Ugens store sag i både medier, ministerier, forsvarskommando og byret blev som bekendt konflikterne om bogen ’Jæger – i kamp med eliten’.

Politiken bidrog til debatten ved at trykke hele bogens tekst i onsdagsavisen. Men der er meget andet og mere på spil, end hvorfor vi gjorde det, og om det var klogt, relevant eller lovligt.

Sagens udgangspunkt er forsvarets ønske om et fogedforbud mod et forlag. »Bogcensur« er, som Berlingske Tidendes chefredaktør rigtigt skrev i søndags, et ikke mindst i dansk sammenhæng »ekstremt skridt«.

Men forsvarets forsøg på at bremse bogen ved blot at henvise til rigets sikkerhed viste sig – fogedforbud eller ej – at være helt urealistisk.

»De tider er forbi, da man med en retsafgørelse kunne sætte en prop i informationsstrømmen«, som Jyllands-Postens lederskribent så præcist formulerer det, netop den dag, hvor Politiken udkom med hele manuskriptet.

Ingen opbakning
Desværre valgte både JP og Berlingske, fra den dag hvor Politiken havde stillet bogen til rådighed for hele offentligheden og dermed rejst det grundlæggende spørgsmål om mediernes og forsvarets forskellige roller i et krigsførende land, at koncentrere sig om at udvise påtaget, eller i hvert fald grundløs, forargelse i anledning af vores initiativ.

Lidt småt, men ikke mere om det.

Herbert Pundik, der har mange års erfaring fra sit andet fædreland, Israel, med hvordan forholdet mellem forsvar og medier er og bør være, løftede i går på denne plads diskussionen op på det niveau, hvor den hører hjemme.

Han gjorde opmærksom på, at generaler i sagens natur lyver og hemmeligholder forhold, og at det kan ske både af gode og dårlige grunde.

LÆS ARTIKEL Pundik: Generaler lyver altid over for pressen

Med domstolene i baghånden
Det drejer sig om, at parterne kender deres roller, og respekterer dem, trods de uundgåelige små og store interessemodsætninger i det daglige.

Forsvaret må acceptere at blive set efter i kortene, og ikke kun, når det er bekvemt, men også, når det kan være skadeligt på kort sigt.

Alternativet er, at dårligdommene bag hemmelighedskræmmeriet vokser sig så store, at det skader samfund og værdier endnu mere.

Omvendt er der situationer, hvor hensyn til soldaternes sikkerhed her og nu gør, at medierne må udvise stor tilbageholdenhed. Vi har domstolene i baghånden, hvis enderne ikke kan mødes.

Holder tand for tunge
Men i et samfund med både frihed og internet kan domstolene jo ikke løse det grundlæggende problem, at nyhedsstrømmen, som Jyllands-Posten konkluderede i samme gode leder, »i dag på godt og ondt er uregerlig«.

Der må en konkret dialog til.

Jeg har selv for små to år siden været i Afghanistan sammen med den daværende forsvarschef for at besøge de danske soldater i Kabul, Helmand og Kandahar.

Det var en spændende og lærerig tur, men jeg drømte naturligvis ikke om ikke at tage de hensyn, forsvaret bad mig om.

På samme måde må vores reportere acceptere ikke at kunne sende hvad som helst hjem når som helst, når præcise oplysninger om, hvilke patruljer der er på vej ud hvor, jo helt åbenlyst har interesse for fjenden.

Det er de nemme tilfælde. Ligesom forsvaret jo heller ikke ville drømme om at blande sig i, hvilken mening om krigen Politiken udtrykker.

LÆS ARTIKEL Advokat: Taleban skal ikke læse med

Ønsker offentlig dialog
Hvor i den store mellemzone mellem disse to overskuelige eksempler befinder vi os i den aktuelle sag? Kritikere af Politikens disposition har med meget store bogstaver gjort gældende, at vi umuligt kan være 100 procent sikre på ikke at gøre skade.

Problemet er naturligvis, at 100 procent sikkerhed for ikke at gøre nogen form for skade kun opnås ved slet ikke at skrive om krigen. Men så er risikoen for, at den føres forkert, overhængende.

LÆS ARTIKEL Tøger Seidenfadens svar til forsvarschefen

'Jæger'-bogen handler om flere år gamle begivenheder. Hvis bogen direkte eller indirekte omhandler problematiske dispositioner, kan den stadig være konkret kontroversiel og ikke blot en principsag i pressefrihedens perspektiv.

I sidste instans må forsvaret tale med os om, hvad de ser af problemer, ligesom vi må overveje at inddrage dem, hvis vi sidder inde med sprængfarlige oplysninger.

Den uundværlige dialog om den nødvendige balance kan ikke i længden foregå bag dobbeltlukkede døre i byretten – længe efter at den mulige skade er sket.