Facebookkrigen mellem røde og blå feminister er brudt ud i disse dage.

’Meningsfisse!’. ’Klynkekusse!’. ’Underbuksemenneske!’ lyder det derude, og det er bestemt ikke kedeligt. Men det er også hamrende elitært.

Når historikere om hundrede år dykker ned i kilder som Facebook, Kvinfo.dk og Damefrokosten.com, vil de ikke her få nogen viden om almindelige kvinders vilkår anno 2011, men udelukkende få indblik i den kvindelige overklasses indbyrdes trakasserier.

LÆS OGSÅAnonym bitterfisse håner de overperfekte speltkusser

En ting er, at traditionelle feminister i Kvinfo og omegn har fokus på barsel og kvoter til bestyrelsesposter, professorater mv. Men det har modsvaret – ’de blå feminister’ i miljøet omkring bloggen Damefrokosten og Berlingske – også. Bare med omvendt fortegn. Antitesen har tesen i sig.

Hvilket ikke er så mærkeligt, for de blå feminister kommer fra samme kreative klasse som Kvinfo-segmentet, som de har været på rustur med. Den ordførende blå feminist, Anne Sophia Hermansen, er magister og kommunikationschef.

Hun bor sågar i det 2100 Spelt-område (Østerbro i København, red.), som hun selv distancerer sig fra. Dermed er hun som sociologisk kategori fuldstændig identisk med sine modstandere, og en sosu-assistent, der skulle fare vild på Østerbro, ville næppe se forskel.

Sosu’en ville formentlig også være ligeglad, da intet af det, der debatteres blandt røde og blå feminister, har nogen som helst forbindelse til en almindelig arbejderkvindes hverdag. Det liv, som 92 procent af befolkningen lever, spiller nemlig ingen rolle i kønsdebatten anno 2011. Hverken i Kvinfo eller ved damefrokoster.

Forleden skete noget, der ved første øjekast lignede noget nyt. En gruppe på 40 kvinder, Albrightgruppen, skrev i et manifest i Berlingske til Helle Thorning-Schmidt, at hun »ikke kun skulle lytte til Kvinfo eller til Damefrokosten«.

LÆS OGSÅ Ditte Giese: Speltpik! Klynkediller! Meningspik! Pikkelatte-drikker!

Det lød lovende. Lige til man så, at manifestet var skrevet under af otte direktører, to kommunikationschefer, et par advokater, to forskere, en planning manager, en programchef, en headhunter, en communication manager, en salgs- og marketingdirektør etc. Ingen arbejdere. Der kunne lige så godt have stået: ’Hilsen fra os kvinder fra den kreative klasse’.

En af underskriverne, Stine Carsten Kendal, blev for nylig interviewet til Information. Hendes problem var, at selvom hun var avanceret til innovationsdirektør, så lavede manden ikke mere i hjemmet.

Og jo, det er da bestemt et problem, som andre kvindelige innovationsdirektører formentlig kan genkende, fordi ’powerkvinder’ ifølge socialforskere konsekvent gifter sig med mænd, der også er i fare for at blive innovationsdirektører. Denne sociale indavl kaldes homogami.

Men er det virkelig et af tidens store ligestillingsproblemer? Hvad med de mænd og kvinder, som ikke tilhører direktør-, kommunikationschefklanen? Kantinedamen, der bor sammen med blikkenslageren – hvordan går det her? Eller de enlige mødre i Udkantsdanmark? De enlige mænd uden job, uddannelse og håb? Kvinder i hårde fysiske job?

LÆS OGSÅ 'Bitterfissens' mor slår en skævert

Her bør jeg retfærdigvis nævne, at de blå feminister i ny og næ løfter ’tabermanden’ ind i debatten. Men det er kun for at drille Kvinfo-segmentet. De blå feminister har nemlig ingen særlige følelser over for tabermænd. Det er ikke dem, de inviterer til parmiddagene.

Så dér står kønsdebatten lige nu: Det, der ved første øjekast ligner en kønskamp mellem de forskellige positioner i samfundet, er i virkeligheden en intellektuel kamp på ord inden for de 8 procent af den voksne danske befolkning, der har akademisk uddannelse og gode karrierer. Det er ikke kedeligt. Men hamrende elitært.