Lægerne savner patienterne, og patienterne savner lægerne:

Det er kort fortalt resultatet af den store undersøgelse, Politiken kunne præsentere torsdag: »I stedet for at se på patienten sidder lægen ofte og kigger ind i en computer«, sagde overlægeforeningens formand, Erik Kristensen.

LÆS OGSÅ Læger har mindre tid til patienterne

Det gør ondt på os alle sammen, dette her, og måske gør det mere ondt, end vi vil indrømme: Den menneskelige kontakt forsvinder.

Overlægens ord gælder meget mere end det hospital, han arbejder på – det gælder samfundet fra væg til væg: I stedet for at se på et medmenneske sidder eller står vi og ser ind i en computer.

Det gør os ulykkelige i forskellige grader, fra det professionelt frustrerede til det personligt anfægtede, og det hører med til ubehaget, at det helst ikke må diskuteres eller nævnes, for det er jo selveste fremskridtet, overlægen sidder og kigger ind i.

Alle kræfter vil de kommende år blive sat ind på at drive, piske, tvinge udviklingen fremad i samme retning: mindre menneskelig kontakt, mere computer. Det hedder digitalisering, og digitalisering er entydigt – entydigt indtil det tabuiserede – løsningen på alting.

Da Lars Løkke Rasmussen to dage før valget kom i tanker om, at nu skulle Danmark have et ’Moderniseringsministerium’, faldt næste replik så sikkert som amen i kirken: Sådan et ministerium skal lære alle de andre ministerier at digitalisere. Vi kan komme meget længere ad den vej, siger de omkostningsbevidste beslutningstagere.

Nu er overlæge Kristensens beklagelse nok lige så meget rettet mod it-systemer, der ikke virker, som mod it-systemer i det hele taget. En anden overlæge fortæller, at hun skal ind i fire forskellige systemer med fire forskellige passwords for at skaffe sig de nødvendige oplysninger om én patient.

En tredje overlæge siger fem forskellige passwords – og enhver privatperson kender fænomenet: Uendelige mængder af passwords til uendelige mængder af ’nemme’ systemer.

Hvor ofte opgiver man ikke at få et eller andet nemt system til at virke, eller at komme i tanker om en eller anden kode, hvis ikke det lige – og lige nu – er strengt nødvendigt faktisk at få det til at virke? Vi vænner os til en underlig omtrentlighed.

LÆS OGSÅ Kommuner erstatter hjemmebesøg med tv-skærme

Hospitalernes problemer er akkurat de samme som resten af samfundets, de er bare mere alvorlige, fordi der er liv, død og helbred involveret. De Yngre Lægers formand, Lisbeth Lintz, fortæller, at hun selv har siddet i 50 minutter og ventet på, at et røntgenbillede skulle komme frem på computeren. Hun skal jo se det billede.

Mærkeligt nok er der meget få eller ingen overhovedet, som ville mene, at løsningen på alle de invaliderende it-problemer er ’mindre it’. Ingen ser anden vej frem end ’mere’ og ’bedre’ it.

Vi er principielt villige til at acceptere et hvilket som helst tilbageskridt i digitaliseringens navn, hvilket er lidt af en folkepsykologisk gåde, som jeg for resten vil lade ligge.

Til gengæld vil jeg garantere samtlige de nævnte overlæger for, at hvis det en dag lykkes hospitalernes samlede computereksperter at genopfinde en patientjournal, som er tilgængelig, forståelig og har det hele med – ja, så vil der alligevel blive mindre tid til mødet mellem patient og læge.

For så skal der effektiviseres, dvs. ekspederes flere patienter pr. læge. Hvorved vi står ved endnu en folkepsykologiske gåde: at vi som samfund og erhvervsliv på alle områder arbejder aktivt for at afskaffe menneskelig kontakt, mens vi som enkeltpersoner, borgere, forbrugere savner kontakten mere og mere desperat.

Jeg græd, da jeg forleden opdagede, at nu var billetsalget forsvundet fra den sidste DSB-station, jeg kendte, med rigtig levende billetsælgere. Jeg ved, at snart er det slut med kassemedarbejdere i supermarkederne.

Jeg har øret fuldt af anonyme automatstemmer, »tryk 1 for dit og tryk 2 for dat«, som skal hindre mig i at komme i kontakt med nogen som helst.

Jeg savner kontakt.