I november måned skrev min kollega Bjørn Bredal på denne plads et varmt forsvar for november.

November, mener han, er en underkendt måned, som får skyld for meget. Den er mørk, kold og gør os deprimerede.

I virkeligheden, skrev Bredal, er det en måned fuld af poesi, mildhed og det skønneste lys. »Det går nok alt sammen. Det er efterår«, beroligede han.

Nu er det januar. Det er vinter. Og et nyt år. Og hvorfor i alverden skal hvert nyt år begynde med januar? Hvordan skal det nye år komme godt fra start, når det insisterer på at begynde med januar?

Med 31 lange dage. Med kulde, blæst og mørke. Selv lyskæden uden for vinduet, som hele december ikke bare lyste, men også havde noget muntert over sig, som den dansede i blæsten, er slukket.

31 lange januardage med kure, fitnesscenter og et kreditkort, der ligesom vægten lider overlast oven på julemånedens løssluppenhed.

31 lange dage med influenza og lungebetændelser. Med depressioner. Og dødsfald. Januar er den måned, der har flest dødsfald på hele året. Vi bukker under i denne forbandede måned.

LÆS OGSÅHvorfor skal det gå ud over november?

Hvem fandt dog på januar? Det gjorde romerne. Januar er opkaldt efter Janus eller Ianuarius, som ifølge den romerske mytologi var guden for al begyndelse. Så vidt vides har der ikke altid været en januar og februar måned, det skulle efter sigende først være noget, samme romere fandt på omkring år 700 f.Kr.

Før den tid havde kalenderen kun ti måneder. Vinteren havde man ladet være månedsløs, så året begyndte 1. marts. Vinteren var meget passende bare én lang ubestemmelig køre, livløs og ubehagelig.

Sakserne fandt et mere rammende udtryk for den januar, vi trækkes med i de nordlige egne. Men de levede jo også tættere på os end romerne.

De kaldte januar for ulvemåneden – altså en pendant til ulvetimen, som vi i dag kender som tiden inden aftensmaden, hvor børnene er sultne, umulige og besværlige, men som ifølge folketroen er den time før daggry, hvor mennesker er særligt udsatte for mareridt og kriser.

Januar er det kritiske punkt, hvor man skal begynde på noget nyt, og som bekendt er al begyndelse svær. En god taktik kan være at snyde muren af mørke ved at fæstne blikket på et punkt meget længere borte end budgettet, og hvor mange dage der er til fastelavn og anemonerne og forårets lyse trappetrin ind i sommeren og livet.

Man må gøre januar til håbets og længslens måned. For man kommer kun igennem den ved at længes og drømme sig et andet sted hen. Rejsebureauerne har deres travleste tid i januar, ikke kun fordi vi akut skal væk, men fordi vi tager forskud på sommerferiens glæder.

Den bestilte sommerferie kan man varme sig ved og komme væk fra kulden, der går gennem marv og ben. Om ikke andet så på papiret. I løfterige planer med masser af sol.

LÆS OGSÅVelkommen til årets værste dag

I januar må man være et andet sted. Om ikke andet så i tankerne.

I H. C. Andersens digt ’Januar-Maaned’ (en del af digtcyklussen ’Aarets tolv Maaneder’ fra 1832) handler det netop om også at se ud over januar, om at se alt det, der gemmer sig bag den: det grønne, spirerne, våren. Her blot nogle få strofer fra slutningen af digtet:

Saa talte Aaret. Tidens Aand udbrød:

»Og end Du græder, skjønt Du saae,

Hvordan der Liv bag Døden laae?

Aarhundredet, som Aaret, har

Jo først sin kolde Januar!

Kan alt i den dit Øie see

Det Grønne bag den hvide Snee,

Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,

Hvad Vaarens Kampe bringe maa.

Alt grønne Spirer Danmark har

Og Jorden Friheds Januar«