Finanskrakket, der stadig hærger Europas økonomi, skete ikke ved en tilfældighed, som en pludselig naturkatastrofe.

De forudgående års ekstreme grådighed blev tværtimod sluppet løs af politikere, der helt bevidst ønskede at fremme spekulation ved hjælp af en total deregulering af pengestrømmene.

Her i Danmark spillede politikerne med på liebhaverdrømmene og tillod banker og finansinstitutioner at udlåne penge på mere og mere risikable vilkår – først med fleksible rentetilpasningslån, så afdragsfrit og til sidst med såkaldte SDO-lån, særligt dækkede obligationer, med mulighed for uendelig løbetid.

Eksperimentet løb hurtigt løbsk; kædereaktionen af gæld gearet op på gæld fik den globale økonomi til at smelte sammen. Sammen med pyramidespillet af papirpenge væltede også realøkonomien.

LÆS OGSÅEuropa har pantsat sin sjæl

I dag risikerer Danmark at blive udsat for et nyt økonomisk chok, fordi dele af vores engang så hæderkronede system med realkreditlån er ved at degenerere til et subprime-marked af giftig gæld.

Den udløsende faktor var politisk bestemt, og derfor er oprydningsarbejdet også en opgave for politikerne. Foreløbig er der dog intet, som tyder på, at regerende politikere er parat til at rulle de senere års destruktive deregulering tilbage.

Allermindst her i Danmark, hvor regeringen ikke synes villig til at rette op på de systemfejl, der udløste finanskrisen.

Trods tidligere løfter og hård retorik om at stille finanssektoren til ansvar er Socialdemokraterne og SF ved at overlade enhver kritik til yderfløjene. Absurd nok står Dansk Folkeparti – af alle – lige nu alene med en skarp kritik af den ansvarsløse deregulering, som de vel at mærke selv stemte for gennem 00’erne.

Mønstret begynder at tegne sig: De to første gange svigtede den nye regering.

LÆS OGSÅThorning-støtter savner rød profil

Allerførst droppede S-R-SF-regeringen ideen om en ny bankskat, der ellers blot var en pendant til udviklingen i andre lande i Europa – og som de økonomiske vismænd i øvrigt anbefalede i 2010 for at stabilisere bankverdenen.

Dernæst afviste den danske regering at støtte en fælleseuropæisk mikroskat på finansspekulation, der kan være med til at mindske de mest ekstreme destruktive udsving.

Tredje trin i nytårsraketten, der tegner til at blive en fuser, er passiviteten over for de såkaldte SDO-lån. Tilbage i 2009 var vækst- og erhvervsminister Ole Sohn (SF) ellers klar i mælet:

»I SF var vi imod indførelse af SDO-lånene, bl.a. fordi de medfører for stor risiko for bankerne og dermed for bankkunderne. Det har finanskrisen vist var korrekt. Derfor støtter vi et stop for lånene og opfordrer alle ansvarlige partier til at være med til at sikre økonomisk stabilitet for danskerne«.

Men det var tomme ord. Efter at S og SF har fået realpolitisk magt og konsekvenserne af finanskrisen tilmed er begyndt at kunne mærkes for flere og flere i hverdagen, har de to regeringspartier bøjet af ved enhver given lejlighed.

Netop spørgsmålet om SDO-lånene – som finansbranchen selv erkender er for skrøbelige – er sidste chance for S og SF til at vise, at de vil tæmme de højrisikable gældspushere.

Når S-R-SF-regeringen ikke tør indføre mikrobeskatning for at mindske de vildeste excesser og heller ikke har taget initiativ til at regulere sms-lån med ublu ågerrenter, kunne en stabilisering af boliglån i det mindste være en kompensation.

LÆS OGSÅBankerne har besat Slotsholmen

Passiviteten er den danske regering ikke ene om. Det mest deprimerende ved præsident Obamas første periode har været hans håndskyhed over for Wall Street. Obama har holdt hof med et rædselskabinet af bankfolk, der stod bag dereguleringen og oppumpningen af finansboblen.

Hvis du endnu ikke har set den fremragende dokumentarfilm ’Inside Job’, så se den i morgen kl. 15.55 på DR 2. For den danske regering er ved at gentage fejlene.

De senere år viser, at manglende regulering og accept af virtuelle fuppapirer har en dybt ødelæggende virkning på den produktive samfundsøkonomi. Hovedløs deregulering har gjort alle fattige.

Blot at lade finansmarkederne køre friløb, med skatteyderne som ’lender of last resort’, rummer en dødelig risiko for hele samfundsøkonomien, der langt overstiger prisen ved at stille kontante krav.

Liberaliseringen har hele tiden bygget på en hyklerisk dobbeltstandard: Bankerne fik frit spil til hasard under opturen, men fik samtidig spændt et sikkerhedsnet ud af staten, da kasinoet krakkede.

Borgerlige politikere i de fleste vestlige lande har evnet at udnytte krisen til at skabe en undtagelsestilstand, et chok, hvor de kunne få gennemført nedskæringer.

Karakteristisk for stilstanden på venstrefløjen og blandt midtersøgende partier har finanskrakket ikke været brugt som en akut anledning til at rette op på krisens egentlige årsag: dereguleringen.

Forudsætningen for at genoprette økonomien – og skabe nye job – er, at den fysiske realøkonomi igen vinder forrang frem for den luftige spekulationskapital.

Ingen borgere har gavn af en ukontrollabel finanssektor, og derfor er det hovedopgaven for alle socialt ansvarlige partier at sætte hårdt ind over for gældspusherne. Den organiserede kriminalitet burde holde politikerne vågne om natten.

FACEBOOKBliv ven med Politiken