Jeg bliver vanvittig. Hvem i alverden har fået den absurde idé, at telefoner og computere, mail og sms’er altid skal have førsteprioritet?

Det bimler og bamler uafbrudt. En eller anden hævdede, at alt det nye elektroniske grej skulle gøre vore liv lettere. Hvorfor i hede hule samtalekøkken får det så lov at tyrannisere vores liv? Ødelægge møder og måltider? Forstyrre rejser og oplevelser? Afbryde arbejde?

Det er jo fuldstændig flimrende idiotisk, at en hvilken som helst samtale kan afbrydes af, at en telefon begynder at kime i ubegribelige syntetiske toner. Det er ikke alene forstyrrende, ikke alene stressende, men ufattelig uhøfligt at gribe ud efter den hysteriske knogle og lade sin kollega, sin elskede eller kassedamen forstå, at de kommer i anden række.

Det ku’ jo være noget vigtigt?

Virkelig?

Ja, måske har man vundet en million. Måske er det en invitation til dronningen. Måske, måske, måske.

Sludder. Hvor mange telefonsamtaler, sms’er og mail får vi om liv og død – med krav om handling nu, nu, nu?

Det kunne jo være vigtigt
Vi er alle sammen ved at blive vanvittige. Det er ikke alene vanvittigt, at telefoner bimler og bamler i biografen, men også at telefoner inviteres med til bords, med i toget, med i sengen. Hvor hyggeligt er det lige, at suppespisning, sex og samtale til enhver tid kan afbrydes af selv det mest idiotiske telefonapparat?

En sms. Det kunne jo være vigtigt.

Virkelig?

Jobannoncer efterlyser altid et fleksibelt sind. Hvornår forventes nye kolleger at ku’ slukke for en telefon? At kunne lade mobilen være? At kunne prioritere besvarelsen af mail og sms’er?

Hvorfor skal et hvilket som helst stykke arbejde kunne afbrydes af et hvilket som helst opkald? Hvorfor forventes mail besvaret hurtigere, end en hane kan gale? Hvordan pokker kan så lidt som lyden af en sms få selv de klogeste, rareste og mest koncentrerede mennesker til at blive fjerne i blikket og gribe efter deres mobil? Uanset om de sidder i en snak med deres gode ven, naboen? Uanset om de står i kø hos købmanden? Uanset om de faktisk var i gang med noget af betydning?

Javel, det kunne jo være vigtigt?

Virkelig?

Fem nytårsfortsæt
Hvordan djævlen er den mand nogen sinde blevet chef, som forleden i S-toget talte om de medarbejdere, han skulle bruge formiddagen på at fyre? Hvem gider være kæreste med den gimpe, som underrettede en veninde om sit privatliv fra bussen? Hvem gider overhøre kammeratens snak med konen fra toilettet ved siden af?

’Lige et øjeblik’ er et refræn ved selv de hyggeligste middage. Så må samtalen vige, for hellere ha’ mulighed for at spørge, ’må jeg ringe tilbage senere’, end at sætte det utålelige apparat på lydløs og autosvar fra starten.

Ikke alene træller vi for apparater, som skulle tjene os. Vi kaster også al diskretion og alle sanser for det private over bord. Alle samtaler om al ting kan føres alle vegne – på cykel, under frokosten, i skiliften, til personalemødet, i rutebilen.

For måske er det vigtigt.

Tror vi selv på dén?

Derfor fem nytårsforsæt for 10’erne:

Forsæt nummer ét: Ingen god samtale skal afbrydes, fordi en sindssyg telefon kimer. Ringer tilbage – senere.

Forsæt to: Ud med telefonerne ved møder, under måltider og på rejser – også ved sammenkomster med vores bedste kolleger, vores familie, vores venner. Hvorfor? Netop fordi de er vores kolleger, vores familie, vores venner.

Forsæt tre: Hellere én god samtale end ti ligegyldige sms’er.

Forsæt fire: Ingen computer bliver inviteret med til bords, i stuen, på ferie.

Forsæt fem: Mail skal ikke tro, de er noget. Én ting ad gangen. Der er svar, når der er tid. Hvorfor? Netop for, at vi ikke skal blive vanvittige.