Hvor ville det passe mig fint, hvis året havde seksten måneder, hvoraf de fem var november.

Henrik Nordbrandt måtte gerne have ret – dér i digtet fra den dejlige samling ’Håndens skælven i november’.

Alle husker Nordbrandt for lige netop de linjer, »... september, oktober, november, november, november ...«, lidt ligesom alle husker Benny Andersen for ’Svantes lykkelige dag’ med sang under brusebad og »livet er ikke det værste, man har«.

Hvis jeg var digter, ville jeg nok hellere huskes for det sidste end det første, men egentlig er der ikke den store forskel i de to folkekære digteres grundstemning lige netop i de her digte: depression.

Depression er jo en ærlig sag, jeg har bare aldrig forstået, hvorfor det skal gå ud over november.

Den er årets dejligste måned, glødende af rødbrune farver med gullige glemsler, sitrende af lys gennem tågen, fyldt med poesi og tilgivelse og fred: Det går nok alt sammen. Det er efterår.

I november skinner solen lige så stille – den skriger ikke som i maj, hin hysteriske måned fyldt med opskruede forelskelser, urimelige krav og overgearede forventninger. Maj er lige til at blive deprimeret af, ja den er, men det er en anden snak, og den tid den sorg. Lige nu er det november, hvor velsignet.

November får skyld for alt muligt urimeligt. Den er mørk og kold og våd, og jeg ved ikke hvad. Men så tag da lige og løft blikket: November lyser. November lyser mere end nogen anden måned på hele året.

LÆS OGSÅHumøret styres af din fødselsdag

Af alle anklager mod november er det især anklagen for mørke, der gør mig sur. Hvor er det uretfærdigt.

November lyser jo med alle de nuancer, som det vidunderlige nordiske lys kan have. Vores spændende, skiftende, inspirerende nordiske lys. November koncentrerer årets oplevelser og skærper sanserne, synet især.

Ud af morgendisen simrer solen frem i et fjernt tremolo, og dagen igennem tvinger den os til at finde farverne i en skala, som kun er sort-hvid for det blinde øje. Med mellemrum bryder solen pludselig TOTALT igennem, så det runger over landskabet og alle græsplæner hoster vanddamp lige op i luften.

Men for det meste masserer strålerne sig mere mildt gennem alle de filtre, november har hængt op i luften for at fremhæve lysets former.

Men se så, hvad der sker hen under aften: De sidste timer før skumringen stiller solen sig kæmpestor og blodrød dybt nede i horisonten, og herfra skinner den vandret ind over Danmark som en glødelampe, en projektør med så mange watt, at det er politisk ukorrekt i en klimatid.

Vi danske kan vælte os i lys sådan en eftermiddag i november, og jeg kender ikke noget andet land i verden, hvor al denne rødmen kommer fuldstændig vandret ind på maven eller endda nedefra, som om nogen havde indstillet arkitektlampen til at lyse opad. Lyse og løfte.

November: mørk? Må jeg være fri.

Og de andre anklager er lige så urimelige. November er ikke kold, tværtimod er november mild, men på en stimulerende, æggende måde. Novembers mildhed bider og napper lidt, så man mærker, at man lever.

Og hopper man i vandet, oplever man det i ekstra grad: Endnu er det ikke koldere, end at man kan svømme sig til varmen. Kun kalenderen er gået over til vintertid – i vandet er det stadig bare ventetid: Jo da, vinteren kommer, men ikke endnu.

For resten er november heller ikke nær så våd, som den får skyld for. Jo, den er fugtig, også når det ikke regner, men det er da lækkert, det giver sådan en undervandsagtig fiskefølelse, en svømmende fornemmelse af at være med Brodsky i Venedig: vandmærkefornemmelsen.

Men det bedste af det hele er næsten, at november dufter så godt: af jord, og blade og skød og noget, som rådner, og noget, som er på vej. Mere november til mig: »Året har sytten måneder ...«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken