To gange på én uge har Københavns biskop nu måttet gribe ind over for de danske feltpræster i Afghanistan, som han har tilsynet med.

Først var der sagen om den aronitiske velsignelse, som lyder ved enhver dansk gudstjeneste, men som i hvert fald mindst én feltpræst i Afghanistan, Thomas Østergaard Aallmann, har udvidet med en gammel korsridderhilsen (knytnæveslag mod hjertet og V-tegn i udstrakt arm), der kan eller skal opildne soldaterne.

Historien kom vistnok frem for flere år siden via netmediet Avisen.dk, og Aallmann har selv beskrevet ritualet i sin bog ’Løvehjerter’, men da TV-avisen i søndags fortalte historien og viste den video med velsignelsen, som ligger på YouTube, udtalte hærprovst Thomas Hansen Beck:

»Det er jo bare at slå sig på brystet, alle har jo set det, det forekommer i for eksempel ridderfilmen ’Braveheart’, det er jo ganske harmløst. Det, man signalerer, det er, at I er i mit hjerte, og jeg tror, I vinder. Det ville være lidt tåbeligt at stå og sige som feltpræst, at jeg tror, I taber«.

Hærprovstens ubekymrede og drengerøvsagtige udtalelser sagde i sig selv noget om, at der er gået skred i den kirkelige kultur ude i felten.

Og biskoppen indskærpede straks, hvad han før har gjort sammen med sine kolleger, at Danmark ikke fører religionskrig i Afghanistan, og at kirken ikke råder over en særlig afghansk velsignelse ved siden af den aronitiske og den apostolske.

Men knap var dette gjort, før en ny sag fra felten dukkede op (atter i Avisen.dk): Den nuværende sognepræst i Frederiksstad og Bredsted i Sydslesvig, Victor Greve, deltog ifølge uddrag fra hans egen offentliggjorte dagbog i aktive kamphandlinger, da han var udsendt i 2010:

»Nu står jeg her som en anden soldat og forsvarer lejren med en karabin og håndgranater«, skriver pastor Greve f.eks. et sted.

Og et andet sted fortæller han om at være med helt fremme i front: »Jeg kravler op ad skrænten og løber hen imod pigtråden. Aktiverer lunten, og der begynder at springe små gnister fra lunten«.

Hvis ordene beskriver noget, der faktisk har fundet sted, har pastor Greve handlet i lodret strid med alle regler og konventioner. Forsvarets Auditørkorps har sat en undersøgelse i gang, og såvel Københavns biskop som Forsvarsministeriet og Kirkeministeriet kræver klarhed.

LÆS OGSÅVelsignelse af soldater er en obskøn dansk praksis

Men hærprovsten, den allerede nævnte Thomas Hansen Beck, udtaler til Kristeligt Dagblad: »Jeg har ikke kendskab til lignende sager, og jeg kan med 99 procents sikkerhed sige, at sådan noget ellers aldrig har fundet sted. Her i Danmark har vi et fantastisk retsprincip, der lyder, at man er uskyldig, indtil andet er bevist, så jeg synes, at moralisterne skal vente med at lade deres forargelse komme til udtryk«.

Der er noget, der skurrer. Og dét ganske uanset hvad de to nævnte feltpræster har gjort eller ikke gjort. Spørgsmålet til kirken er vel meget mere generelt: Er de danske præster i felten blevet en form for officerer med en bramfri hærprovst som deres umiddelbart overordnede og en irriterende skrivebordsgeneral, biskoppen hjemme i København, som øverstbefalende?

Både på Avisen.dk og på Facebook vrimler det med støtteerklæringer til pastor Greve fra soldater, som har været i Afghanistan. Daniel Steen Jensen skriver for eksempel:

»Det er fandme typisk, at der kommer sådan noget fra alle dem, der aldrig har oplevet, hvad det betyder at forsvare sig selv og dem ved sin side, og som bare sidder bag et skrivebord i lille DK, og mener de ved alt om, hvad det indebærer at være ude i fronten. De har slet ingen idé om, hvad en som Victor betyder for os, og bidrager til at vi kan løfte hovedet og gå ud igen den næste dag. Victor vi står alle bag dig hele vejen...!!«

Selv kan jeg sagtens forestille mig, at man egentlig ikke kan tænke meget anderledes, når man faktisk har oplevet krigen og vilkårene i Afghanistan.

LÆS OGSÅ Forsvarsminister om velsignelser: Præster må gøre, som de vil i felten

Derfor er det måske så meget desto vigtigere, at de kedelige kirkeledere hjemme ved skrive- og alterbordene i det fredelige Danmark tænker sig om og spørger sig selv, om ikke det i bund og grund er et officerskorps, de sender ud til Afghanistan snarere end en flok sjælesørgere?

En dansk præst i felten går med pistol (det gør engelske og tyske præster ikke). Den danske præst går i militærstøvler, kamuflagebukser, militærskjorte med skulderstropper, fuldt ornat. Kirken er en del af kampen, og kan det være anderledes?

Måske er biskopperne en flok naive civilister, moralister og forargede skrivebordsteoretikere, sådan som hærprovsten siger i sit djærve sprog derude fra kamppladsen.

Thomas Hansen Beck har prøvet det; han ved, hvad han taler om: Danmark er i krig, og kirken er med.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken