldrig været mere modtagelige for pres.

Det er nu, medier langt om længe skal kaste lys på diktaturets virkelighed. Og det er nu, de politiske partier og regeringen skal stå fast på, at menneskerettigheder gælder for alle arabere – ikke kun i Libyen og Syrien, men også i Bahrain og Saudi-Arabien.

LÆS OGSÅOprørere: Vi vil selv retsforfølge Gaddafi

En ambassadør for et land, der står os nær, priste forleden magthaverne ved den arabiske Golfkyst som »generøse over for deres befolkninger«.

Det er en røst fra fortidens liggen på maven for Arabiens autoritære herskere.

I fremtiden vil befolkninger en efter en minde om, at kongerne aldrig har haft ret til olien. Den er befolkningernes fælles ressource. Kongefamilier vil være nødt at dele ressourcerne og magten.

Hvis befolkningerne er generøse, vil de lade kongerne sidde som konstitutionelt pynt. Men det er kun et spørgsmål om tid, før den arabiske revolution går videre.