Kroppen har de sidste år fået så stor opmærksomhed, at de færreste kan sige sig fri for at måle sig med fitnessindustriens idealer.

Og mon ikke, at en betragtelig del af årets nytårsforsætter handler om at løfte kilo og svede tran i det lokale center.

Bølgen begyndte i 90’erne, og den vedholdende træning er med til at tegne en periode i danmarkshistorien, hvor den perfekte krop er det stærkeste symbol, vi har, når det kommer til status, velvære og handlekraft.

Anders Fogh Rasmussen bliver nok husket for sine krigseventyr og linje over for fremmede, men også for de daglige løbeture og kernesunde livsstil. Den gode form var nemlig et sikkert tegn på viljestyrke og benhård disciplin.

Danmark blev til et stort Fitness.dk, hvor man brugte dagen til at glo ind i en computer og siden slog hjernen fra under den daglige træning. For informationssamfundet har ingen naturlig mellemposition for kroppen, der enten er helt slap eller giver sig selv fuldt ud.

Går man lidt tilbage i historien, finder man en slående parallel til vores kropsmani. For knap 100 år siden påtog dansk idræts største mand gennem tiderne, Niels Bukh, sig at rette ryggen på den danske ungdom og træne den til at møde den moderne verden, som ventede forude.

Bukh var kongen af dansk vitalisme. En strømning, der lagde vægt på forbindelsen mellem livet og kunsten, men også på sundhed og styrke.

Bukh udviklede sit helt eget træningsprogram på Ollerup Højskole på Fyn, hvor han iklædt hvidt safarikostume dirigerede friske piger og drenge med sin ridepisk. Tanken var, at streng fysisk disciplin kombineret med undervisning i kulturhistorie skulle gøre de unge både oplyste og stærke. Krop og ånd gik hånd i hånd.

Men Niels Bukh fik med tiden en uskøn følgesvend. For Bukh blev fascineret af nazismen, der som ingen anden ideologi dyrkede netop den kombination af krop og sjæl, han selv slog til lyd for. Og de synkrone gymnastikparader tog sig pludselig knap så uskyldige ud, da de foregik foran et svastikaflag

LÆS OGSÅ Nazi-dansker spillede vigtig rolle i yogaens historie

Den kriminalisering af tankemåder, som foregår i kølvandet på en tragedie som nazismen i Europa, vil altid kaste en aura af skyld ud over baglandet. Og nazismen kom til at kaste en skygge over vitalismen, som gjorde, at den måtte lægges på is.

Men nu er den vitalistiske betagelse af kroppen dukket op igen med en folkelighed, som fint kan måle sig med tidligere tiders.

Den kollektive disciplinering, som Niels Bukh mestrede til perfektion med sine symmetriske gymnastikøvelser, har i dag sin pendant i de fordummende spinningtimer, hvor en hysterisk leder presser den sidste luft ud af sine disciple med dårlig eurotekno på fuld volumen.

Hvis det ikke foregår i en af de nye cykelbiografer, hvor træneren optræder som videoprojektion. Men hvor ’neovitalismen’ har doktrinære træk til fælles med sin forgænger, er kropsidealet i dag et helt andet end det, den excentriske Bukh dyrkede.

For ham var idealet det naturlige, men smidige, der til gengæld skulle gælde for alle. I dag er målet personligt og fuldstændig kunstigt.

Nutidens menneskedressur foregår symbolsk på kondicyklen, der ingen vegne kommer, lige meget hvad man gør. I stedet for en karismatisk fører har den indre styring taget over med en benhård selvdisciplinering. Ikke alene har vi overladt scenen til kønsløse sundhedsprofeter som Chris MacDonald.

Hvad værre er, har vi også ladet kroppen slippe sin reference til naturen fuldstændigt. Eller som direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith har formuleret det her i avisen: »Der ligger i tidsånden en forventning om, at vore kroppe skal fungere som effektive maskiner.«

LÆS OGSÅMotionsredaktør: Jeg - en fedling

Det var en regulær vækkelse af den danske ungdom, som Bukh gennemførte med sine programmer. Hans gymnastik endte med at blive et internationalt kendetegn for Danmark, og den dag i dag dyrker både japanere og koreanere gymnastik efter Bukhs forbillede.

Den fascination af nazismen, som fulgte med, var utilgivelig, men den fik store omkostninger ud over det politiske. Herhjemme er det sunde og naturlige kropsideal forsvundet.

Både porno- og modeindustrien har accepteret den kunstigt dresserede krop som ideal. I stedet for at være hinandens forudsætninger er krop og ånd blevet hinandens modsætninger.

Derfor har vi brug for nye sundhedsprædikanter, der ikke ser kroppen som en maskine, men som forstår, at vores kroppe er naturlige størrelser. Med eller uden ridepisk.