Israels forsvarsminister, Ehud Barak, har i en briefing til Knessets udenrigsudvalg funderet over, hvad der kommer først i Iran: atombomben eller en revolution imod det islamiske regime.

De to ting er ikke blot kædet sammen i den israelske debat, men også i virkelighedens verden, selv om bomben næppe er så nær, som israelske efterretninger vil vide, og revolutionen heller ikke en umiddelbar mulighed. Men det helt nye er, at regimets fald ikke længere er utænkeligt.

Barak anklagede »den frie verden« for at optræde alt for eftergivende over for det iranske regime. Samme kritik er kommet fra oppositionelle i Iran, men de er tilsyneladende blevet mere tilfredse med vestlige reaktioner på de seneste dages blodsudgydelser.

Barack Obama har udstedt den hidtil hårdeste fordømmelse af regimets vold siden Mahmoud Ahmadinejads tvivlsomme genvalg i juni. Obama har tidligere opfordret parterne til kompromis, men i sine udtalelser tirsdag valgte præsidenten klart side: »Verden ser med stor beundring på det iranske folks mod og overbevisning, der er en del af Irans store og varige civilisation«.

Sammen med Obama kan vi håbe på, at »historien er med dem, der søger retfærdighed«. Og Obama brugte igen malende og rammende formuleringer som »brutalitetens jernhånd«.

Regimets vold overskygger
Obama er kritiseret for at sætte dialog med det iranske regime om dets atomprogram højere end iranernes menneskerettigheder. Den kritik er ikke retfærdig. Han gjorde tidligt i forløbet opmærksom på USA’s problematiske fortid over for Iran med amerikansk hjælp til kup imod en demokratisk valgt regering i Teheran og assistance til shahens undertrykkelse.

På den baggrund indså han, at hård kritik fra USA kunne bruges af regimet i Teheran, der nød godt af den historiske skepsis i befolkningen over for USA’s intentioner. Men regimets vold overskygger nu den historie blandt iranerne.

Regimet bruger Obamas seneste udtalelser til at kalde ham lige så slem som forgængeren, George W. Bush. Men fra Teheran lød i går toner, der må kaldes højrøvede tegn på en vis eftergivenhed. Det er Iran, der sætter tidsfrister for USA og ikke USA for Iran, lød det.

Irans udenrigsminister Manouchehr Mottaki sagde til nyhedsbureauet Mehr: »Vi har givet USA udsættelse, og vi har fastlagt tiden. Det ved de«. Hvis Vesten tager »kloge beslutninger om salg eller bytte af det nødvendige atombrændstof, vil vi imødekomme det«, sagde Mottaki.

Det kan vel være endnu et forsøg på at købe tid, før USA’s tidsfrist udløber torsdag. Men det kan også være et forsøg på at få et kompromis til at ligne en iransk sejr. Oprøret i Iran har grebet forstyrrende ind i atomforhandlingerne. Kompromisernes tid er formentlig forbi, når det gælder Irans interne opgør.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, forpassede chancen lige efter præsidentvalget for netop at vise sig som den øverste leder for alle iranere. På daværende tidspunkt valgte han våbenmagt frem for kompromis, og han vil efter alt at dømme opfatte en udstrakt hånd til oppositionen som svaghed. Og det ville oppositionen givet også.

International dialog er nødvendig
Tiden for kompromis er imidlertid ikke forbi, når det gælder omverdenen, og et sådant kan kun gavne oppositionen. I lyset af at USA har sat en deadline ved årsskiftet for eftergivenhed fra Iran, der ellers vil få meget hårdere økonomiske sanktioner at føle, er der meget lidt dyrebar tid til at forhindre krisen i at løbe endnu mere ud af kontrol.

Presset imod regimet indefra vil fortsætte. I Irans gader er situationen ude af kontrol. Men fortsat international dialog om atomprogrammet er nødvendig, netop fordi den dialog gavner det iranske civilsamfund, som regimet ikke vil gå i dialog med.

Det nye klare forsvar for oppositionen må fortsætte, men hvis Vesten afbryder dialogen, vil det kun forværre en isolation, der skader samme opposition. Og at bombe Iran, som Israel stadig kan tænkes at gøre, vil være bomber imod oppositionen og rykke en iransk atombombe nærmere.