»Jeg blev ikke presset tilstrækkeligt fagligt i folkeskolen«, siger flere end fire ud af ti unge 18-29-årige i en Megafon-måling, som vi offentliggjorde i debatsektionen lørdag.

Og sølle 31 procent af de unge er fagligt tilfredse med den folkeskole, de gik i. Det er rædselsfulde tal for et samfund, der er i benhård global konkurrence om fremtidens velstand og arbejdspladser.

LÆS OGSÅJeg blev aldrig udfordret i skolen

Men så er skolesystemet da i det mindste godt til at løfte og hjælpe de svage i bunden, ikke?

Glem det! I ugens løb blev vi præsenteret for en anden rædselsfuld undersøgelse lavet af LO. Den viser, at uddannelsessystemet ikke er i nærheden af at overvinde de sociale forskelle, vi er født med. Hele to ud af tre 20-årige fra ufaglærte hjem har i dag ingen ungdomsuddannelse mod kun hver fjerde 20-årig fra akademikerhjem.

Samtidig viser en statistik, at når et barn af en ufaglært får 4,3 i gennemsnit i matematik til folkeskolens afsluttende prøve, så får lægebarnet det dobbelte. Folkeskolen har altså fuldstændig tabt kampen mod den negative sociale arv.

Tænk engang: Det sociale kapløb om uddannelserne og privilegierne er afgjort allerede efter 9. klasse! dermed står folkeskolen med et fatalt dobbeltproblem: Skolen svigter både den ressourcestærke tredjedel i toppen, der vil udfordres, og den ressourcesvage tredjedel i bunden. Det er kun midtergruppen, der bliver nogenlunde tilgodeset. Vi taler om ’middelmådighedens triumf’!

Og der er ingen smutveje ud af dilemmaet. Mantraet om, at vi bare skal tilbage til eliteskoler og -klasser for de bogligt stærke, giver kun mening for ... ja, de bogligt stærke.

Men det nytter jo ikke, at vi i forsøget på at give de ressourcestærke større udfordringer ved at samle dem svigter de ressourcesvage endnu mere. Al erfaring og forskning viser, at forudsætningen for, at taxachaufførens søn kan løfte sig uddannelsesmæssigt, er, at han har rollemodeller i kammerater fra læge- og lærerhjem. Lige der i klasseværelset i enhedsskolen.

Desuden har vi ingen interesse i at skabe en socialt blind elite. Hvad så? Der skal sættes ind to steder.

Først og fremmest trænger Danmark til et markant lærerløft. En kortlægning fra Danmarks Statistik har vist, at de dygtige studenter med høje karaktergennemsnit i stigende grad går i en stor bue uden om læreruddannelserne, som kun tiltrækker de middelmådige.

Det er den onde cirkel: Når de fagligt dygtige unge holder sig væk, svækker det lærerfagets prestige, og når lærerfaget svækkes, skræmmer det flere fagligt dygtige elever væk.

En stor OECD-analyse viser, at den vigtigste faktor for en stærk national grundskole er, at læreruddannelsen kan tiltrække dygtige unge. Det er nemlig de fagligt tændte lærere, der skal udfordre de unge fagligt og vise nye generationer en verden, der er større end den, de kender i forvejen.

Derfor er det afgørende med et markant fagligt løft af lærerstanden – bl.a. gennem universitetsuddannelser, flere undervisningstimer, efteruddannelse mv. Dette løft skal forplante sig til eleverne i både den bedste og den dårligste tredjedel af klassen. Det kan ikke gå hurtigt nok, for når først middelmådigheden har sat sig i lærerværelserne, er det for sent. Dernæst skal skolen turde stille klare krav og forventninger til eleverne.

Reformpædagogikkens fædre, der kæmpede for projektarbejde, tværfaglighed og løse undervisningsformer i et indædt og nødvendigt opgør med ’den sorte skole’, havde sjovt nok selv fagligheden og de klare forventninger med i deres egen skoletaske fra 1950’erne og 1960’erne. Men det har de generationer, der har gået i skole i den frie pædagogiks tidsalder, ikke haft.

Det har skabt ubalance. I dag er kravene nemlig så diffuse, at mange unge ikke rigtigt ved, hvad der forventes af dem. Og hvis der stilles diffuse krav, skaber det stress og rådvildhed. Både i den bedste og den dårligste tredjedel af klassen.

Derfor bør skolen – uden at give køb på projekter og samarbejde – stille flere entydige krav og forventninger. Det vil være til fordel for både den ressourcestærke Anders og for den forvirrede Oliver, der ikke kan overskue skolearbejdet.

Noget skal der ske. Vi har nemlig alle et problem, når skolesystemet svigter både den stærke og den svage.