Der er ikke længere så dejligt ude på landet.

Over 10.000 spøgelseshuse ligger øde og faldefærdige hen i Udkantsdanmark. Det eneste, der stadig passer ind i billedet fra H.C. Andersens eventyr 'Den grimme ælling', er, at storken »på sine lange, røde ben« må lære at snakke »ægyptisk«. For Danmark er igen ved at blive afhængig af energi udefra, ikke mindst fra de arabiske lande.

2012 markerer et vendepunkt, hvor Danmark igen bliver nettoimportør af energi og dermed igen kommer i lommen på autoritære petroregimer, som tilfældet var under oliekriserne i 70'erne.

LÆS OGSÅRealkreditinstitutter sortlister Udkantsdanmark: Nej til boliglån

Heldigvis har vi en udvej, en vej frem mod selvforsyning og ny uafhængighed.

Og hvad endnu bedre er: Energien ligger spredt ud over det ganske land, ikke mindst ude i de landkommuner, hvor »kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge«.

Omstillingen til vedvarende energi vil ikke alene kunne skabe grundlag for titusindvis af nye arbejdspladser, men de nye job vil også opstå i de landsdele, der er mest hærget af nedtur og arbejdsløshed.

Kombinationen af f.eks. øget brug af biomasse i den lokale kraftvarmeforsyning, etablering af kystnære vindmøller og opbygning af såkaldte SmartGrid-netværk vil i høj grad komme Udkantsdanmark til gode.

Den grønne tænketank Concito har beregnet, at en grøn vækstpakke vil kunne skabe op mod 77.000 nye arbejdspladser. Set i forhold til de næsten 200.000 job, der er forsvundet under krisen, er det ikke nok. Men trods alt et væsentligt bidrag til økonomien.

Danmark har enestående muligheder for at gå forrest i omstillingen, ikke mindst fordi vi tidligere har formået at skabe lokalt forankrede løsninger.

Grøn energi kan ses som videreførelse af andelsbevægelsen: Grundidéen er blandt andet at decentralisere selve forsyningsnettet - ved at husstande og virksomheder begynder at producere energi selv og samtidig kobles op på elnetværket som lokale leverandører og derved bliver i stand til at sælge overskydende strøm.

Spørgsmålet er dog, om de ideologiske modsætninger, der aktuelt udstilles i forhandlingerne om et nyt energiforlig, kan overkommes - til fordel for jordbunden snusfornuft. Lige netop omstilling til grøn energi rummer dog potentiale til at blive et godt eksempel på, at forskellige holdninger kan gå op i en højere enhed.

I demokratier er det som oftest kun muligt at træffe beslutninger, når flere partier forener vidt forskellige interesser.

Debatten om grøn energi er således præget af fire forskellige argumenter:

- Renere klima: Den økologiske del af græsrodsvenstrefløjen ønsker at mindske CO2-udledningen og forbruget af fossile brændstoffer, næsten uanset prisen;

- Nye vækstjob: Den sociale del af arbejdervenstrefløjen ser muligheder for at skabe job som erstatning for alle de arbejdspladser, der er forsvundet til Asien;

- Suverænitet: Den kulturkonservative del af værdikamphøjrefløjen vil øge Danmarks selvforsyningsgrad og mindske afhængigheden af landene i Mellemøsten;

- Innovation: Den merkantile del af handelshøjrefløjen vil hjælpe det etablerede erhvervsliv, som regner med at tjene gode penge på eksport af grøn teknologi.

Ingen af de fire argumenter kan overbevise et flertal af vælgerne alene. Men tilsammen udgør de en 'regnbuekoalition', der bør få politikerne til at handle.

Fraktionerne kan hver især finde på ideologiske markeringer, der ville fremme deres sag mere direkte: Økotyperne foretrækker, at energiforbruget sænkes radikalt; fagpamperne vil hellere have sat gang i anlægsprojekter, såsom motorvejsbyggerier; korsridderne vil bombe sig til lave energipriser, og købmændene ønsker som altid lavere skatter. Men samlet set ville alle parter have mest at vinde ved at gå sammen om en grøn vækstplan.

Foreløbig har Venstre dog valgt at blokere for et bredt forlig. Det gamle landmandsparti - som engang var rundet af højskole- og andelsbevægelsen - synes at have glemt både sin egen og Danmarks historie.

Omstillingen til den første industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet var båret frem af bøndernes lokale kamp for myndighed og selvforsørgelse.

LÆS OGSÅV-modstand mod energiplan giver ingen mening

Omstillingen til vedvarende energi her i det 21. århundrede handler om de samme grundlæggende værdier. Derfor virker det både historieløst og perspektivløst, når Venstre modsætter sig mulighederne for at skabe bæredygtig vækst.

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der formentlig er den danske regeringschef, som har mistet flest job på kortest tid, sidder dovent tilbage og siger: »For stor og for aparte«.

Venstres modstand mod et højere ambitionsniveau strider mod de socialliberale værdier, der var med til at opbygge en moderne og stærk samfundsøkonomi - fra stenbroen og ud til strandkanten. Det er trist, hvis et parti med tradition for at kæmpe for både nye job og liv i landdistrikterne, forpasser en historisk chance.

Omstillingen til grøn energi kan ses som en genopdagelse af den gamle andelstanke om myndighed og økonomisk selvforsørgelse

FACEBOOKBliv ven med Politiken