Arnold Schwarzenegger, alias ’The Governator’, den grønne superhelt fra Californien, står som et bedre forbillede for USA, end præsident Barack Obama gør:

Steroidmanden er allerede godt i gang med at nedbringe CO2-udslippet til 1990-niveauet, mens Obama stadig kun taler om svage reduktionsmål, foreløbig en reduktion på 17 procent fremme i 2020 i forhold til 2005-niveau.

Som ved en begravelse vil landets kirkeklokker bimle løs, når præsident Obama om 11 dage vender tilbage til København for at bede en håbefuld bøn for en bedre verden – på uforpligtende afstand af realitetsforhandlingerne en uge senere.

Klodens mægtigste mand har næppe noget nyt med sig, og de tomme kirker vil sætte scenen for den værdipolitik, som klimaet har udviklet sig til. Selv EU lever kun op til målsætningerne fra Kyoto ved at købe på kredit i de fattige lande. Vestens CO{-2}-udledning er steget 2 procent i de senere år.

Debatten er shanghajet af præster, reklamefolk og wellness-guruer, der snakker om individuel frelse og politisk forbrug, men som aldrig kunne drømme om at gribe forstyrrende ind i verdens gang. Konsekvensen er, at CO2-udledningen fortsætter som ’business as usual’; som om alt er godt, hvis vi har det godt.

Siden 1990 har Danmark kun reduceret CO2-udslippet – her på hjemmefronten – med sølle 4 procent, eller hvad der svarer nogenlunde til, hvad USA foreløbig har lovet at gøre frem mod 2020. FN’s Klimapanel vurderer ellers, at de rige lande skal reducere med 30-40 procent inden 2020, hvis temperaturstigningerne skal holdes under 2 grader. Foreløbig har Vesten kun forpligtet sig på lidt over 11 procent.

Danmark er blandt de største forurenere
Forestillingen om Danmark som et grønt foregangsland er et hyklerisk selvbedrag. Siden Connie Hedegaard (K) blev udnævnt til klimaminister, og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) pludselig skiftede farve som en anden kamæleon, har danskerne ikke for alvor ændret adfærd. Danmark hører stadig til blandt verdens største forurenere målt pr. indbygger. Danmarks sorte kulkraft er blevet hyldet ind i en tåge af grøn retorik, blødsøden salgssnak og pr-kampagner.

Verdens sande tilstand viser sig ved, at Connie Hedegaard nu rykker ned til en kommissærpost i Bruxelles, der ikke har større strategisk tyngde. Selv om Hedegaard muligvis står til at overtage dele af miljøområdet, vil hun ikke få ansvaret for det afgørende energiområde.

Og energipolitikken er og bliver den reelle slagmark for klimapolitikken. Hvis energiforsyningen og kvotesystemet for CO2-forbrug ikke snart ændres her i Europa, vil det fortsat ikke betyde noget, hvordan de enkelte borgere opfører sig i hverdagen.

EU’s kvotesystem har indtil videre spillet fallit ved ikke at påvirke prisen på CO2-forurening. De absolutte kvoter betyder, at den enkelte forbruger ikke selv kan påvirke den samlede CO2-udledning. Derfor er der brug for en radikal reform af den europæiske energi- og klimapolitik, så borgernes adfærd påvirkes mærkbart.

Fremover vil Hedegaard fortsat skulle nøjes med at tale om, hvad andre bør gøre. Det er ikke meget actionhelt over hende. Imens kan den nye klimaminister, Lykke Friis (V), forsøge at gøre alvor af ordene – og fremlægge en konkret plan for, hvordan Danmark kan blive uafhængigt af fossile brændstoffer inden 2040.

Selv om det næppe er sandsynligt, kan man håbe, at skiftet fra en konservativ til en liberal minister betyder, at den danske klimastrategi vil føre til et skifte fra den bløde værdipolitik til hårdere initiativer.

Glem alt om aflad: Klimapolitik handler om klassisk fordelingspolitik, hvor politikere må gå forrest på samfundets vegne og fordele ressourcerne, så borgerne får en direkte tilskyndelse til at ændre adfærd.

Midlet er enkelt: Enhver udledning af CO2 og andre drivhusgasser skal beskattes så effektivt, at klimaneutrale alternativer bliver attraktive. I den virkelige verden er det jo ligegyldigt, om folk har god eller dårlig samvittighed, når de bevæger sig rundt – blot de gør det bæredygtigt.

Heldigvis ser kineserne ud til at rykke nu. Med gårsdagens udmelding om at ville sænke CO2-udslippet med over 40 procent af den forventede udvikling inden år 2020, handler Kina håndgribeligt.

Mens de vestlige antihelte taler og taler om verdensfjern værdipolitik, er de kinesiske superhelte gået i gang med at redde kloden. Den historiske materialisme slår tilbage.