Fire-fem kendte forfattere er i disse dage vrede over et spørgeskema om forfatteres arbejdsvilkår, som Politiken har sendt ud til ca. 500 forfattere i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Foreningen af Skønlitterære forfattere. Meget vrede.

Utilfredse egoister?
»Hvilke spørgeskemaer skal vi forvente fra jer i den nærmeste fremtid? Politisk ståsted, seksuelle præferencer, utroskab?«, spørger forfatteren Ib Michael i gårsdagens Information i anledning af spørgeskemaet.

Og i samme artikel siger forfatteren Jørgen Leth, at det forhold, at undersøgelsen også spørger til præstationsangst, alkoholmisbrug, depression mv. i forfatterfaget, »tyder på manglende respekt for forfatterprofessionen. Som om forfattere er en flok evigt utilfredse og alkoholiserede egoister«.

LÆS OGSÅVrede forfattere raser mod Politiken-undersøgelse

Gruppen af forfattere, som også indbefatter Morten Sabroe og Carsten Jensen, vil have undersøgelsen stoppet. Nu!

Jamen, hvad sker der? Er vi blevet sindssyge på Politiken?

Rolig nu. Lad mig tage det ét for ét.

1. Er Politiken ved at fremstille forfattere som en flok utilfredse og alkoholiserede egoister?
Påstanden er meningsløs. Der er ingen resultater af undersøgelsen endnu. Og der er derfor ikke skrevet én eneste artikel om den endnu. Vi er i researchfasen. Alligevel mener den lille gruppe forfattere, at vi vil fremstille dem som evigt utilfredse og alkoholiserede egoister.

Jeg er uforstående.

Det samme er formanden for Danske Skønlitterære Forfattere, Inge Lise Hornemann, som siger til Information: »Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være så farligt at spørge til forfatteres følelsesmæssige livsvilkår. De kan jo bare lade være med at svare«.

Præcis. I al stilfærdighed har Politiken som medie sat sig for at researche og spørge forfatterne i Danmark, hvordan de oplever deres fag, arbejdspresset, præstationspresset, økonomien etc.

Det er helt frivilligt, om man vil deltage. Alle er lovet 100 procent anonymitet. Begge forfatterforeninger bakker op og har sendt spørgeskemaerne ud til deres medlemmer. En vendetta mod forfatterne?

2. Jo, men er resultatet ikke givet på forhånd med ledende spørgsmål etc.?
Overhovedet ikke. Det samlede spørgeskema, som vi nu har lagt ud politiken.dk, kan give resultater, der går i mange forskellige retninger.

LÆS SPØRGESKEMAETHER

Hvilke retninger? Det er helt og aldeles op til forfatterne, der deltager i undersøgelsen. Svarer et markant flertal af forfattere på én måde – så skriver vi den historie. Svarer et markant flertal i en anden retning, taler vi om en helt anden historie.

Altså: Enten kan vi kan dræbe myter og fordomme om kunstnere. Eller vi kan gøre det modsatte. Men vi aner det ikke, før resultaterne foreligger.

Derfor: Skulle vi ikke vente med debatten, til resultaterne foreligger?

3. Politiken kunne jo aldrig finde på at stille spørgsmål om f.eks. præstationsangst, alkoholmisbrug, depression etc. til andre faggrupper, vel?
Jo. Det kunne vi da i høj grad. Og vi gør det. For ikke så længe siden gennemførte vi f.eks. en undersøgelse blandt skuespillere, som på mange måder minder om den, vi nu laver blandt forfattere.

Der var ingen offentlig kritik. Tværtimod. Der kom flere relevante artikler ud af undersøgelsen: F.eks. at skuespillere laver meget andet end at stå på scenen. Omvendt var der ingen historier om skuespillere og præstationsangst, alkohol etc. – simpelthen fordi svarene ikke viste nogen markant tendens.

Det kan meget vel være tilfældet igen.

4. Bør Politiken ikke overlade den slags undersøgelser til interesseorganisationer?
Hvorfor skulle vi dog det? I dagens Danmark lægger magtfulde interesser hver dag rapporter og undersøgelser på journalisternes borde. Derfor har vi for et par år siden sagt til os selv: Hvorfor laver vi ikke flere af vores egne undersøgelser i stedet for altid at skulle skrive om de magtfulde interessers undersøgelser?

Resultatet er, at vi hvert år gennemfører ca. 50-60 selvgroede undersøgelser og rundspørger, hvor det er os, der stiller spørgsmålene.

Det vil vi fortsætte med.

Også selv om en håndfuld forfattere nu forsøger at stoppe os midt i vores research ved at fortælle os, at der er tabuer, vi som medie ikke må spørge til.