Set fra Teheran virker Vestens bestræbelser på at tvinge Iran til at opgive sit kernevåbenprojekt næppe særlig frygtindgydende. Snarere ubeslutsomt og ukoordineret.

I morgen skal EU’s udenrigsministre diskutere enkeltheder om de sanktioner, man i princippet er blevet enige om, bl.a. forbud mod import at iransk olie.

Forbuddet skal langsomt træde i kraft for at forhindre et prischok. Derfor skal der sikres alternative leverancer. Det gælder om at skade Iran mest muligt, men det skal skade vestlig økonomi mindst muligt. Sådan fører man ikke krig.

I hvert fald ikke hvis man vil maksimere sine muligheder for at vinde. Udenrigsministrenes anbefaling vil blive forelagt statscheferne, der skal mødes 30. januar.

Sanktionerne skal ifølge planen træde i kraft 1. juli. Så langsomt. Så langsomt.

LÆS OGSÅIran bevogter atomforskere efter attentat

For ikke at forskrække Teheran unødvendigt har EU’s superudenrigsminister, Catherine Ashton, sendt et brev til Irans atomhovedforhandler, Saeed Jalili, hvor hun opfordrer til forhandlinger.

Den sidste runde mellem Iran og de 5 plus 1, dvs. Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Kina og Rusland plus USA fandt sted i Istanbul sidste år.

Den blev afbrudt, fordi Iran krævede, at Vestmagterne skulle opgive sanktionspolitikken som betingelse for at fortsætte forhandlingerne. Iran har omgående grebet chancen, og sidste onsdag erklærede udenrigsminister Ali Akbar Salehi, at forhandlingerne »højst sandsynligt vil finde sted i Istanbul«.

For at øge forvirringen er Israel pludselig blevet mindre overbevist om, at katastrofen truer lige om hjørnet.

Mossads chef, Tamir Pardo, har i et lukket møde, hvori deltog 100 israelske ambassadører, sagt, at et atombevæbnet Iran ikke kan true Israels eksistens, og Israels forsvarsminister, Ehud Barak, kendt for at være tilhænger af et præventivt angreb på Iran, har netop erklæret, at denne mulighed ligger »langt ude i fremtiden« – »far off«.

Vesten ønsker helt klart at vinde tid for at udsætte det øjeblik, hvor man må se i øjnene, at tiden er inde til at træffe et valg. Enten må man opgive al bragesnak om ’røde linjer’, bag hvilke Iran må holde sig, medmindre det vil udløse et vestligt angreb, og acceptere Iran som nyt medlem af klubben, eller også må man gå i krig.

Iran ønsker også at vinde tid for at nå sit mål.

Der er således tale om sammenfaldende interesser, hvilket højst sandsynligt vil føre til en genoptagelse af de forhandlinger, der har været ført i de sidste otte år, uden andet resultat end at Iran har vundet tid, medens de 5 plus 1, først og fremmest USA, har brugt forhandlingerne som alibi for ikke at handle, medens tid var.

LÆS OGSÅEU vil lukke for iransk olie - til juli

Der er næppe tvivl om, at Ashtons opfordring til nye forhandlinger, samtidig med at EU gør sit bedste for at skrue bissen på og signalere, at nu er det alvor, er blevet læst som et svaghedstegn i Teheran.

Iranerne er klare over, at forhandlingerne i de sidste 8-10 år udelukkende har tjent Irans interesse i at vinde tid. De har trukket Vestmagterne ved næsen rundt i manegen i alle de år, og hvis de ikke har fået nok, så er de velkomne til en tur til.

De beroligende udtalelser fra de to israelere skyldes ikke, at Iran pludselig ikke udgør en eksistentiel fare, men hensynet til Israels forhold til præsident Barack Obama. De seneste israelske trusler om krig med Iran var synkroniseret med opinionsundersøgelserne om Obamas chance for at blive genvalgt.

På det tidspunkt, hvor det så allersortest ud for Obama, gjaldede de israelske trusler højest. Ministerpræsident Benjamin Netanyahu satsede på en republikansk valgsejr.

Nu da Obamas genvalg synes sikret, har Netanyahu lagt tonen om. En republikansk præsident ville muligvis have affundet sig med et israelsk angreb på Iran. Obama har ladet Israel forstå, at et angreb er imod USA’s interesser.

LÆS OGSÅJapan øger presset på Iran ved at reducere olieimport

Den amerikanske forsvarschef, general Martin E. Dempseys, besøg i Israel i disse dage har formodentlig sammenhæng med de forsonlige udtalelser fra Barack og spionchefen.

Israel tør ikke gå i krig uden USA. Og USA har travlt med at komme ud af Afghanistan og betale regningen på den trillion dollar, krigen i Irak har kostet. Økonomiske sanktioner, olievåbnet, som EU nu griber til, vil ikke knægte Iran, bl.a. fordi hverken Indien, Kina eller Japan, de største aftagere, er solidariske med Vestmagterne.

På gensyn til skinforhandlinger i Istanbul. De tjener i det mindste begge parters interesse, og velkommen i klubben.