Han var dramatiker og dissident, han blev Tjekkoslovakiets første folkevalgte præsident, og han var europæer.

Da Vaclav Havel døde op til jul, var det forsidestof overalt i Europa, en sørgelig begivenhed med det mærkeligt positive ved sig, at en figur som Havel bandt Europa sammen.

Han var kendt både som kulturpersonlighed og politiker, han var kendt i alle europæiske lande, og hans dybe engagement i det europæiske var tænkt igennem og spændt op mellem de to yderpunkter i vores idéverden: frihed og lighed.

Fordi Vaclav Havel kæmpede imod det kommunistiske diktatur, kom friheden til at spille så stor en rolle i hans virke, indtil diktaturerne faldt.

Men ligheden var nok så vigtig for ham, og som sit lands præsident gjorde han sig til tjener for det fælles menneskelige ud fra en både politisk og apolitisk idé om »De magtesløses magt«, som han skrev om i et allerede klassisk essay.

LÆS ARTIKELTjekkerne trodsede kulde, regn og blæst for et sidste farvel

Havel inkarnerede i selve sin person dette europæiske, som vi kan identificere os med, forholde os til, beundre og diskutere. Hans død og begravelse lige før jul var sørgelige, men europæisk samlende begivenheder.

Hvor ofte vil vi fremover komme til at opleve den form for identifikation? Er Europa ikke ved at forsvinde som et fællesskab af konkrete mennesker, sprog, tanker og værdier? Er teknologiens og bureaukratiets Europa, økonomiens og organisationernes abstrakte strukturer, ikke i fuld færd med at fortrænge, ja: Europa?

Paradokset er næsten skrigende i disse måneder, hvor den europæiske valuta vakler og kræver stadigt mere dramatiske redningsaktioner. Der tales økonomi og finansiel teknik, der er tredobbelte AAA’er, som skal reddes, og billionerne svirrer i luften.

Alle ved, at det grundlæggende problem er politisk, en manglende tillid til selve ideen om det europæiske fællesskab, men her er så paradokset eller den onde cirkel:

Jo mere, der tales, og kun tales, finansiel teknik og økonomiske problemer, desto fjernere bliver Europa - og desto større bliver det politiske problem, som ligger bag krisen.

Man kan ikke identificere sig med en Euro - og her i landet er vi som bekendt ikke engang med i den. Man kan heller ikke identificere sig med en organisation ved navn EU med kontor i Bruxelles.

Og man kan slet ikke identificere sig med sorte limousiner, der ruller op foran stjerneprydede flagparader og afleverer anonyme damer og herrer, som skal klare en kæmpe krise - indtil den næste kæmpe krise melder sig.

Det er livsvigtigt, bogstavelig talt, for os alle, at vi kommer ud af den økonomiske krise - og det er fundamentalt rigtigt, at Tyskland og Frankrig forsøger at være totaktsmotor i kriseløsningen.

Konflikter hen over Rhinen er det farligste, der findes i Europa, og når franskmænd og tyskere er så panisk aktive, er det jo fordi, de godt kender det videre perspektiv: krig eller fred.

Vel er det ikke spor givet, at selve den konservative økonomiske logik, som Angela Merkel har tvunget Nicolas Sarkozy med på, er den rigtige.

Men tyskere og franskmænd gør givet det rigtige ved at tvinge hinanden til at holde fodslag, og vi andre har enhver interesse i at falde ind, også selv om vi hellere arbejder efter andre økonomiske lærebøger.

Det hele nytter bare ikke noget, hvis ikke vi har noget andet at forholde os til og identificere os med end de stadige kriseløsninger, de økonomiske pakker og de traktatlige justeringer, som for guds skyld ikke må komme til folkeafstemning i noget land, fordi befolkningerne er på flugt fra hele projektet.

Når Europa ikke handler om andet end finanser, så falder Europa fra hinanden, og før eller siden får vi den helt store krise, for ikke at sige konflikt.

EU er et projekt, som skal lykkes. Men EU er blevet sin egen farligste modstander ved at være en abstrakt gøgeunge, som fortrænger det konkret europæiske fra den fælles bevidsthed:

Vi kender mindre og mindre til de andre europæiske landes offentlige personer, deres kulturer, sprog, konflikter og affærer, alt mens vi har hele mediebilledet fyldt med noget EU-europæisk, som det er krop umuligt at identificere sig med.

»Man forelsker sig ikke i en vækstrate«, sagde oprørerne i Paris, 1968. Man forelsker sig heller ikke i en traktatændring eller en kriseløsning.

Men man forelskede sig i en Vaclav Havel, og hvis ikke vi får nye europæiske forelskelser, så tager de gamle Europa med sig i graven.

FACEBOOKBliv ven med Politiken