Vi er da for længst kommet forbi det punkt, hvor vores sociale klasse afgør, hvad vi stemmer på, ikke?

Glem det! Det er en stor illusion. For sådan er det i 2012: Sig mig, hvad du laver – og jeg skal fortælle dig, hvem du stemmer på.

Det afslører en bemærkelsesværdig ny kortlægning af danskernes stemmeafgivning, som Megafon har lavet for Politiken.

Hvis du er ansat i den offentlige sektor, stemmer du næsten helt sikkert rødt og foretrækker Helle Thorning-Schmidt som statsminister (det gør to ud af tre offentligt ansatte). Er du til gengæld privat ansat, er der lige så stor sandsynlighed for, at du stemmer blåt og foretrækker Lars Løkke.

LÆS OGSÅ De røde tænker som overklasse

Og nu kommer det, der nok vil overraske mange: Blandt ufaglærte og faglærte arbejdere stemmer to ud af tre på blå blok, mens lige så stor en andel af akademikere og flertallet af dem med mellemlange uddannelser foretrækker Helle Thorning-Schmidt som statsminister.

Sagt med andre ord: Det danske samfund anno 2012 er stivnet i to blokke og samfundskoalitioner, der står stejlt over for hinanden: På den ene side står en blå alliance mellem privatansatte og arbejdere, der vil have lavere skatter, bedre vilkår for erhvervslivet og en trimmet offentlig sektor.

Og på den modsatte side står en rød alliance af offentligt ansatte og højtuddannede, der vil have velfærd og lighed og grønne dagsordener, og som gerne betaler en høj skat. Dén arbejdsdeling og kløft mellem samfundsgrupperne er dybt uheldig – for os alle.

For det borgerlige Danmark er det i sagens natur rædselsfuldt, at man fuldstændig har mistet appellen til intelligentsiaen og de veluddannede lag. At en læge, jurist, økonom, ph.d. og magister anno 2012 nærmest per instinkt går i en stor bue uden om Lars Løkke, må være dybt utilfredsstillende på vej ind i videnssamfundet.

Men hvem kan de borgerlige partier takke for hjerneflugten? Sig selv. Op igennem 00’erne førte VKO en kultur- og værdikamp mod veluddannede og eksperter i forsøget på at lave en alliance med ’folket’ mod ’smagsdommereliten’.

Den antiintellektualistiske strategi lykkedes – eliten følte sig alt andet end elsket og sprang væk, mens den faglærte Bjarne fra Herlev og vennerne strømmede til.

LÆS OGSÅ Arbejderen er til grin

På samme måde må det ærgre mange borgerlige, at man aldrig fik fat i de 700.000 offentligt ansatte. Dette til trods for, at Fogh og Løkke kyssede og krammede velfærdsstaten i fuld offentlighed.

Og til trods for, at K-formand Lene Espersen i kampagner gjorde sig til talsmand for at ville have fat i sygeplejersken og skolelæreren. Lige meget hjalp det. Situationen er mindst lige så rædselsfuld for rød blok.

For tænk engang, hvilken ydmygelse det er for landets to fanebærende ’arbejderpartier’, Socialdemokraterne og SF, at de har mistet appellen til elektrikeren, mureren og truckføreren på byggepladsen. Oven i købet efter ti år, hvor man har råbt ’Vi skal have Bjarne hjem nu’. Det er pinligt. En katastrofe.

Samtidig undergraver det Thorningregeringens legitimitet, at den ikke har støtte blandt de arbejdende lag i den private sektor, som skaber de værdier, der skal finansiere velfærden.

Som mureren og SF’eren Mattias Tesfaye skrev her i avisen for nylig: »I dag er rød blok dårligt forankret i de arbejdende lag af befolkningen. Dermed eroderer grundlaget for S og SF’s politik. For med hvilken ret kan vi forsvare en velfærdsstat med høje skatter, når det ikke er vores egne vælgere, der betaler?«.

Godt spørgsmål. den voksende kløft mellem de to politiske universer – de blå privatansatte/arbejdere her og de røde offentligt ansatte/højtuddannede dér – er først og fremmest et problem for os alle. Samfundet!

I udlandet er vi danskere kendt for vores politiske konsensuskultur og evne til at håndtere uenigheder gennem argumenter og kompromiser.

LÆS OGSÅ Næste velfærdsreform venter i kulissen

Men efter de konfrontatoriske 00’ere er Danmark martret af dybe kløfter og mistillid mellem samfundsgrupperne: ’eliten’ versus ’folket’. Og de offentligt ansatte versus de privatansatte. Som er flygtet ind i hver sin politiske lejr.

Hvis vi skal håndtere den økonomiske krise og komme ordentligt ind i videnssamfundet, er udfordringen for både den nye regering og den nye opposition klar: Efter ti år med mistillid skal vi bare have bygget den der bro mellem grupperne.