Hvem der bliver undervisningsminister, ved vi ikke endnu.

Men forventningerne til den kommende regering er – ligesom armene – for længst krøbet op over katederhøjde i Skolelærerland.

Efter ti år med fire borgerlige undervisningsministre, der alle har gjort det til en sport at skælde ud på både skole og lærere, er det blevet tid til fornyelse.

Første fingerpeg om, hvordan fornyelsen vil tage form, får vi, når regeringsgrundlaget foreligger.

Det er nemlig slet ikke ligegyldigt, hvad partierne skriver ind i dette papir, når det gælder udviklingen i folkeskolen: Bliver det et kort eller et langt kapitel? Bliver det konkret eller flyvsk?

Da Lars Løkke og Lene Espersen præsenterede det seneste regeringsgrundlag, kort efter den store regeringsrokade i februar 2010, var der slemt grund til at blive skuffet.

Kapitlet om folkeskolen var relativt kort, ganske vist plastret til med abstrakte målsætninger om at blive »de bedste i verden«, »i topfem internationalt« osv., men reelt var der kun fem konkrete initiativer – det ene mere retningsløst end det andet.

Og symptomatisk for ambitionsniveauet var det kun én af de fem målsætninger, der nogen sinde blev til andet end blæk på papir, nemlig det såkaldte »360-graders serviceeftersyn af folkeskolen«.

LÆS OGSÅDen monokulturelle skole er forældet

De mange gode anbefalinger, som regeringens rejsehold kom frem til i forbindelse med eftersynet, blev dog heller aldrig til andet … end blæk på papir.

Nu er det en ny regerings tur til at tænke store skoletanker, og eftersom socialdemokrater, folkesocialister og radikale alle har erklæret, at uddannelse er helt centralt for dem, må vi håbe, at de også bliver konkrete.

Lad os i den forbindelse minde dem om et par af de absolut vigtigste problemstillinger, som dagens folkeskole står overfor – og som en kommende regering ikke alene bør komme med troværdige løsninger på, men også bør kunne stille en konkret tidshorisont på:

•Specialundervisning skal ned. At mindre end en tiendedel af landets elever i dag lægger beslag på en tredjedel af skolens samlede budget, er en helt uholdbar situation, som oven i købet er vokset dramatisk i løbet af 00’erne. Nøgleord som rummelighed og inklusion bør og skal konkretiseres i regeringsgrundlaget.

•Efteruddannelse skal op. At vi i ti år har haft en regering – og en villig socialdemokratisk forligspartner – der har haft test og tilsyn som svar på folkeskolens faglige mangler, alt imens tusindvis af lærere hver dag bliver sat til at undervise i fag, de ikke er uddannet til, er en skandale.

Behovet for efteruddannelse er massivt. Det er dyrt, men det skal prioriteres.

Tillidsreform skal i top. Da Bertel Haarder (V) kom til i 2005 og brugte PISA-rapporten til at tænde op under sin personlige mistillid til landets lærere, satte han samtidig alle broer i brand mellem politikere og skolelærere. De to efterfølgende skoleforlig, der begge havde kontrol, bureaukrati og centralisering som overskrift, hjalp sjovt nok ikke på stemningen.

Nu skal den gode tone genfindes, ikke kun med sød musik og sukker i kaffen, når Lærerforeningen kommer til blødt brød i Frederiksholms Kanal, men med reelle og konkrete tiltag, som lærerne kan mærke i deres dagligdag. Dette bør afspejle sig i regeringsgrundlaget.

•Spildtid skal i bund. Politikerne har nemlig brug for lærernes velvilje, nu måske mere end nogensinde. Skal vi have folkeskolen til at hænge sammen, skal lærerne undervise nogle flere timer. (Og er det en uges efteruddannelse i sommerferien, der er behov for, må lærerne også overbevises om nødvendigheden af det).

Dette kommer en ny regering ikke uden om, og den kan med fordel lytte til de kommuner, der allerede i dag er gode til at ryste mere katedertid ud af lærerne. Men den er oppe i mod en stærk lønmodtagermentalitet, som det vil kræve både snilde og styrke at få svækket.

LÆS OGSÅVi må gøre op med folkeskolens 'faglighed'

Good cop det ene øjeblik, bad cop det næste. Det bliver spændende at se, hvem der skal spille undervisningsminister.