I disse dage lægges sidste hånd på en aftale om fangeudveksling mellem Israel og den palæstinensiske Hamasbevægelse, der har magten i Gaza.

Hamas løslader Gilad Shalit, den israelske soldat, som blev bortført for fem år siden, mod at Israel frigiver over 1.000 palæstinensiske fanger: 450 er Hamasfolk og 550 er lagt oveni, ifølge Hamas, som gestus til Egypten, der har spillet en central rolle under de årelange forhandlinger, sammen med den tyske mægler.

At Hamas har accepteret byttehandlen kan forklares enkelt. Bevægelsen er i vanskeligheder. Den er dybt upopulær blandt de 1,5 mio. palæstinensere, der bor i Gaza, og den har også problemer på udefronten. Hamas har hovedkvarter i Damaskus, hvorfra dets generalsekretær, Haled Mashal, kan dyrke sine tætte forbindelser med Iran.

Forholdet mellem Hamas og præsident Bashir Assad er på det seneste blevet kritisk, fordi Hamas ikke har erklæret Assad sin støtte under de seneste uroligheder. Hamas er en gren af de muslimske brødre, hvis tilhængere i Syrien bliver forfulgt af Assads soldater.

LÆS OGSÅIsrael skal løslade 450 palæstinensere for at få én soldat hjem

Uanset om Assad falder eller ej, er det sandsynligt, at Hamas må se sig om efter en ny adresse.

Set fra et egyptisk synspunkt vil Hamas’ flytning fra Damaskus til Kairo være en fordel, fordi det vil svække iransk indflydelse i Gaza, som egypterne frygter. Hamas handler således ud fra en position af svaghed.

Men hvorfor er den israelske Benjamin Netanyahu gået med til aftalen, og hvorfor først nu, når han kunne have sluttet den, da han kom til magten for snart tre år siden, på de samme betingelser. Nogle kommentatorer mener, at han kunne være sluppet billigere.

Hvorfor har han brudt sine hellige principper om aldrig at forhandle med terrorister? Der er tale om en total kovending, der må være motiveret af stærkt overordnede interesser.

Der er ikke tale om en beslutning truffet på basis af afvejning af de sikkerhedsrisici forbundet med at slippe nogle af de mest notoriske mordere, der har i hundredvis af civile israeleres liv på samvittigheden, ud.

Der er derimod tale om en politisk beslutning fra Netanyahus side, uafhængigt af hvad den måtte koste senere af nye civile ofre. Hvad driver Netanyahu? Og hvorfor nu?

Han står i dag stærkere end nogensinde før, til trods for at hans politik har resulteret i kriser i forhold til Tyrkiet og Egypten, foruden en meget skarp påtale fra Tysklands Angela Merkel, der kritiserede Netanyahus beslutning om at bygge flere tusinde boliger i Gilo, en by, der ligger i besat område.

Han har neutraliseret præsident Barack Obama, der har glemt alle sine løfter til palæstinenserne. Angela Merkel bliver nok god igen. Det gør tyskerne altid i forhold til Israel.

Han har manøvreret sådan, at der nu forekommer en del europæiske hovedstæder, at det er Mahmoud Abbas, der er en forhindring for genoptagelse af fredsforhandlingerne.

LÆS OGSÅUdenrigsminister: Israel provokerer med deres bosættelser

Han har bragt de ministre, der var imod handlen med Hamas, til tavshed ved at nedsætte en komite, der skal finde en vej til at legalisere bosættelser etableret på privat palæstinensisk jord, der er erklæret illegale af Højesteret.

Netanyahu har svækket Mahmoud Abbas ved at stille dennes manøvrer i FN for at opnå Palæstinas anerkendelse totalt i skyggen af fangeudvekslingen. I mange palæstinenseres øjne er det handling, der tæller i konflikten med Israel og Hamas’ tandløse diplomati.

Netanyahu har ryddet bordet for et plagsomt problem, Gilad Shalit. Han har handlet på tværs af sine principper, fordi han havde vigtigere ting at tage sig til.

Måske er det Iran, som Netanyahu og hans forsvarsminister, Barak, anser for at være livsfarligt for Israels eksistens. De vil for enhver pris forhindre, at Israel mister sin monopolstilling som atommagt i Mellemøsten.

Tidspunktet nærmer sig, hvor Iran kan vælge, om det vil producere en atombombe. Sidste år, eller året før, leverede USA de såkaldte blockbusterbomber, der kan trænge igennem de tykke betonlag, der beskytter de iranske atominstallationer.

Og for to uger siden var den nye amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, i Jerusalem. Han bragte to budskaber. Det ene var blot rutine. Genoptag fredsforhandlingerne med Mahmoud Abbas.

LÆS OGSÅKun dårlige løsninger tilbage for Israel

Det ved Barack Obama ikke er realistisk. Det andet advarede Israel mod at angribe Iran. I må kun handle i samarbejde med USA, sagde Panetta. Han understregede flere gange ordet ’jointly’.

Frygter Netanyahu den iranske atombombe mere, end han frygter Obama? Det er spørgsmålet, som løsladelsen af Gilad Shalit rejser.