George Orwell skrev engang i et essay om imperialismens store besynger, Rudyard Kipling, at det var dennes triste skæbne at være blevet reduceret til politiske slagord af mennesker, der aldrig havde læst hans værker.

Forsynet tog sin ironiske hævn over Orwell, hvis eget forfatterskab i eftertiden også er reduceret til nogle få fraser i den politiske debat.

Big Brother – billedet på den umyndiggørende statsmagt fra dystopien ’1984’ – er måske den mest kendte, men også begrebet newspeak fra samme roman og svinediktatoren ’Kammerat Napoleon’s læresætning, »Alle er lige, men nogle er mere lige end andre«, slynges stadig ud nu og da.

Kipling havde i det mindste det held at blive misbrugt af folk, der delte hans ærkekonservative synspunkter.

George Orwell, der selv var demokratisk socialist, må som regel lide den tort at blive taget til indtægt for alt det modsatte af, hvad han stod for. Især af forbudsfundamentalister, der tager hans navn forfængeligt, hver gang der foreslås forbud eller regulering.

I Danmark har især Liberal Alliance kastet sin kærlighed på den trotskistiske Orwells arv og har indrykket annoncer, der tog den forsvarsløse forfatter til indtægt for partiets synspunkter.

Big Mother-samfundet
Simon Emil Ammitzbøll (LA) advarer ofte mod et Big Mother-samfund: en moderlig statsmagt, der kvæler os i sit kærlige favntag i forsøget på at beskytte os mod os selv.

Det er hende, der lægger afgifter på smøger, fedt og sukker. Det er hende, der forbyder tobaksreklamer og børn at købe bajere og lader os alle amme af overførselsindkomsterne som belønning for at følge formaningerne.

Men nu skal det være slut. Den nye liberale kulturkamp er at angribe ethvert forbud som principielt forkert.

Det interessante er, at de liberale kulturkrigeres argumenter betjener sig af et lille newspeak-trick. Frihed er ikke længere frihed for individer, men frihed for firmaer. Alle forbud er onde, også selv om de ikke retter sig mod individer.

Det gælder især reguleringen af reklamer. Det er f.eks. forkert at begrænse firmaers ret til at reklamere i børneudsendelser, for det krænker deres ret til at opdrage vores børn til at blive gode, loyale forbrugere.

Og det krænker børnenes ret til at få at vide, hvad Barbie har gang i for tiden.

Paradoksalt nok er det dermed forbudsfundamentalisterne, der er ude på den orwellske glidebane, hvor individets frihed så småt overgår til at være begrænset af virksomheders rettigheder.

Det antog for nylig i USA den groteske form, at højesteret besluttede, at det var et overgreb på virksomheders ytringsfrihed at begrænse deres mulighed for at blande sig i politik. Ronald McDonald, Marlboro-manden og Fætter BR er jo også mennesker.

Relevant i efterlønsdebatten
George Orwell er politisk relevant i dag. Men først og fremmest for at forstå den fornedrelse og umenneskeliggørelse, som mange mennesker møder hver eneste dag på arbejdsmarkedet eller som apatiske klienter i et offentligt system.

Det er f.eks. dem, der nedslides på arbejdsmarkedet og sendes ind i et grotesk system som sygedagpenge, hvor en skrivebordslæge foretager en mirakuløs kommunal helbredelse ved med et pennestrøg at forvandle en syg til rask.

Her er newspeak den lokale dialekt og apatiske skuldertræk den sikre konsekvens.

Orwell var konsekvent solidarisk med samfundets nederste. Af alle grusomhederne i hans forfatterskab overgår den største arbejdshesten Boxer i ’Kammerat Napoleon’, der altid loyalt og naivt har bakket de svin op, der har taget magten på gården.

Efter at have slidt sig halvt ihjel for at opføre deres prestigeprojekt – en vindmølle – loves han et otium på grønne enge. Men ak, trods løfterne kører svinene i stedet det gamle øg på sæbefabrikken, så han kan yde for fællesskabet til det sidste.

Måske er Orwell i virkeligheden mere relevant i efterlønsdebatten end i forbudsfundamentalisternes kulturkamp?

FACEBOOKBliv ven med Politiken