Lad gå, at vi har præster, som ikke tror på Gud. Det er da rummeligt.

Men at vi har præster, der terroriseres ud af deres eget hjem, bør ikke være dansk. Det er i hvert fald ikke rummeligt.

Og Dansk Folkeparti bør ikke have monopol på at råbe op. Vi bør alle protestere.

Vi bør også råbe op, når politiet ikke tør komme på Christiania. Når TV 2 får ødelagt en optagevogn ude i byen. Når brandvæsenet udsættes for trusler ved udrykning.

Når et kommunalt ungdomshus monopoliseres af ’autonome’. Når rockere og bander terroriserer.

Vi skal blande os
Der er flere tendenser i spil. Den ene tendens er, at forskellige grupper med variationer af vold sætter sig på hver deres del af byen.

Den anden tendens er, at vi andre – ’samfundet’ – trækker på skuldrene. Det gør vi ikke klogt i.

Historierne kommer spredt. Men de tegner et mønster.

På Christiania blev en tysk forfatter overfaldet og frastjålet sit kamera – politiet afviste at hjælpe og sagde nej tak til, at han ville udpege overfaldsmanden i Pusher Street.

I Tingbjerg er præsten blevet mobbet, chikaneret, ramt af indbrud og råt og brutalt presset ud af sit hjem.

På Jagtvej tyranniserede de autonome sig til et ungdomshus, hvor alle unge ikke var velkomne. I flere kvarterer melder brandfolk, at udrykningsbiler bliver udsat for stenkast.

Og lige nu forsøger rødder og rockere at tage magten over gader og gyder.

Betjente hører ikke hjemme i en andegård
Det er for nemt at kræve mere politi. Formentlig er det også forgæves. Og det er vel heller ikke drømmen om Danmark, at der skal stå betjente på alle gadehjørner.

Det er hyggeligt nok, at politiet er på plads, når en andemor skal over gaden med sine ællinger. Men vi burde selv kunne sørge for, at gaden er tryg.

Christiania viste vejen, da ’fristaden’ i 1980’erne vendte ryggen til hård narko. Det lykkedes sådan nogenlunde ved socialt sammenhold – ved at naboer og venner og familie selv tog affære.

Hvis christianitterne ville, kunne de også vende ryggen til hash og beskytte en turist mod at blive overfaldet. Hvis borgerne i Tingbjerg ville eller turde, kunne de på samme led beskytte en præst mod pøbel.

Og så videre.

Vi har vænnet os til volden
Problemet er ikke bare, at politiet er for talsvagt. Nej, der er to andre problemer. Det ene problem er, at venstrefløjen lader det være reaktionært at gå imod voldsmændene, skønt det burde være progressivt at insistere på en åben by.

Det andet problem følger lige i hælene – nemlig, at vi vænner os til, at der er visse områder, vi skal holde os fra.

Vi har for længst vænnet os til, at fidusmagere og rockere bestemmer på Christiania. Vi har besindet os på, at en udrykningschauffør kan få en sten i nakken.

Vi har taget til efterretning, at visse politikere må holde sig fra visse gader. Vi ignorerede, at autonome tog magten over Jagtvej 69.

Og vi synes måske også, det er bedst, at præsten i Tingbjerg finder sig et andet sted at bo.

Vi skal ikke finde os i det!
Må man høfligst foreslå en anden holdning: Vi skal ikke finde os i det! Vi skal insistere på, at Danmark holder åbent overalt og altid, dag og nat!

Vi skal ikke vende ryggen til vold og lovløshed – tværtimod. Vi skal insistere på, at Danmark er trygt. Vi vil ha’ fri adgang overalt, også med et kamera.

Og vi vil alle kunne bo alle steder, også folks præster.

Det begynder ikke hos politiet. Det begynder i familien, hos venner og kolleger, naboer og genboer. Alle de unge i Tingbjerg, på Christiania eller på Nørrebro har vel slægtninge, kammerater, folk omkring sig.

Der er brug for socialt pres og en arm om skulderen på rødder, der er kommet for langt ud. Christiania har brug for at gentage sig selv, og vi andre har brug for at lære af Christiania – ikke det, der er, men det, der var.