Flere medlemmer af Flygtningenævnet har i ugens løb udtalt sig anonymt til dagbladet Information.

De har givet udtryk for, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) misbruger nævnet, når hun konstant gentager, at det er Flygtningenævnet og ikke hende, der beslutter, at de afviste irakiske asylansøgere skal sendes ud af landet.

Sagen er nemlig, at Flygtningenævnet kun kan give asyl til mennesker, der er individuelt forfulgte eller har lidt overgreb og hverken tager beslutning om udsendelse eller humanitær opholdstilladelse. Det er ministerens ansvar. Og hendes alene.

Ifølge Informations kilder er det især de medlemmer af Flygtningenævnet, som repræsenterer Advokatrådet, der er vrede over ministerens ansvarsforflygtigelse. Ingen af de kritiske røster stod åbent frem med deres kritik.

Det fik regeringens ordførere til at antyde, at de pågældende var upålidelige, for hvorfor ellers være anonym? Hvad er de bange for, som Venstres Eyvind Vesselbo med troskyldig mine spurgte i DR 2’s Deadline mandag aften?

Begrænset ytringsfrihed
Ja, hvad mon de er bange for? Kunne det tænkes, at de er bange for, at det vil gå dem, som det er gået præsten i Brorsons Kirke? Han udtalte efter rydningen af kirken, at han havde set kampklædt politi, da han mødte op i kirken en times tid efter aktionens begyndelse. Det skulle han ikke have gjort.

Da politiet gik til modangreb og offentliggjorde en 50 minutter lang video fra rydningen, hvoraf det fremgik, at betjentene var i skjorteærmer kunne integrations- (og kirke)ministeren triumferende kalde præstens forklaring »en fed løgn«.

Af videoen fremgår det imidlertid, at betjentene skiftede skjorteærmerne ud med kampuniform under aktionen.

Så mon ikke præsten vitterlig havde set betjentene i kampuniform? Kunne det tænkes, at advokaterne i Flygtningenævnet nødig ville dele skæbne med præsten og af deres øverste chef i fuld offentlighed få at vide, at de er fulde af løgn?

Eller frygter Flygtningenævnets medlemmer, at det skal gå dem, som det er gået den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, hvis kritiske bemærkninger Pia Kjærsgaard (DF) mente var »skadelige« for hans tidligere arbejdsplads PET, hvorefter justitsminister Brian Mikkelsen (K) indskærpede, at Bonnichsens ytringsfrihed var begrænset.

Forpligtet til kritik
Eller frygter de kritiske advokater ganske enkelt at havne på en berufsverbotliste, sådan som det gik den tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Morten Kjærum allerede i regeringens første dage?

Eller som det senere gik biskop Kjeld Holm og Nævnet for Etnisk Ligestilling, nemlig at regeringen til overflod afskaffede både formanden, Holm, og nævnet for at kvæle en eventuel kritik fra deres side.

Selvfølgelig er de da bange, medlemmerne af Flygtningenævnet, og det er derfor de optræder anonymt. Hvis ikke Eyvind Vesselbo repræsenterede et regeringsparti, ville han som vi andre høre den ene historie efter den anden fra styrelser, råd, nævn, uddannelsesinstitutioner osv., fortalt lavmælt og frygtsomt. Historier om vink med vognstænger og slet skjulte trusler, om selvcensur og bekymring for karrieren.

For sidder man på en offentligt finansieret stol inden for et område, der har regeringens og Dansk Folkepartis ideologiske bevågenhed, skal man være varsom med kritikken for øjeblikket. Og det er ikke alene ubehageligt for dem, det går ud over, det er simpelthen gift for enhver offentlighed i et demokratisk land.

Embedsmænd og forskere, eksperter og nævnsmedlemmer har alle en forpligtelse til at kritisere det, de på deres faglige grundlag måtte finde nødvendigt at kritisere.

Det er hele kernen i demokratiet, at der findes en kritisk offentlighed – og ikke kun i medierne.

Det gælder ikke mindst på kontroversielle områder som udlændingepolitikken. For hvis kritikken forstummer, er der ingenting, der kan blive bedre.