Efter at skatteminister Thor Möger i sidste uge fremlagde sine visioner for en ny skattereform, er der skabt røre i SF’s bagland.

Lørdag aften fik frustrationerne luft på partiets landsledelsesmøde.

Flere medlemmer af partiets inderkreds er bekymrede over den sociale profil, og en lokalformand beskriver sin mailboks som »fyldt op af mails fra medlemmer, som ikke længere vil være med i det politiske projekt«.

LÆS MERESF-ministers skatteplaner får blandet modtagelse af baglandet

Hvor det tidligere har været enkeltsager i stil med den opreklamerede nedsættelse af bus- og togpriserne, SF’s vælgere og medlemmer har måttet sluge, er der med planerne for skattereformen tale om et langt dybere og mere grundlæggende skift i selve partiets kurs og identitet.

Kodeordet er lighed, som pludselig er kommet bag i køen af SF’s overordnede dagsordner. At netop det begreb kan springe mellem hænderne, skal man bare tilbage til 2005 for at se.

Dengang røg socialminister Eva Kjer Hansen ud i et uvejr af stormstyrke, fordi hun sagde, at »uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet«.

Mögers plan er selvsagt ikke at gøre uligheden større, men at række de hårdtarbejdende danskere en hånd. Men fordi håndsrækningen ikke gælder folk på overførselsindkomster, er konsekvensen større ulighed.

SF har aldrig før været i regering, men de har en gang før smagt magtens sødme, og dengang gik det grueligt galt. Efter partiets kanonvalg i 1966 indtrådte SF i ’det røde kabinet’, hvor alle store initiativer blev afstemt med det socialdemokratiske regeringsparti. Og der gik præcis lige så lang tid, som der nu er gået med den nye regering, før problemerne tårnede sig op i SF.

Efter at SF’s egenrådige leder Aksel Larsen havde indgået kompromis om momsen, som partiet ellers havde været lodret imod, vendte partiets venstrefløj sig imod ham. Ved partikongressen i juni 67 blev hovedbestyrelsen sammensat på den måde, at langt de fleste var imod Aksel Larsen, og så var partiet i intern krig.

Det var en periode med revolutionær ånd, og det gryende ungdomsoprør rummede en tro på, at det var muligt at ændre verden, koste hvad det ville.

Over for det venstredrejede flertal i hovedbestyrelsen, der ønskede kompromiserne med Socialdemokratiet stoppet, stod Aksel Larsen næsten alene. På sin 70-års fødselsdag, som blev holdt i Odense Zoo, samlede han en håndfuld af de trofaste støtter, han havde tilbage.

Næste slag ville blive afgørende, og det kom til at handle om indefrysning af en dyrtidsportion. Partiets venstrefløj var imod, fordi det ville være for stort et slag i hovedet på de lavtlønnede. De stemte derfor imod og bragte regeringen i mindretal, hvilket fik Krag til at udskrive valg.

Socialdemokraterne græd tørre tårer, for valget blev også en måde at komme de uregerlige folkesocialisters indflydelse til livs på.

Fløjkrigen i SF havde tilmed resulteret i en ekstraordinær kongres blot et par dage efter udskrivelsen af valget, og her udvandrede den utilfredse venstrefløj og dannede VS. SF blev i det efterfølgende valg slået tilbage til start, og der skulle gå 44 år, før partiet igen fik så stor indflydelse, oven i købet som fuldtonet regeringsparti.

Meget er forandret siden. Det gælder ikke mindst partiets struktur. Den magtfulde hovedbestyrelse, som skabte problemer for det røde kabinet, blev nedlagt i april 2009 til fordel for en mindre og mere operationel landsledelse. Den, som i lørdags holdt møde. Nogen revolutionær ånd er ikke at spore i partiet, hvis top heller ikke når Aksel Larsen til sokkeholderne i egenrådighed.

Der bliver talt meget om, hvorvidt den nye regering er blå eller rød. Efterhånden begynder ’det lilla kabinet’ at tegne sig som et passende navn og langt mere mundret end den sprogligt set håbløse bogstavkombination S-R-SF. Den behagsyge farve lilla blev før i tiden forbundet med batikfarve og bleer, som frigjorte kvinder bandt om hovedet.

I dag kan en direktør snildt komme anstigende i lilla V-sweater, og den konservative blærerøv Mads Christensen har malet sin retro-Porsche lilla.

Hverken farvekoder eller lighed er, hvad de var engang. Heller ikke i SF, hvor der bliver indgået stribevis af kompromiser. Men denne gang kan idealisterne i SF’s bagland næppe kaste grus i maskinen. Også selvom et par af de mere fremtrædende er venner med Facebook-figuren ’Aksel Larsens spøgelse’.

SF har lært af historien, og selv hvis lokalformandens mailboks springer i luften, vil det ikke splitte partiet. Det vil nemlig i sidste ende være den lige vej til endnu mere ulighed.