Hvedebrødsdagene sluttede hurtigt.

De katastrofale meningsmålinger er den mindste bekymring for den nye regering, som spøgefugle allerede har døbt ’F A RV EL-regeringen’; en spydig rebus sammensat af partiernes bogstaver.

Det eneste røde ved det nye politiske landskab er efterhånden nøgletallene, der nu står og blinker: Ledigheden er værre end frygtet, eurokrisen vokser dag for dag, og bundlinjen i dansk økonomi må skrives med stadig rødere tal.

Nedturen synes kun lige begyndt: Danmark er på vej ind i en ny virkelighed, hvor effekterne af den globale arbejdsdeling med produktion i Asien og servicearbejdere fra Østeuropa for alvor kan mærkes i hverdagen. At skabe job her i landet er sværere end at vinde folketingsvalg.

Udgangspunktet for S-R-SF-regeringen er lige så ildevarslende, som de nye ministre har optrådt i deres første to uger; rådvildt og retningsløst.

Foreløbig er det ikke lykkedes for hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) eller hendes enorme entourage af juniorministre at sætte så meget som én enkelt fremadrettet dagsorden. Den politiske goodwill, som en ny regering har, er straks sat over styr.

Regeringen synes mere at reagere end at ville regere Danmark. Til gengæld er forventningerne blevet talt så langt ned, at alt andet end en videreførelse af VKO-blokkens politik snart vil blive set som et tegn på liv i regeringskontorerne.

Indtil videre har de nye ministre brugt tiden på at tømme skufferne for dårlige nyheder.

Strategien med at annullere de fleste af de største valgløfter vækker minder om den berygtede e-mail, som den britiske New Labour-spindoktor Jo Moore rundsendte 11. september 2001, inden tårnene var kollapset: »Det er en rigtig god dag at få alt ud, som vi gerne vil begrave«.

LÆS OGSÅEr der en regeringschef til stede?

Midt i tumulten omkring regeringsskiftet har S-R-SF på samme måde forsøgt at begrave den sørgelige kendsgerning, at Danmark foreløbig kun har fået nogle nye ministre, men ikke en helt ny politik.

Problemet er blot, at den økonomiske nedtur her i Danmark i høj grad har været forstærket af den forfejlede VKO-politik, som den nye regering nu lægger op til at videreføre. Og vigtigere: at modsvaret til en global udvikling, hvor arbejdspladserne presses væk fra Vesteuropa, ikke blot er at kopiere alle andre lande.

Hvis Danmark skal komme styrket ud af krisen, kræver det et fundamentalt opgør med de sidste ti års fatale forestilling om, at det kun er banker, boliger og bureaukrater, der kan drive samfundsøkonomien fremad.

Den historiske hemmelighed bag den danske velfærdsmodel har været en enestående kombination af et solidt folkeligt fundament af uddannelse (fra folkeskole til højskole) og en aktiv offentlig sektor, der har gjort det muligt at inddrage de fleste på arbejdsmarkedet, ikke mindst kvinderne (fra vuggestuer til plejehjem).

Den nordiske exceptionalisme har stadig meget for sig. Men i dag handler udfordringen om at få de tunge unge til at tage en praktisk erhvervsuddannelse og samtidig få bragt den sidste fjerdedel, som er faldet ud af jobmarkedet i løbet af den sidste generation, med ind på arbejdsmarkedet igen. Bunden skal løftes.

De enslydende anbefalinger, som presses ned over alle lande i verden – om besparelser over for de fattigste, skattelettelser til de rigeste og total afregulering af finansmarkederne – er næppe de bedste ideer til de små nordiske økonomier, hvor vi netop har skabt rigdom ved ikke at gøre det samme som alle andre.

Tværtimod har Danmark akut brug for mere og andet end et nyt stort ministerhold, der blot genfremsætter den forrige regerings finanslov med nogle mindre justeringer.

LÆS OGSÅUtilfredsheden fortsætter i SF-baglandet

Styrken ved et demokrati er, at borgerne med jævne mellemrum kan vælge nogle nye politikere til at rette op på forgængernes fejltagelser. Det er endnu ikke sket.

Efter ti år, hvor de unges uddannelsesniveau er stagneret og beskæftigelsen faldet for alle, har Danmark brug for, at S-R-SF-regeringen tør satse på at forbedre jobmulighederne, især for de dårligst stillede.

De røde tal på statsbudgettet kan kun rettes op, hvis regeringen træder i karakter og begynder at føre en socialt progressiv jobpolitik.

Det vil være en dobbelt tragedie, hvis de næste fire år blot bliver en fortsættelse af den fejlslagne ’foghisme’.