De færreste fik øje på visionen i Lars Løkkes åbningstale.

Men det ændrer ikke ved, at han stadig står over for en bovlam opposition.

Otte år efter 2001 hører det stadig til sjældenhederne, at oppositionen kan samle blot et enkelt mandats flertal i meningsmålingerne.

Og det på trods af, at Danmarks BNP er faldet med 7-8 procent på et år, og at de fleste økonomer forventer en arbejdsløshed i 2010 på mellem 150.000 og 200.000 mennesker.

Regeringen har samtidig valgt at opstille en gavebod til sig selv og vælgerne i form af SP-pengene, og gennemført skattelettelser, der gør det langsigtede hul i statsfinanserne endnu større.

Alt i mens de offentlige investeringer, og de strukturreformer, der kunne have en effekt på krisen på kort og langt sigt, ikke er på dagsordenen.

Oppositionens trumfkort
Årsagen til oppositionens problemer er velkendt. S og SF har valgt en kombination af frontforkortning og tilpasningsstrategi, der ikke efterlader mange områder at være i opposition på.

Man har for længst opgivet værdi- og udlændingepolitikken, men samme accept af regeringens politiske dominans gælder også for sikkerhedspolitikken og skattepolitikken.

Socialdemokraterne var vist nok imod skattelettelserne, men jeg har ikke hørt dem sige særlig højt, at de skal rulles tilbage.

Tilbage bliver sundhed og miljø, områder, hvor det er allernemmest for regeringen at byde over med en mere eller mindre reel milliard eller to, når slaget skal slås.

S-SF-oppositionen har to umiddelbare trumfkort. Det første er forsvaret for velfærden, det andet er den økonomiske krise. Det første er formentlig et reelt aktiv. Men positionen er rent defensiv.

Mon ikke mange danskere ved, at både krisen og befolkningsudviklingen kræver forandringer, og er passivt forsvar for alle goder for alle nok til at få de afgørende midtervælgere over i rød blok?

Det andet trumfkort er den økonomiske krise og regeringens åbenlyse forsømmelser i den forbindelse. Vi har ikke længere en ’bomstærk’ økonomi, og regeringen har en stor del af ansvaret for, at finanskrisen har ramt os så hårdt.

Et borgerligt Europa
Men før S og SF lægger sig fast på en strategi, der går ud på, at den økonomiske krise i sig selv vil sikre dem valgsejren, gør de klogt i at kaste et blik ud på det øvrige Europa.

I land efter land har vi set, at finanskapitalismens krise, bankdirektørers åbenlyse grådighed og inkompetence, og det store produktionsfald, langtfra har givet venstrefløjen en automatisk fremgang.

Tværtimod har vælgerne i en række tilfælde foretrukket de siddende borgerlige politikere.

Skyldes det alene diverse venstrefløjspolitikeres mangel på talent? Eller er der snarere tale om en naturlig følge af de store forandringer i de europæiske befolkningers levevilkår og mentalitet, der var grunden til den revision af gamle dogmer, Socialdemokraterne selv gennemførte i 1980’erne og 90’erne?

Er realiteten ikke, at vi har fået amerikanske tilstande, i den forstand at de færreste europæere forstår sig selv som medlemmer af en arbejderklasse, eller som tilhørende en undertrykt masse, der bør reagere på krisen med fejende røde faner og store demonstrationer?

De fleste ser sig selv – trods økonomisk usikkerhed – som middelklassemennesker, der selv om de har mistet det halve af deres pensionsopsparing eller friværdi alligevel satser på, at det er en borgerlig politiker, der er bedst egnet til at redde resten.

S og SF må træde i karakter
Hvis frontforkortning og gamle trumfkort ikke duer, så er der kun én mulig vej frem for oppositionen, og det er at træde i karakter som opposition.

Regeringsalternativet må over en bred kam fremføre skarp og saglig kritik af regeringen – og demonstrere, at de har en bedre politik.

På alle områder. Og hvad enten den underliggende forskel nu er stor eller lille. Hvis ikke de selv tror på, at de er bedre over hele viften af emner, hvorfor skulle vælgerne så gøre det?

Fatter oppositionen det, kunne det endda være, at dansk politik kom til at handle om andet end de stadig mere ubehagelige lunser, som Dansk Folkeparti skal fordres med.