I sidste uge udkom bogen ’Eliternes triumf – da de uddannede klasser tog magten’.

LÆS ANMELDELSE Debatbog kopierer amerikansk klassiker

I den anledning sagde bogens forfatter, Lars Olsen, her i avisen, at vi i Danmark har et stort demokratisk problem, fordi de veluddannede akademikere har sat sig på magten.

Politikerne er akademikere ligesom deres rådgivere og embedsfolk. Akademikerne gifter sig tilmed med hinanden, bor de samme steder og har ingen indsigt i, hvordan maskinarbejderen og pædagogen lever.

Med andre ord de bedrestillede tager afsæt i deres egen livssituation og verdensbillede og ignorerer fuldstændig, at andre mennesker lever under andre vilkår.

Tvivlsomme argumenter
At der uddannes flere akademikere i dag end tidligere er ubestrideligt. At de besætter posterne i embedsapparatet er også helt rigtigt. Men det har de altid gjort.

At der er kommet flere led af rådgivende akademikere til er også rigtigt. Men at påstå, at politik af den grund er blevet en mere elitær affære, og at politikerne har mistet kontakten til folket, er mildest talt tvivlsomt.

For det første er Olsens præmis om, at man kun kan repræsentere dem, der er som én selv, grundlæggende en kortslutning. Hverken det nuværende repræsentative demokrati eller ret mange af dets samfundsinstitutioner ville kunne fungere ved ren klassekraft, eller gennem loyalitet over for den klan, man tilhører eller den egn, man kommer fra.

Man kan mene, at politikerne er for svage over for særinteresser og generelt er bange for vælgernes holdning til upopulære, men nødvendige samfundsøkonomiske indgreb. Men det gælder alle, der er på valg og har ikke noget at gøre med uddannelsesmæssig baggrund.

For det andet er det horribelt at påstå, at man – akademiker eller ej – ikke skulle kunne føle empati eller forståelse for mennesker, der lever under andre vilkår end en selv, og at man dermed ikke skulle kunne træffe relevante og rigtige beslutninger på deres vegne.

Virkeligheden er en anden
For det tredje må man spørge, hvilken virkelighed Lars Olsen egentlig selv lever i. For hvem er det, der de seneste 10 år – de år, hvor Lars Olsen mener, at eliten for alvor har triumferet – har haft magten i deres hule hånd her til lands?

Det er formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, der før sin politikerkarriere var hjemmehjælper, og hvis hele politiske projekt er et opgør med alt og alle, der kan kategoriseres som elite.

Det er tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der indledte et korstog mod eliten – defineret som smagsdommere og kulturradikale. Hvorefter alle, der kunne tænkes at vide noget om tingene, er blevet fremstillet som prætentiøse og opblæste idioter.

Det er den nuværende statsminister, der ved at forsøge at markedsføre sig selv som ’lille Lars fra Græsted’ tydeligvis vil lægge afstand til (potentielt elitære – nej uha da!) akademiker Lars Løkke Rasmussen.

Skulle den politiske magt skifte ved næste valg, vil den tilfalde en Helle Thorning-Schmidt, der har måttet fremhæve en opvækst hos en enlig mor i Ishøj for at blive accepteret som – tilstrækkeligt uelitær – socialdemokratisk partileder.

Og hun vil regere sammen med folkeskolelæreren Villy Søvndal, som har fortalt i en hel bog om de små kår, han kommer fra, og som har brugt de sidste par år på at demonstrere, at højrefløjens folkepartier ikke har patent på populismen.

Så undskyld, men hvornår har vi mon i danmarkshistorien haft et mere anti-elitært politisk flertal?

X Factor og luksusfælder
Populismen er imidlertid ikke blot en politisk tendens.

Det anti-elitære gennemsyrer hele samfundet, og ikke mindst medierne. Her råder underholdning og den rene og skære forbrugerisme. Talentkonkurrencer og programmer, der omhyggeligt afdækker folks endog mest banale forbrugsdilemmaer, fylder fladerne.

Selv de kendte, der traditionelt har været hævet over os andre, er i vore dage amatører. Alt hvad der er ophøjet, inklusive de kongelige, skal ned ’i øjenhøjde’, som det hedder med en populær vending.

Overalt vrimler det med opfordringer til at udtrykke sig og dele sine uforbeholdne meninger eller mulige talenter med andre.

Helst spontant og uden filter og især uden omtanke. Faglighed, lødighed, kritisk fornuft – man hører allerede gabene.

Lars Olsen løber derfor åbne døre ind med sin akademikerfrygt – det er tværtimod akademikerne, der bør frygte at blive dømt ude af hele offentligheden som ufolkelige Kloge Åger. Så her er et forslag til et projekt, som vil ramme tidsånden mere præcist: ’Eliternes fald’.