Der er stadig spøgelser i Europa.

Her 20 år efter Berlinmurens fald er vores eget lokale kommunistspøgelse tilmed på vej til magten: Han hedder Ole Sohn – manden, der var DKP-formand, da alle andre for længst havde erkendt Østblokkens moralske fallit.

SF’s nuværende gruppeformand fratrådte først som formand for Danmarks Kommunistiske Parti, da Sovjetunionen var endegyldigt kollapset.

Inden da fik Ole Sohn flere gange placeret sig klart og utvetydigt på den forkerte side af grænsen mellem demokrati og totalitarisme.

Mens unge aktivister risikerede liv og lemmer ved demonstrationer i den ene ende af Berlin, stod Ole Sohn i den anden ende og hyldede DDR på regimets 40-års fødselsdag – sammen med bl.a. den rumænske despot Nicolae Ceausescu, den polske militærdiktator Wojciech Jaruzelski og DDR’s egen tyran, Erich Honecker.

Skønt Ole Sohn internt var i opposition til de mest hardcore betonkommunister, der forherligede Stalin, stod han som DKP-formand på den forkerte side af Muren, da fløjlsrevolutionen brød igennem.

Han har ganske vist skrevet historiske værker om kommunismens forbrydelser og millioner af ofre, men Sohn har endnu ikke taget initiativ til et selvopgør om sin rolle i den totalitære fascination. Foreløbig har han kun skrevet om de andres liv.

Siden 1989 er Sohns nye parti, SF, rykket væk fra idéernes sfære og tættere på regeringskontorerne. Derfor stilles nu andre krav til de måske kommende ministre.

»Sohn-syndromet«
Bevægelsen fra autoritær kommunisme til demokratisk folkesocialisme følger et historisk mønster, der begyndte, da Aksel Larsen stiftede SF i 1959.

Opstanden i Ungarn i 1956 blev startskuddet, som skærpedes af det korte forår i Prag i 1968. Ole Sohn står alligevel som en undtagelse.

Som pendant til ’Pittelkow-syndromet’ opfandt den tidligere redaktør på Information Flemming Kyed tilbage i 1990’erne betegnelsen ’Sohn-syndromet’ til folk, der formår at »skabe sig en levevej på ruinerne af kommunismens sammenbrud«.

Ligesom den svenske forfatter Jan Guillou tjente penge på at sælge hemmelige oplysninger til KGB, har Ole Sohn skabt en karriere på kommunismens kollaps.

På sit eget forlag udgav han f.eks. sidste år krimien ’Caruso synger ikke mere’ af den (øst-)tyske forfatter Cora Stephan. Sohn havde imidlertid glemt at fortælle hende om sin fortid som DKP-formand frem til 1991.

Som antikommunist brød hun sig bestemt ikke om Ole Sohns skiftende kasketter: »Hvis jeg havde vist det, havde jeg nok sagt, at det ikke passer sammen med min bog«, sagde Cora Stephan til Information – og fik dermed fremprovokeret en af de få offentlige refleksioner fra Ole Sohn om tiden som DKP-formand.

Ellers har han ikke villet udfolde sig om emnet:

»Jeg arbejdede i den grad på at ændre DKP’s politik. Men ting tager tid, når man er formand. Det her, det tog så fire år. Men det lykkedes også, kan man så sige«, sagde Sohn og henviste til det ubestridelige faktum, at Berlinmuren faldt, mens han stod i spidsen for centralkomitéen i Danmark.

På tide at konfrontere fortiden
Forestillingen om, at fløjlsrevolutionen skulle være brudt igennem på grund af kritiske kommunister her i Vesteuropa, er imidlertid absurd.

At tanken overhovedet kan cirkulere i den offentlige debat, er et tegn på, at den autoritære del af venstrefløjen ikke har gjort op med deres mørke fortid:

For de millioner af mennesker, der levede indespærret bag mur og pigtråd, var partibosser som Sohn en del af problemet, bestemt ikke af løsningen.

Politikere behøver ikke angre alt og piske sig selv offentligt med tidsler, når de bliver klogere. Demokratiseringen af venstrefløjen er et historisk gennembrud.

Men det sætter et spørgsmålstegn ved SF’s officielle idealer om åbenhed, når partiets ekskommunistiske gruppeformand ikke tør konfrontere fortidens fascination af den autoritære totalitarisme.

Sohn-syndromet er ikke fortid i dansk politik. Med Sohn som symbol har den del af venstrefløjen – der ikke allerede under den kolde krig tog afstand fra Moskva – undladt at konfrontere fortiden.

De tidligere DKP’ere, der fortsat er aktive, som Ole Sohn og Enhedslistens Frank Aaen har overladt hele debatten til mccarthyister.

Ligesom Jan Guillou nu føler sig tvunget til at fortælle om sin skumle KGB-fortid, er det også tid til, at Ole Sohn selv beretter oprigtigt om sin egen lyssky rolle bag Jerntæppet. Før næste regeringsskift.